TEST: Panasonic Lumix S Pro 70-200 mm F4 OIS

Med kameraer henvendt til professionelle fotografer – eller erfarne amatører – er Panasonics Lumix S-serie nødt til at have et bredt udvalg af objektiver. Det, vi tester her, er f.eks. et af tre Lumix S-objektiver.

Det er også rigtig godt og viser, at Panasonic, Leica og Sigma mener det alvorligt med deres L-alliance, som er et samarbejde, hvor de tre deler teknologi på kameraer og objektiver, der passer til Leica SL’s L- fatning, bare kaldet L-Mount.

For dem, der køber et Panasonic Lumix S1R, S1 eller S1H, betyder det, at alle objektiver fra de tre producenter, som har L-Mount, passer til kameraet. Det gælder 11 Sigma-objektiver med fast brændvidde – fra 14 til 135 mm – og otte Leica-objektiver. Ud over de tre eksisterende Lumix S-objektiver: 50 mm f/1.4, 24-105 mm f/4 Macro OIS og så dette, Pro 70-200 mm F4 OIS.

Vejrbeskyttet

Der findes en anden zoom med samme fatning, Leicas Apo Vario-Elmarit-SL 90-280 mm f/2.8-4.0. Den er håndbygget i Tyskland og er tre gange så dyr, hvilket får Lumix-objektivet til at virke som et kup.

Hvilket det egentlig også er.

Hvis man ikke vil vente på et endnu dyrere 70-200 mm f/2.8, er det denne zoom, man skal have på et Lumix S-kamera. Som alle de nævnte objektiver er det skræddersyet til spejlløse full-frame-kameraer med L-Mount, og selv om Panasonic ikke har mærket zoomen med Leicas logo, er der intet at udsætte på kvaliteten.

Den 18 cm lange zoom vejer næsten et kilo og kan næppe kaldes let eller kompakt, men den balancerer godt på et Lumix S1. Indvendig har det vejrbeskyttede objektiv integreret billedstabilisering, som sammen med Lumix S-kameraernes stabilisering kompenserer op til -6 eksponeringstrin i fem akser.

Zoomen leveres med modlysblænde og et aftageligt stativfæste, og det har focus clutch, hvor man trækker fokusringen et trin ind mod kameraet for at fokusere manuelt. Der er ingen programmérbare knapper eller omskiftere her. Den eneste knap er billedstabilisering til og fra.

Konstruktion

Indvendig er det temmelig tætpakket. Panasonic har proppet hele 23 linse-elementer i, grupperet i 17 sektioner. Blandt dem finder vi et asfærisk, et ED- og tre UED-elementer ([U] Extra-low Dispersion). Med forskellig slibning, krumning og antirefleksbelægning, der skal eliminere strølys, kromatisk aberration og sfæriske afvigelser, og samle lyset optimalt.

Ni afrundede blændelameller skal give blødere tegning af defokuserede baggrunde.

Autofokus

Da det er en type zoomobjektiv, som ofte bruges til at fotografere dyreliv, sport og action, er det en fordel med lynhurtig og ufejlbarlig autofokus. Skarp optik er fint, men hvis billedet ikke er i fokus, er man lige vidt.

Vores eksemplar havde en tidlig software-version, og på Lumix S1R og S1 fik jeg skiftende resultater med autofokus. Objektivet fokuserer hurtigt og næsten lydløst, men havde indimellem problemer med følgefokus. Panorering fungerede fint, men med objekter, der kom lige imod mig i fart, jagede autofokus en del, før den formåede at fokusere. Den slags plejer at løses med software-opdateringer, og kameraernes avancerede maskinlæring vil bare gøre autofokus endnu bedre.

Jævn skarphed

Optisk er zoomen så god, som man kan håbe på i denne prisklasse. Der er meget lidt fortegning, uanset brændvidde, og ingen synlige kromatiske fejl eller astigmatisme. Der er også god kontrol over sfærisk fortegning, og med den medfølgende modlysblænde er der ingen fare for strølys eller ghosting (dvs. spøgelsesagtige refleksioner).

Skarpheden er generelt meget høj, næsten uanset blænde. På 70 mm og fuld blænde falder hjørneskarpheden marginalt, mens skarpheden er på sit højeste og mest jævne mellem f/5.6 og f/11. Det samme gælder på 135 mm, men her er hjørneskarpheden bedre, og det er først ved 200 mm, at den falder nævneværdigt. På 200 mm er den bedst mellem f/5.6 og f/8.0, men stadig høj ved f/11.

Forskellene er dog så marginale, at de ikke har nogen praktisk betydning. Der er heller ikke meget vignettering på fuld blænde, hvilket fortæller os, at Panasonic ikke har brug for Leicas hjælp til at lave fornem optik.

Konklusion

Panasonics første telezoom til full-frame er en vellykket konstruktion, både teknisk og mekanisk. Den optiske ydelse er konsekvent høj med fremragende skarphed og rigtig god kontrast uden de almindelige fejl, vi ofte ser i objektivtests.

Zoomen er relativt stor og tung, og autofokus må indimellem kæmpe for at følge med, når det går stærkt, men den indbyggede billedstabilisering fungerer perfekt i tandem med kameraets og gør telezoomen meget anvendelig.