: Pentax K-3 II

Med få opdateringer at fremvise er det let at affeje Pentax K-3 II med et skuldertræk. Spejlreflekskameraet har den samme billedsensor som forgængeren og næsten ingen forbedringer af betydning – med én undtagelse.

Faktisk er kameraet næsten identisk med forgængeren K-3. Her får man et seriøst bygget kamerahus med omfattende vejrtætning, en 24 megapixel billedsensor i APS-C format, hurtig skudtakt på op til 8,3 billeder i sekundet og forbedret indbygget billedstabilisering. Der virker med alle objektiver.

Til sammenligning har Canon EOS 70D og Nikon D7200 – der stiller op i samme prisklasse som K-3 II – lavere skudhastighed og mindre omfattende forsegling. Prisen på Pentax-kameraet starter ved 7.995 kroner for kamerahuset. Eller 12.000 kroner med 16-85 mm zoom, som vi tester det med her.

Pentax vil altså slås med de store og klarer sig faktisk overraskende godt i betragtning af, at billedkvaliteten er den samme som på forgængeren. Men som antydet har Pentax et lille trick oppe i ærmet på den nye version.

 

Pixel Shift

Kameraet har ikke fået Wi-Fi eller touch-skærm, og der er i det hele taget få nyheder under skallen. Bortset fra at den indbyggede blitz er erstattet af en GPS-modtager til logning af, hvor billederne er taget. Ulempen ved det er selvfølgelig, at uden indbygget blitz er det heller ikke så let at udløse separate blitz.

Kameraets 24 megapixel billedsensor er uden fysisk lavpasfilter for at få maksimal detaljeskarphed, men Pentax har beholdt forgængerens simulering af lavpasfilter, som aktiveres i menuen. Med et par knaptryk kan man tilføje effekten af et lavpasfilter, f.eks. når man skal fotografere mønstre, objekter eller landskaber, hvor der kan opstå moirémønster. Man kan vælge imellem to tilstande.

Men Pixel Shift er nyt. Det opfører sig omtrent som den højopløste indstilling på Olympus OM-D E-M5 II. Billedstabiliseringen – der bruger små magneter til at flytte billedsensoren – flytter fotosensorerne fire gange, og hver gang tages en eksponering. Fordelen er, at kameraet så registrerer fuld farveinformation på hver pixel i stedet for kun én gang pr. pixel.

Normalt registreres farveinformationen i et kamera med én farve for hver pixel, fordelt på rød, grøn og blå. Men her registrerer kameraet farveinformationen for hver pixel fire gange: Rød, blå og to gange grøn. Det øger farvedybden i billedfilen, og resultatet er lidt bedre detaljeskarphed.

Ulempen er, at kameraet skal stå på stativ, når Pixel Shift er aktiveret. Ellers må man være meget rolig på hånden og motivet stå bomstille.

En anden ting, kameraet har, som forgængeren ikke havde, er AstroTracer-funktionen. Her bruges GPS’en i kameraet til at beregne stjernernes bevægelse, og derefter flyttes billedsensoren en smule, så man kan få skarpe billeder uden efterslæb på stjerner, der bevæger sig under eksponeringen.

 

I brug

Fysisk set er den vigtigste ændring i forhold til K-3, at blitzknappen er erstattet af GPS-knappen. Som aktiverer GPS-tracking og tænder en rød lampe.

Kamerahuset er mellemstort – omtrent som EOS 70D – med et velformet gummieret håndgreb foran og en stor gummiflade bagpå, der sikrer et ordentligt greb om kameraet. Knapper og hjul er, hvor de altid har været, og er store nok til, at kameraet kan bruges med handsker på. Flere af knapperne er programmérbare, så fotografen kan konfigurere dem efter behov.

Man kan f.eks. skifte hurtigt mellem auto-ISO og selvvalgt lysfølsomhed, og hvis man bruger Pentax’ Tav-indstilling, kan man justere blænde og lukkertid manuelt, mens kameraet vælger ISO automatisk. Genialt. K-3 II har også noget unikt for prisklassen: To kortpladser, der kan konfigureres til at sikkerhedskopiere eller at gemme råfiler og jpeg-filer på hver sit SD-kort osv.

Pentax har ikke lavet nogen væsentlige ændringer på autofokus i K-3 II. Det havde vi ellers håbet, for forgængeren ikke er det hurtigste i klassen på AF. Der er de samme 27 fokussensorer, og 25 af dem er krydssensorer.

Pentax siger, at de har forbedret algoritmen, så kameraet fokuserer hurtigere og mere præcist. Men den forskel er svær at mærke i praksis. I hvert fald med det medfølgende 16-85 mm zoomobjektiv, som ligger lidt bagefter de hurtigste på AF.

 

Billedkvalitet

Så K-3 II er nok ikke det ultimative actionkamera, men der er ikke meget at udsætte på billedkvaliteten. Ligesom på de hårdeste konkurrenter er der ikke ligefrem gjort enorme fremskridt inden for billedkvalitet i den seneste generation af spejlreflekskameraer. Og altså heller ikke her.

Med 24 megapixel risikerer man meget billedstøj ved høje ISO-værdier, men ligesom på forgængeren er støjen godt kontrolleret og ikke så grov, at farverne flyder ud. Det betyder, at man trygt kan bruge ISO 1600 uden tegn på billedstøj. To hak op til ISO 6400 er den stadig ubetydelig, og med lidt efterbehandling kan man faktisk godt bruge ISO 12.800. I hvert fald så længe man kan kompensere for støj i mørke områder.

Skru op til 25.600 på skalaen, og kornstøjen bliver meget grov med markant farvestøj. Det er faktisk på linje med Nikon D7200, forskellen er minimal, men Nikon-kameraet har næsten et trins bedre billeddynamik. Selv om Pentax har flyttet billedprocessoren fra mellemformatkameraet 645Z.

Der er stadig meget at arbejde med, og billedfilerne er velegnet til efterbehandling. Især af råfiler. Kontrast og farvemætning er helt på linje med Nikons og Canons tilsvarende modeller, og gengivelsen af hudtoner er fremragende. For dem, der gerne vil lave justeringer i kameraet, er der mange muligheder for fintrimning af kontrast, farvemætning, farvetemperatur, skygger/højlys og skarphed.

Så på billedkvaliteten er der ikke nogen synlige fremskridt, bortset fra at Pixel Shift øger farvemætningen lidt.

 

Konklusion

Pentax har ikke gjort noget ved vores ankepunkt mod forgængeren, for K-3 II har stadig langsommere autofokus end de bedste i prisklassen. Men det leverer varen i form af upåklagelig billedkvalitet. Det har også langt bedre byggekvalitet med vejrtætning end sine nærmeste konkurrenter og ender som en af vores favoritter i den semiprofessionelle klasse.