Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Panasonic Lumix DMC-G5

Kompetent allround-kamera

G5 kombinerer god billedkvalitet under alle forhold med nem betjening, og man behøver ikke at være professionel for at få fine billeder.

Skrevet af / 17/10/2012 - 00:00
Panasonic Lumix DMC-G5
Lasse Svendsen

For ikke så lang tid siden var det en fordel at vælge spejlrefleks, hvis billedkvaliteten var vigtigst. Nu har de nye kompakte systemkameraer, såsom Lumix G5 her, samme egenskaber som spejlreflekser og er lige så gode på billedkvalitet. Og bedre på brugervenlighed.

Innovationen i kameraindustrien foregår nemlig i det nye hurtigt voksende segment, som vi også kalder hybridkameraer, eller mere korrekt: kompakte systemkameraer.

Ballet startede med Panasonics Lumix G-serie for fem år siden, og G5 er det allernyeste i rækken. Nu har alle kameraproducenter hybrider, men ingen har indhentet Panasonics (og Olympus’) forspring i antal modeller og tilbehør. Såsom blitz og ikke mindst optik.

Lumix G5 placerer sig i mellemklassen, hvor funktionsniveauet er højere end på mere simple kameraer som Lumix GF-serien, men ikke lige så avanceret som GH-serien. Således havner kameraet lige i midten, hvor stærke rivaler som Canon EOS 650D, Nikon D5100 og Sony Alpha 57 skal slås om de samme markedsandele.

Hurtigere
Panasonic-kameraet er det letteste og mindste af dem alle, og det uden at nogen væsentlige funktioner er taget væk for at spare penge eller vægt. Da kameraet har erstattet spejlhus og optisk søger, som vi finder i spejlreflekser, med en elektronisk LCD-søger, vinder man på to fronter. Kameraet kan krympes, da man ikke behøver plads til et vipbart spejl, og objektiverne kan laves mindre og lettere. Fordi fraværet af spejl betyder, at objektivet kan flyttes nærmere G5’s 16 megapixel billedsensor.

En anden vigtig fordel er, at kameraet kan reagere hurtigere. Med det mekaniske spejl af vejen kan tiden, fra man trykker på udløseren, til billedet tages, kortes ned. Særlig på serieoptagelse, hvor G5 klarer seks billeder pr. sekund. Respektabelt, men ikke helt på niveau med Sony Alpha 57’s 10 fps. Men G5 har meget bedre søger end A57. Den elektroniske LCD-søger har 1,44 millioner billedpunkter og er meget lysere og ikke mindst større end A57’s.

Berøringsfølsom skærm
Panasonic har – sammen med Olympus – de bedste berøringsfølsomme skærme på markedet. Ikke bare fordi man kan navigere i menuer og ændre indstillinger med fingerspidsen, men også fordi man kan vælge fokuspunkt, lysmåling og faktisk tage billedet i én berøring med fingeren. Og ønsker man at holde kameraet i andre positioner end lige foran øjnene, kan skærmen vippes og vrides, så man hele tiden kan se motivet på den.

Brugervenlighed
Selv om kameraet er meget mindre end f.eks. Canon EOS 650D, ligger det godt i hånden. Kamerahuset er lavet i letmetal og solid plast med gummieret greb på fronten og et gummieret felt på bagsiden – nøjagtig der, hvor tommelfingeren skal være. Perfekt. Søgeren tændes og skærmen slukkes automatisk, når man løfter kameraet til øjet, og knapper og hjul sidder logisk placeret på det overskuelige kamerahus.

Skærmmenuen er også af den overskuelige slags. På toppen har Panasonic placeret knappen til video-optagelse og en egen knap til at aktivere Intelligent Auto. Så suser kameraet direkte i en hjælpemodus, hvor fotografen ikke behøver at gøre andet end at vælge udsnit og trykke på udløserknappen. Resten gør kameraet for dig. Selv ting som at indstille makrofokus og vælge portrætmodus, når det registrerer ansigter, eller landskabsmodus, når motivet er langt væk. Meget nemmere kan et moderne kamera næppe blive.

Kreativ kontrol
Her er der også flere kreative filtre at vælge imellem, som kan bruges til at skabe fine effekter på billederne. Der er flere indstillingsmuligheder end på en pc, og man kan lagre sine to mest brugte indstillingsvalg i to menuknapper markeret som C1 og C2 på funktionshjulet på toppen af kameraet.

G5 leveres enten med en 14-42 mm zoom, hvor man zoomer på den gammeldags måde med en mekanisk zoomring, eller – for godt en tusindlap mere – med X Vario 14-42 mm, der har samme rækkevidde, men med elektronisk zoom. Ligesom på kompaktkameraer. Og kompakt er det. Slukker man kameraet, trækker objektivet sig sammen. Akkurat som på netop et kompaktkamera. På G5 er det også muligt at zoome med en knap på toppen af kamerahuset, når X Vario-objektivet er påmonteret. Bruger man kameraet uden elektronisk zoom, kan kontakten bruges til blændevalg eller eksponeringskompensation.

HD-video er standard i systemkameraer, også på G5. Som har integreret stereomikrofon og fuld progressiv video-optagelse med 50 billeder i sekundet for minimalt billedflimmer. Nyt på G5 er den velkomne mulighed for at vælge MPEG4-format i stedet for AVCHD videoformat op til 28 Mbit/s – en lettelse for alle, som hverken kunne finde AVCHD-filerne i den indviklede mappestruktur eller fik åbnet filerne i noget redigeringsprogram.

Billedkvalitet
Personligt er jeg usikker på, hvor mange der vil bruge G5 som videokamera. Men uanset hvad, så skal de vide, at videokvaliteten er forbandet god. Opløsningen er 1080p, som også mange kompaktkameraer med HD-video har, men G5 leverer meget skarpere optagelser med jævnere bevægelser, større farvemætning og meget mindre billedstøj. Afspilning af HD-video fra G5, på et Philips 52PFL9606, ligner almindelig tv-udsendelses-kvalitet, og det er kun lydkvaliteten, der ikke holder god DR-standard.

Den nye 16 megapixel billedsensor foretager nemlig dele af billedprocesseringen selv, før kameraets billedprocessor afslutter jobbet. Resultatet bliver rigtig godt. Sammenlignet med forgængeren er forbedringerne tydelige, særlig ved høj ISO (maksimalt 12.800). Selvfølgelig er der billedstøj ved højeste ISO-værdier, hvilket kan ses, når man kigger på billeder, man har taget i svagt lys. F.eks. udenfor en mørk aften.

Med X Vario 14-42 mm er skarpheden og opløsningen på højde med Canon EOS 650D, men her får man lavere linjefortegning, mindre vignettering og mindre synlig kromatisk fejlbrydning. Det er også den allermindste zoom til noget systemkamera og gør G5 til et i allerhøjeste grad kompakt systemkamera.

Farvegengivelsen er tæt på neutral, og kameraet leverer nydelige hudtoner. Og er fuldt på højde med tonaliteten fra kameraer som Nikon D7000 og Olympus OM-D E-M5, som er blandt de bedste på farvepaletten. Billedstøj er godt kontrolleret på alle ISO-værdier op til ISO 1600. Fra ISO 3200 er der mere kornstøj her end med D7000 og OM-D, men den er ikke så synlig, at det har nogen betydning, før ved ISO 6400 og 12.800. Da dukker der nemlig også farvestøj op, og her bør man være varsom, hvis man ønsker store forstørrelser.

Men videokvaliteten er enestående. Måske det bedste, vi har set i denne klasse. Billedet er skarpt, godt opløst og uden flimmer under panorering. Ved optagelse er autofokussen hurtig og præcis, med mulighed for at vælge fokuspunkt på skærmen under optagelse. For de fleste vil video-optagelse med G5 være en enorm optur sammenlignet med et almindeligt HD-videokamera – for ikke at tale om et kompaktkamera.

Passer de fleste
Det meste er på plads i Lumix G5, som er et af de mest gennemførte allround-kameraer i mellemklassen. Skarp optik, god opløsning og høj billedkvalitet på stillbilleder og HD-video gør kameraet til et af de bedste køb i amatørklassen. Brugervenligheden er fortræffelig, og den berøringsfølsomme skærm, autofokussen og den meget velfungerende intelligente automatik gør det sjovt at fotografere med Lumix G5. Et varmt anbefalet kamera, som snuser til en sekser i bedømmelse.


Den vridbare berøringsfølsomme skærm gør betjeningen til en leg.


Med den elektroniske 14-42 mm zoom øges prisen til lige over 7.000 kroner.

Fototasken – et sted at have alt
De færreste har brug for en stor taske, når man skal have plads til et kompakt systemkamera med lidt tilbehør. En lille taske fra Crumpler, Lowepro eller Vanguard er ofte nok. Mange kan desuden lide snudetasker af den type, hvor kameraet ligger på højkant, og så har man små lommer med plads til f.eks. et ekstra objektiv, batteri, hukommelseskort og pudseklud.Booq Bags er et relativt ubeskrevet blad i Norden, men nu kan de købes fra booqbags.dk, og jeg har taget et nærmere kig på Python Toploader til 800 kroner, som er en snudetaske, men med relativt god plads. Kvaliteten på det grå og vandafvisende nylonmateriale er meget høj. Sømmene og de gummierede glidelåse holder høj kvalitet, og tasken er godt polstret. Den har plads til et systemkamera med optik og et ekstra objektiv i hovedrummet. Alternativt et kamera med telezoom påmonteret.

Siderummene er små, men kan rumme batterier, hukommelseskort og udstyr, som ikke har for stor volumen. En lille lomme på indersiden af hovedrummet og en stor på bagsiden bidrager til at udnytte pladsen i tasken maksimalt. Skulderremmen kan tages af, og det polstrede håndtag gør tasken let at håndtere.

Lyd & Billede mener

Skarpe billeder og video Lynhurtig autofokus Rigtig god brugervenlighed Billedstøj ved høj ISO Fokusjagt i svagt lys

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Et perfekt kompromis

Helt vild vidvinkel!

En ulv i fåreklæder

Scroll to Top