: Pentax K-3

Man skal ikke skue hunden på hårene, siges det, og det er let at overse Pentax, siden deres kameraer ligner alle de andres. Men det er udenpå. Sammen med Sony de er de eneste, der har billedstabilisering indbygget. De andre spejlreflekskameraer har det kun i nogle af objektiverne.

Men Pentax adskiller sig fra alle andre ved at tilbyde vejrtætnede og solide kamerakonstruktioner til under 10.000 kroner. Altså den type kamera, man også kan tage med ud, når det stormer kraftigt. Hos Canon og Nikon koster kameraer med samme robuste konstruktion meget mere, uden at de nødvendigvis tilbyder mere. Ud over et større udvalg af objektiver. Hvis man vil have en bred vifte af objektiver med autofokus at vælge imellem, har Canon og Nikon et større udvalg end alle andre.

Derfor gælder det om at skille sig ud, og det gør Pentax’ nyeste spejlrefleks for viderekomne i den grad. K-3 er Pentax’ topmodel lige nu, og selv om det ligner Pentax K-5 – og Nikon D7100 – har det et par esser oppe i ærmet, der gør netop dette kamera unikt.

Og her mener jeg ikke en 24 megapixel billedsensor i APS-C format, der er uden lavpasfilter for at opnå maksimal detaljeskarphed. Det har andre kameraer også.

Unik simulator
Pentax K-3 har heller ikke nymodens påfund som Wi-Fi og touch-skærm. Ligesom Fujis X-serie og kameraer som Leica M og Nikon Df – for nu at nævne et par stykker – er det primært rettet mod stillbilledfotografer. Som får et rendyrket fotoværktøj, der kan skyde serier på 8,3 billeder i sekundet (fps), lagre i DNG-format (dvs. negativer) og på to hukommelseskort – man kan også dele filer mellem de to kortpladser – samt optage video i Full HD med op til 30 fps (progressive) eller helt op til 60 fps (interlaced).

Men det unikke ved kameraet er ikke hastighed eller vejrtætning, det er lavpasfilter-simulatoren. Bag denne kryptiske betegnelse gemmer sig muligheden for at tilføje effekten af et lavpasfilter – som normalt er en mekanisk komponent foran billedsensoren – i billedprocesseringen i stedet. Man kan vælge imellem to versioner ud over intet lavpasfilter, som er sådan, kameraet er “født”.

Denne lavpasfilter-simulator er beregnet til, når man fotograferer mønstre, objekter eller landskaber, hvor der kan opstå moiré, dvs. et uønsket bølgemønster. Normalt er det ikke et stort problem med så mange fotosensorer på en billedchip, men her får man i hvert fald muligheden.

Som det kan ses på billederne, er det sjældent, man virkelig har brug for simulatoren, og den virker bedst ved lukkertider på under 1/2000 sekund. Da aktiveres billedstabiliseringen, som sidder på billedsensorens ophæng, og sensoren bevæges mikroskopisk for at simulere den reducerede skarphed, som man får med et ægte lavpasfilter.

Solid brugervenlighed
Det tager ikke lang tid at komme ind under huden på Pentax K-3. Kamerahuset er ikke større end Canon EOS 70D eller Nikon D5300, men har et generøst gummieret håndgreb, der sikrer et fast greb om kameraet – som vejer over et kilo med objektiv. En større skærm (8 cm) end på K-5 og et større håndgreb samt en stor pentaprismesøger viser, at Pentax også tænker på brugervenligheden. Det samme gælder knapper og hjul, der er store og lette at nå, og flere af dem kan konfigureres.

Blandt små smarte tricks er muligheden for øjeblikkelig at skifte fra selvvalgt lysfølsomhed til auto-ISO med den grønne knap på bagsiden. Kameraet har også en anden Pentax-specialitet: TAv-indstillingen, som man aktiverer på det låsbare programhjul på venstre side af prismehuset. Hvis man vælger TAv, kan man indstille blænde og lukkertid manuelt, og så vælger kameraet automatisk ISO-værdi.

Man kan aktivere autofokus (med op til 27 sensorer og 25 cross-type sensorer) med et tryk på AF-knappen på bagsiden, uafhængigt af udløseren. Det er praktisk. Det er fraværet af sensorer omkring søgerokularet dog ikke, for skærmen slukker ikke, før man trykker på enten AF-knappen eller udløseren. Flere af knapperne kan programmeres, så fotografen i højere grad kan skræddersy kameraet til eget brug.

Ligesom på Nikon D800 er der også en USB 3.0 indgang til hurtigere overførsel af billeder fra kameraet.

Billedkvalitet
Og så er der billedkvaliteten. Flere megapixel er et tveægget sværd. Det betyder ofte meget billedstøj ved høje ISO-værdier, men også skarpere opløsning. I hvert fald når kameraet ikke har lavpasfilter, som K-3.

Mens nogle er ligeglade, går andre meget op i ydeevnen ved høj ISO. De sidstnævnte har ikke meget at bekymre sig om. Op til ISO 1600 er der ingen støj, ved ISO 6400 er den ubetydelig, og selv ISO 12.800 kan bruges. Med lidt efterbehandling. Først endnu længere oppe ad skalaen bliver kornstøjen grov, og farvestøjen næsten umulig at fjerne. Med andre ord er ydeevnen i toppen af, hvad vi har set fra APS-C billedsensorer.

Billeddynamikken er fremragende og fuldt på højde med Nikon D7100, mens støj-egenskaberne ved høj ISO er bedre end med Canon EOS 70D. Der er en masse at arbejde med for dem, der vil efterbehandle råfiler, og JPEG-filerne har rigtig god gengivelse af kontrast, farvemætning og hudfarver. Desuden har kameraet flere valgmuligheder for justering af parametre som kontrast, farvemætning, farvetemperatur, skygger og højlys samt skarphed.

De, der ofte skyder video, skal være opmærksom på, at mens autofokussen er rimelig hurtig på stillbilleder, så halter den lidt bagefter det bedste, vi har set, når det gælder video. Her er Canon EOS 70D foreløbig den ubestridte konge. Men K-3 har både hovedtelefonudgang og mikrofonindgang, så det kan sættes op til ordentlige HD-optagelser.

Stærk udfordrer
Pentax K-3 er tydeligvis rettet mod viderekomne fotografer og har alt, hvad der skal til, for at udfordre Canon og Nikon på deres hjemmebane. Det er bedre bygget end de fleste og byder på et funktionsniveau og en billedkvalitet, der ikke står tilbage for nogen. Det eneste, der trækker ned, er langsommere autofokus end de bedste af konkurrenterne. Men bortset fra det er Pentax K-3 et klokkeklart pletskud.