: Panasonic Lumix GX1

Måske er det størrelsen, der lokker. Et stort kamera ser mere seriøst ud og virker som et velprøvet, tryggere valg. Måske er det derfor, så mange stadig vælger spejlreflekskameraet. Det skal man ikke kimse ad. Billige spejlreflekser som Canon EOS 600D og Nikon D5100 er begge glimrende kameraer. Der har det meste, man kan forlange, og leverer billedkvalitet, som et kompaktkamera kun kan drømme om.

Måske er det derfor, de kompakte systemkameraer er blevet overset af mange. Indtil for nylig var det nok også træg autofokus, manglen af søger (gamle vaner dør ikke så let!) og relativt høje priser, der sendte købere i retning af det traditionelle spejlreflekskamera.

Den seneste generation af kompakte systemkameraer med udskiftelig optik fra Sony, Samsung, Nikon, Olympus og Panasonic har stort set overvundet børnesygdommene. Nikon og Olympus har markedets hurtigste autofokus; de fleste af dem har elektronisk søger tilgængelig som ekstraudstyr; og de bedste af dem leverer en billedkvalitet, som ikke står tilbage for spejlreflekskameraet.

Panasonic var først ude med et kompakt systemkamera. Siden er flere modeller i forskellige prisklasser til forskellige målgrupper dukket op. Fra det nybegyndervenlige Lumix GF3 til multimediefotografens avancerede Lumix GH2.

Til profferne
Men et rendyrket hybridkamera for viderekomne og professionelle, der er avanceret og kompakt nok til, at det kan fungere som et lommevenligt multiværktøj, har de indtil for nylig ikke haft.

Olympus var tidligere ude med PEN E-P1, senere P2 og nu P3. Sidstnævnte er et af de bedste kompakte fotoværktøjer for viderekomne fotografer. Panasonic har aldrig haft en aktuel konkurrent. Lumix GF1 var det nærmeste, man kom. Selv Sony, der var sent ude med kompakte systemkameraer, har en professionel udgave i NEX-7, som er et rendyrket professionelt værktøj.

Men Lumix GX1 har alt, hvad der skal til for at blive en succes. Det meste er på plads, og kameraet kan i høj grad konfigureres og tilpasses fotografens krav til funktionalitet. Kernen i kameraet er en opgraderet 16 megapixel billedsensor og ny billedprocessor, fuld 1080 HD-video, udvidet ISO-følsomhed til ISO 12.800, trykfølsom skærm og lynhurtig autofokus. Integreret blitz (mærkelig nok uden trådløs styring), blitzsko, stik til elektronisk søger, og ikke mindst kan det leveres med en helt ny 14-42 mm zoom med elektronisk zoomkontrol og integreret optisk billedstabilisator. Som er så kompakt, at kameraet faktisk går ned i en – okay, lidt stor – lomme.

Elektronisk zoom
Når strømmen er slukket, stikker optikken bare 2,5 cm ud fra kameraet. Tykkelsen målt fra skærmen på bagsiden tangerer knap 6 cm. Tænder man kameraet, køres objektivet umiddelbart ud, klar til brug. Ikke ulig et kompaktkamera. På siden af objektivet er der en skydeknap til manuel fokus og en til zoom. Trækker du forsigtigt i skydeknappen, så zoomer du stille ind eller ud; træk lidt til, og zoomhastigheden øges. Praktisk nok er det muligt at zoome i trin – 14, 18, 25, 35 og 42 mm – og da får man visning af brændvidde på skærmen.

Objektivet, som kaldes X Vario PZ 14-42 mm f/3.5-5.6, er sammen med en PZ 45-175 mm f/3.5-5.6 de første objektiver i en ny serie X-objektiver fra Panasonic. Som i øvrigt passer til Olympus’ Pen-kameraer også.

Brugervenlighed
Med et gummieret håndgreb foran og plads til tommelen i et lille, men praktisk tommelgreb på bagsiden er kameraets ergonomi fortræffelig. På overkanten af det gummierede tommelgreb sidder et trykfølsomt indstillingshjul. Som bl.a. bruges til at vælge brændvidde. To af knapperne på bagsiden – Fn1 og Fn2 – kan aktivere en funktion, som fotografen kan forhåndsdefinere. Herudover kan man lægge en selvvalgt funktion ind, som man kan få op i en pop-up menu på den trykfølsomme skærms højre kant.

Panasonic har givet GX1 et væld af indstillingsmuligheder, som overgår det meste, vi har set. Bl.a. kan man skræddersy hurtigmenuen på skærmen, så fotografen får de indstillinger op, som bruges oftest, når Q.Menu-knappen trykkes ind. Det er også muligt at lagre en række indstillinger i kameraets to hukommelsesbanker, tilgængelige som C1 og C2 på funktionshjulet på toppen.

GX1 kan bruge Panasonics nye LVF2 elektroniske søger, men ikke tilsvarende søgere fra Olympus’ udvalg, som VF-2 eller den nye VF-3. Med en elektronisk søger ser man motivet bedre i svagt lys, hvor en optisk søger på et spejlreflekskamera bliver for mørk.

Kameraet er så avanceret og byder på så mange indstillingsvalg, at selv de mest krævende fotografer bliver tilfredsstillet. Samtidig er det nemt at bruge, også for amatører med lidt erfaring. Alt, hvad man behøver at gøre, er at aktivere iA-knappen. Så tager kameraet sig af de vigtigste indstillinger, omtrent som et godt kompaktkamera, om man vil. 

Hastighed i praksis
Panasonic har ret i én ting. Autofokussen er mærkbart hurtigere på GX1, også på video-optagelse, og AF’en er på linje med Olympus’ nye PEN-generation og Nikons 1-kameraer. Det betyder, at kameraet fokuserer så hurtigt, at man i langt mindre grad end før sidder tilbage med uskarpe billeder. Særligt af objekter i bevægelse.

Skudhastigheden er begrænset til 4,2 fps i fuld opløsning, og autofokussen låser på den første eksponering i billedserien. Det er også muligt at tage billedserier med 20 fps, hvis man har brug for det, men da er opløsningen reduceret til 4 megapixel.

Billedkvalitet
Men billedkvaliteten er ikke nede i kompaktkamera-klassen. Billedfilerne fra GX1 viser, at Panasonic har anstrengt sig for at placere kameraet i front i klassen for avancerede kompakte systemkameraer. Og det er lykkedes. Med forbehold for et mere nærgående studie af billedfilerne fra Sony NEX-7 vil jeg hævde, at farvegengivelse, skarphed, kontrast og opløsning er i absolut topklasse.

Samsung NX200 har lidt højere opløsning, dog ikke så synlig i praksis, at det betyder noget; Olympus PEN E-P3 har lidt jævnere farvebalance fra jpeg-filer; og Sony NEX-7 mangler vi som sagt at se sammenlignelige billedfiler fra.

Med ny billedprocessering fra det, der i bund og grund er samme 16 megapixel billedsensor som i G3, regnede jeg ikke med, at opløsningen ville være mærkbart bedre end fra 12 megapixel sensoren fra forrige generation. Men Panasonic er lykkedes med at få bedre grundegenskaber frem – særligt fra råfiler – og ditto detaljeskarphed. Og det gælder ikke bare med det nye PZ-objektiv, men også med endnu skarpere optik, såsom Olympus 45 mm f/1.8. Det nye PZ-objektiv viste sig at være meget skarpt, med rigtig god optisk ydelse. Noget af det bedre, jeg har set fra et kitobjektiv.

Ved 14 mm brændvidde var der synlig tøndeformet fortegning, som aftog gradvis op til 25 mm. På blænde f/3.5 var der ikke generende lystab i hjørnerne, men skarpheden aftog mærkbart i hjørnerne sammenlignet med skarpheden i centrum. På blænde f/4.5 blev hjørneskarpheden bedre, og f/5.6 til f/11 gav jævn god skarphed over hele billedfladen. Ved 25 mm brændvidde blev f/4.9 største blænde, med jævn skarphed og minimal fortegning til blænde f/11. Det samme gjaldt 42 mm, men her er f/5.6 største blænde, og skarpheden faldt lidt allerede ved blænde f/11.

Men alt i alt meget godt, og objektivets nanolag dæmpede fint alle tendenser til kromatisk fejlbrydning. Noget de fleste kitzoom ellers har mængder af.

Farvebalancen er udpræget neutral på de ubehandlede råfiler. Her har man også meget at arbejde med. Både når det gælder farve, skarphed, kontrast, højlys og manuel sortniveaujustering i efterbehandlingen af råfiler. JPG-filerne fra GX1 er de mest gennemførte, vi har set fra noget Lumix G-kamera indtil videre. De har en lidt køligere farvebalance end tilsvarende filer fra Olympus P3, men der er mere at hente i råfilerne fra GX1 for en kundskabsrig fotograf.

Et i højeste grad synligt resultat af bedre billedprocessering er, at billedfilerne i jpg fra GX1 er rene og næsten blottet for kornstøj helt op til ISO 6400! Ved 1600 begynder meget finkornet støj at dukke op, men der er så uhyre lidt, at det bliver af akademisk interesse for alle andre end dem, der studerer forstørrelser med lup.

Der er lidt mere støj ved ISO 3200, og kigger man på råfilerne, ser man, hvor effektiv støjdæmningen er. For først ved ISO 6400 bliver farve- og kornstøj mærkbart grovere. ISO 6400 er faktisk brugbart til mindre forstørrelser. Det kan dog være klogt at prøve med forsigtig opskalering, for processeringen stjæler af detaljeskarpheden for at dæmpe kornstøj.

HD-video
At der ikke findes nogen mikrofonindgang, er der nogle, der vil være ligeglade med, og andre, der vil fortvivle over. For billedkvaliteten er nemlig mange gange bedre end lydkvaliteten. De indbyggede stereomikrofoner har begrænset kvalitet, mens HD-video-optagelse er som vanligt for et Lumix G i topklasse. Man får skarpe billeder, ganske lidt flimmer og billedstøj, og med den lydløse elektroniske zoom og autofokus egner kameraet sig godt til video-optagelse. Stiller man større krav, er Lumix GH2 et bedre valg.

Konklusion
Hvis man er vokset fra kompaktkameraet, er det ikke sikkert, at et GX1 er det bedste valg. Men for erfarne fotografer kan funktionsniveauet, billedkvaliteten og de dertil hørende muligheder, som GX1 giver, være svaret på ens søgen efter det perfekte kompakte systemkamera. Sammen med Olympus har Panasonic den overlegent største udstyrspark, med langt flere objektiver at vælge imellem end nogen af konkurrenterne. Det er heller ikke noget dårligt argument for at vælge GX1.

Med den nye X Vario PZ 14-42 mm zoom er Lumix GX1 et kompakt og kompetent værktøj, som er fuldt på højde med gode spejlreflekskameraer, hvad angår billedkvalitet, og blandt de bedste kompakte systemkameraer for viderekomne fotografer. Om ikke det bedste i skrivende stund.