Visse naturlove er svære at komme uden om. Måske endda alle. En sådan er, at en større sensor i et digitalkamera kan give bedre billeder. Men hvad der er et “bedre” billede, er ikke helt enkelt. Der findes flere dimensioner, som påvirker kvalitet, og en del hænger sammen på en besværlig måde. Antallet af pixels i sensoren er en sådan egenskab, og det er næppe nogen nyhed for dem, der følger med i, hvordan digitalkameraer og deres specifikationer har udviklet sig. Flere billedpunkter giver et mere detaljeret billede, og færre giver et grovere og mere gnidret billede. Altså: Flere billedpunkter er bedre.
Men jo flere billedpunkter der skal være plads til på en sensor af en vis størrelse, jo mindre bliver hver pixel. Og jo mindre lysenergi kommer der på hver pixel, således at det udgående signal fra den bliver svagere og skal forstærkes mere, så støjen i billedet øges. Altså: Færre pixels giver et renere billede.
Men hvad hvis man så vil have mange pixels og et renere og flottere billede i svagt lys? Forøg størrelsen på sensoren! Så bliver der plads til mange billedpunkter, og hvert billedpunkt kan endda få en anstændig størrelse.
Det er netop, hvad det handler om, når man går fra et lille kompaktkamera til et systemkamera med meget større sensor. Og næste skridt bliver så naturligvis at øge fra det traditionelle systemkameras sensor til noget endnu større. Der findes ikke så mange modeller at vælge imellem, og priserne er svimlende, men den, der søger det perfekte, kan finde noget her.
Større mellemformat
Et af de billigste såkaldte mellemformatkameraer er Pentax 645D. Mellemformat er en glidende betegnelse for film- og sensorformat, som er større end småbilledernes 24 x 36 mm. Tidligere benævntes oftest film med bredden 60 mm (120-film), hvor billederne kunne være mellem 46 x 70 og 90 x 60 mm.
Sensoren i Pentax 645D er på 33 x 44 mm, hvilket er 69 procent større end småbilledformatet. Billedkvalitet bør altid være den største fordel ved det store format. At kameraerne bliver større end et normalt småbilledkamera, kan være en ulempe i nogle tilfælde, men størrelsen kan også betegnes som stabil og pålidelig. Og forskellen mellem de større småbilledkameraer er stadig ikke så stor. Der findes til og med småbilledkameraer, som er større: Nikon D4 måler 160 x 157 x 91 mm, hvilket giver en volumen på ca. 2,3 liter uden objektiv. Pentax 645D har faktisk “kun” et volumenmål på 2,2 liter med dimensionerne 156 x 117 x 119 mm.
Forskellen er virkelig ikke stor i volumen, men Pentax-kameraet er betydeligt dybere og mere klodset end Nikon D4. Og der findes yderligere et antal kameraer i nogenlunde samme størrelse. Trods sensorformatet er 645D altså ikke størst. Derimod er kamerahuset tungere end alle andre moderne systemkameraer, og den forskel øges normalt endnu mere med objektiv. Den store sensor kræver mere glas for at give samme billedvinkel og lysstyrke som en småbilledkamera-sensor.
Og det kræves ikke bare mere glas. Det kræves glas fra Pentax med den rigtige fatning. Udbuddet af mellemformat-objektiver med Pentax-fatning er bestemt mindre end udbuddet af småbilledobjektiver fra Canon og Nikon. Eftersom Canon og Nikon tilsammen har en nærmest pinlig stor del af systemkamera-markedet, så indebærer det også, at udbuddet af såvel nye som brugte objektiver er meget større.
En konsekvens af den store sensor er også, at dybdeskarpheden i billederne bliver betydelig mindre end i et normalt småbilledkamera og endnu mindre sammenlignet med små kompaktkameraer. En lille dybdeskarphed kan være en ulempe i nogle situationer, men ofte er det en fordel, hvis man vil fremhæve dele af motivet. Mange, der optager video, er gået over til systemkameraer i småbilledklassen, fordi det er lettere at få en lille dybdeskarphed. I 645D tager stillbilledet denne dybdeskarphed et skridt videre, men kun stillbilleder indtil videre.
Stor og tydelig
Mange egenskaber hos 645D klassificerer det som studiekamera. Et vejrforseglet hus gør det dog lige så anvendeligt i barske miljøer.
Der findes to stativgevind, et under kamerahuset og et på siden. Sidegevindet er udmærket til portrætfoto og lignende. Det bliver mere bekvemt og mere stabilt at fastgøre kameraet dér i stedet for at vinkle stativet, når man vil have stående billeder.
Eftersom kameraet er stort, er der plads til mange direkte-knapper. Hermed kan man lave de vigtigste indstillinger hurtigt og bekvemt. En del knapper kan desuden defineres efter egne behov og præferencer. Endnu flere indstillinger kan laves direkte gennem en info-skærm. Her findes et udvalg af alle indstillinger let tilgængeligt. Og alle indstillinger inklusive dem, man ikke anvender hver dag (såsom indstilling af sprog, tid osv.) – kan gøres i et omfattende, men godt struktureret, hurtigt og begribeligt menusystem.
Typiske indstillinger er tilgængelige i forskellige eksponeringsprogrammer, men her findes et par mere usædvanlige tilføjelser. Foruden de sædvanlige indstillinger af tid- og blændeprioritet, fuld programautomatik og helt manuelle indstillinger findes følsomhedsprioritet (Sv) og valg af både tid og blænde, hvor kameraet indstiller den korrekte eksponering af varierende følsomhed (Tav).
Følsomhedsprioritering indebærer egentlig bare, at følsomheden låses, altså at eventuel automatisk indstilling slukkes. Det kan man jo gøre i de fleste kameraer, men det er lidt nemmere her med et enkelt direkte valg på indstillingshjulet. Derimod at kunne vælge både tid og blænde og lade eksponeringen styres af følsomheden er lidt mere usædvanligt og en mere specifik Pentax-funktion. Hvis man ønsker at tage et enkelt billede i råformat, så findes der en speciel knap, som bare skal trykkes ned, så tages næste billede som rå. Herefter vender kameraet tilbage til den faste indstilling, man har lavet.
Ikke hurtigt
Indstilling og håndtering af kameraet kan altså gøres hurtigt, effektivt og overskueligt. Derimod er kameraet ikke specielt hurtigt til at tage billeder. Den hurtigste serieoptagelse med jpg i højeste kvalitet giver 1,1 billede pr. sekund, og det til maksimalt ca. 18 billeder. Tager man et enkelt billede ad gangen, så er man nødt til at vente mere end et sekund mellem optagelserne, og endnu længere, hvis lyset er lidt dårligt, for da behøver autofokus mere tid.
Noget lynhurtigt actionkamera er det altså ikke. Det trives bedre med studiefotografering, naturbilleder og lignende.
Billeder lagres på SD-kort (eller SDHC med større kapacitet). I kameraet er der plads til to kort, som kan anvendes på forskellig vis. Man kan gemme billeder samtidig på begge kort, i forskelligt format, hvis det ønskes. Ét kort kan f.eks. lagre råfiler og det andet i jpg-kvalitet. Men både rå- og jpg-filer kan også lagres på samme kort. Man kan også lade kort nummer to tage over, når kort nummer et er fuldt.
Du kan fotografere i to forskellige råformater: Pentax’ eget PEF og Adobes DNG.
På de fleste moderne systemkameraer kan man anvende skærmen som søger. Det kan man ikke her. Ved studiefotografering er det ellers en meget bekvem mulighed. Skærmen kan heller ikke drejes, men det spiller måske en mindre rolle, eftersom det er, når billedet skal komponeres, at drejeligheden giver mest mening. Det er heller ikke muligt at videofilme med kameraet, men det har næppe høj prioritet hos målgruppen.
Højere lysfølsomhed end ISO 1600 findes ikke. Sammenlignet med senere systemkameraer med almindelig sensorstørrelse er det ganske lavt, men det rækker formentlig til den type fotografering, som kameraet sigter mod. Det handler næppe om hurtig sportsfotografering eller at være et kamera, som man tager med sig for at fange det uventede.
Alligevel burde den store sensor kunne give meget gode billeder, selv ved høj følsomhed, men det har Pentax valgt at afstå fra.
En seriøs udfordrer til Pentax er D800 fra Nikon, en aldeles ny model med meget høje ambitioner. Vi har haft mulighed for at sammenligne det med 645D. De har begge omtrent samme antal pixels i sensoren, men Nikons sensor er betydeligt mindre. Den er af normal småbilledstørrelse, og Pentax’ sensor er altså 69 procent større.
Billedkvaliteten fra 645D er på flere punkter bedre end fra D800, men forskellene er forsvindende små. Det viser, at det går at kombinere meget høj opløsning med meget rene og pæne billeder, selv med en mindre sensor. Og den mindre sensor gør også, at D800 koster betydeligt mindre end 645D. Prisen for kamerahuset havner omkring en fjerdedel, eller ca. 21.000 kroner mod omkring 88.000 kroner for 645D.
Men der er en uretfærdighed i sammenligningen. Pentax-kameraet er nu et par år gammelt, og udviklingen af den digitale billedteknik er ikke bremset. Tværtimod bliver digitale kameraer stadig bedre år for år.
Råfiler giver sædvanligvis lidt bedre detaljegengivelse i billederne, men forskellen er lille og synes nærmest kun at være på pixelniveau. Den store fordel ved råfilerne er, at det dynamiske omfang kan håndteres meget mere effektivt, så detaljer i skygger og højlys kan gengives meget bedre end i jpg-filer.
Det store spørgsmål bliver så, hvad man vinder med en stor sensor. Sammenlignet med markedets mest højopløste kamera i småbilledformat, det nye Nikon D800, er svaret klart: Billedet bliver bedre på flere måder. Men det klare svar udvandes en hel del af, at forskellene er ganske små. Er størst således altid bedst? Ja, men den lille forbedring koster vældig meget.
Konklusion
Pentax 645D giver det reneste og mest detaljerede billede, der kan opnås fra et digitalkamera i dag, men forskellen i forhold til det nye Nikon D800 er ganske lille. Kameraet er også meget velgennemtænkt, og alle indstillinger kan foretages let, logisk og præcist. Sammenlignet med andre systemkameraer er det dog ret langsomt, og skærmen kan ikke anvendes som søger. Det er heller ikke muligt at optage levende billeder. Og prisen er meget høj – den nærmeste konkurrent, D800, koster omkring en fjerdedel.
Bedste billeder
Billedkvaliteten bør være den vigtigste egenskab for et kamera som Pentax 645D. Og vist er billedkvaliteten det meste overlegen. Testbilledet er fotograferet med objektivet Pentax D-FA 645 55 mm f/2.8 med blænde 8. Opløsningen i sort-hvid-overgangen er vældig høj – ikke overraskende, eftersom sensoren indeholder 40 millioner billedpunkter. De skaber en målbar opløsning på ca. 27,5 megapixel, eller 2,44 logaritmiske billedpunkter (LB).
Flest billedpunkter har det nye D800 fra Nikon. Med 36 millioner billedpunkter giver det faktisk højere målelig opløsning – 31,9 megapixel eller 2,50 LB. Forskellen målt i LB er numerisk meget lille, og det er også den synlige forskel. I praksis giver begge samme brugbare opløsning, og den er den højeste, vi har målt på noget kamera.
Nærmest kommer et gammelt scannende bagstykke fra Phase One, PowerPhase fra 1998. Det gav et billede med 50 megapixel og en målbar opløsning på 17,6 megapixel, eller 2,25 LB. Men eksponeringstiden for den opløsning lå på adskillige minutter, og det fungerede altså kun til stillestående motiver. Af mere moderne, normale kameraer ligger Nikon D3X nærmest. Med en 24 megapixel sensor giver det en opløsning på 14,5 megapixel, eller 2,16 LB. Forskellen i antal pixels kan lyde af meget, men i praksis opfatter vi dem snarere som LB-tale, det vil sige ganske små.
Men billederne har flere egenskaber end den sort-hvide opløsning. Hvordan små detaljer opfører sig i mættede farver, påvirker også vores indtryk af detaljegengivelse og skarphed. Selv om D800 giver lidt højere opløsning end 645D, så giver 645D en bedre oplevet detaljegengivelse af små detaljer i mættede farver. Men selv her er forskellene små, og for at se dem skal billedet forstørres ganske meget.
Testbillederne er her forstørret, så hele bredden af billederne er omkring 1,8 m. Med en god farveprinter kan forskellene opdages ved noget mindre størrelse, omkring en meters bredde.
Ved højere følsomhed kommer der støj og andre problemer i billedet. De fleste kameraer kan i dag arbejde ved meget høj følsomhed. Da bliver støj også meget fremtrædende. Pentax har valgt at begrænse lysfølsomheden til ISO 1600, men selv ved denne ganske beskedne følsomhed bliver støjen mærkbart højere end med D800 med dets mindre sensor. Da har D800 på den anden side tabt nogle af de fineste detaljer i farverne, men selv her er forskellene små. I D800 kan man øge følsomheden til ISO 25.600, og da stiger støjen givetvis. Men først ved ISO 6400 bliver det lige så højt som med 645D ved ISO 1600, så den mindre sensor i D800 giver stadig udmærket billedkvalitet.
Nikon D3X har omtrent samme størrelse pr. pixel i sensoren som 645D, men her kan man skrue følsomheden to trin højere, til ISO 6400. Ved 1600 giver det dog samme støj som D800 og dermed mindre støj end 645D. I D3X kan man dog se, at den lavere opløsning giver et mindre detaljerigt billede. I hvert fald kan det ses i denne forstørrelse.
Billeder og målinger er taget fra testens billeder. Opløsningen er målt som de mindste detaljer, der giver mindst 20 procent kontrast, og angives som antal billedpunkter og i det subjektivt mere retvisende logaritmiske mål LB (logaritmiske billedpunkter). 1 LB = log (antal billedpunkter/100.000).
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer