Man kan nemt forveksle dette kamera med et helt almindeligt kompaktkamera. Men det er det ikke. Det vil sige: Lumix GM1 er bestemt kompakt, men det er et fuldblods systemkamera. Med prisbelønnet teknik indeni.
Kompaktkameraer har bittesmå billedsensorer, der giver store begrænsninger på billedkvaliteten. F.eks. i svagt lys. Desuden er man prisgivet det objektiv, der er fastmonteret på kameraet, og som sjældent er af topkvalitet.
Derfor foretrækker mange et systemkamera. Hvad enten det er et spejlrefleks eller et kompakt systemkamera som her. Så får man større fleksibilitet, meget bedre billedkvalitet samt udskiftelig optik.
Men også et meget større kamera.
Et kompaktkamera med udskiftelig optik kan måske lyde som et godt kompromis, men Pentax’ forsøg med Q-serien gav ikke smag efter mere, og på kompakter som Sony RX-100 II og Canon S120 kan man ikke udskifte objektivet.
Dette kamera opfylder derimod alle krav til et lille systemkamera med høj billedkvalitet. Panasonic Lumix GM1 er så lille, at man næsten kan skjule det bag et kreditkort. Men indeni har det samme 16 megapixel billedsensor og samme processor som det prisvindende Lumix GX7 – årets kompakte systemkamera 2013-2014.
Det er næsten som at sætte en Porsche-motor i en VW Polo.
Solidt kompakt
Der er altså ikke noget i vejen med billedkvaliteten, men hvad med brugervenligheden? Når kameraer bliver så små som her (det er mindre end 10 cm bredt), er der ikke meget tilbage at holde på. Panasonic laver et lille håndgreb i aluminium, der kan skrues på for at få et bedre greb, men det gør ikke de små knapper større.
Det føles dog godt i hånden, trods størrelsen. Kamerahuset er lavet af aluminium med et chassis af magnesiumholdigt letmetal. Det gør, at GM1 både er let og meget solidt. Det fås i sort, sølvgrå og en frisk orange. Hvid sælges kun på udvalgte markeder.
GM1 har naturligvis Wi-Fi til trådløs styring af kameraet og overførsel af billeder. Det har også en praktisk touch-skærm med skærmudløser (tryk på skærmen for at tage et billede), fokusmarkering på manuel fokus (peaking) og opklappelig blitz.
Og vigtigst af alt, så har det kvalitetsoptik. Panasonic siger, at den nye 12-32 mm zoom med optisk billedstabilisator, som følger med GM1, er deres bedste kitzoom. Vores test viser, at de har ret. Den lillebitte zoom er jævnt skarp over store dele af billedfladen, især på f/5.6 og f/8.0, med lidt lystab i hjørnerne eller fortegning.
Kameraet fås også i dobbeltkit med en Lumix G 20 mm f/1.7 og håndgrebet oveni. Da koster sættet – altså inklusive 12-32 mm zoomen – 9.000 kroner. Det er billigere end Lumix GX7, som GM1 har arvet billedkvaliteten fra.
Billedkvalitet
For billedkvaliteten er uovertruffen. Som vi sagde i testen af GX7, så er de eneste kompakte systemkameraer, der giver bedre detaljeopløsning, Sony NEX-7 med 24 megapixel (ved lav ISO) og Fujifilm X-E1 med 16 megapixel. Begge har større APS-C billedsensor og koster mere end GM1.
Billedstøjen bliver meget synlig ved ISO 12.800 og 25.600, men jpeg-billeder ser rigtig godt ud op til ISO 6400. Detaljeskarpheden er meget højt op til ISO 3200 og falder lidt fra ISO 6400, men er altså på sit bedste og mest støjfri ved ISO 3200.
Farvebalancen er som ventet noget nær perfekt, og videofilerne behøver man heller ikke at skamme sig over. De kan trygt vises frem på 60-tommeren, uden at man græmmes over den tekniske kvalitet.
Billedkvaliteten står ikke tilbage for de fleste spejlreflekskameraer med APS-C billedsensor fra Canon, Nikon, Sony og Pentax. Men Lumix GM1 er hurtigere på aftrækkeren, fordi det fokuserer hurtigere i godt lys, og er overlegent meget bedre på HD-video. Desuden kan det være i jakkelommen.
Kompetent lilleputkamera
Få kameraer har været så sjove at fotografere med. Man bliver simpelthen i godt humør af dette lille Panasonic-kamera, og endnu gladere, når man ser billedkvaliteten. Som er på højde med det bedste, jeg har set. Ingen andre kameraer leverer så god billedkvalitet i så lille et format. Og kun få har samme udvalg af optik – over 40 objektiver! – og tilbehør.
Panasonic Lumix GM1 er ikke perfekt, men det er ikke langt fra. Det er et kamera, som alle kan bruge og få flotte billeder med, også så vokser det med opgaven, når man bliver mere erfaren og stiller større krav.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer