Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Pentax KP

Vellykket entusiastkamera

Pentax beviser, at man ikke har brug for et spejlreflekskamera fra Canon eller Nikon for at få fantastiske billeder.

Skrevet af / 07/09/2017 - 10:41
Pentax KP
Lasse Svendsen

De fleste tænker på Canon eller Nikon, når det gamle spejlreflekskamera skal skiftes ud med et nyt. Men det er ikke sikkert, at det er det rigtige valg. Det kan også være værd at tage Pentax med i overvejelserne, for de laver kameraer med fremragende billedkvalitet. Alligevel er de langt mindre udbredt, men det er heller ikke let at gøre sig gældende på et marked, der er så domineret af to producenter.

Pentax giver sig nu ikke af den grund. De har allerede rigtig gode kameraer i K-1 og K-3 II, som er fuldt på højde med tilsvarende kameraer fra Canon og Nikon. Og nu er en tredje model så tilgængelig: Pentax KP, som med en 24 megapixel billedsensor i APS-C-format, en skudtakt på op til 7 billeder i sekundet (fps), indbygget billedstabilisering samt lydløs elektronisk lukker ned til 1/24.000 sekund stiller op i den hurtige liga.

Det er et kamera, der konkurrerer direkte med Canon EOS 80D og Nikon D7500 – de to bedste spejlreflekser hidtil i entusiastsegmentet over 10.000 kroner for kamerahus alene.

Pentax KP er det tætteste, man kommer på et spejlløst systemkamera fra Pentax. Det er relativt lille og let, men vejrtætnet og solidt bygget. Kameraet har en stor og lys optisk prisme-søger, aftageligt håndgreb samt forbedret billedprocessor og billedstabilisering. Knapper og hjul er hentet fra det dyrere K-1, mens billedchip og autofokus er hentet fra K-3 II.

Kameraets 24 megapixel billedchip er uden lavpasfilter for maksimal skarphed, og det har lysfølsomhed helt op til ISO 819.000. Det har også Pixel Shift, hvilket gør kameraet til lidt af en dark horse i forhold til Canon og Nikon.

I praksis betyder alt dette, at Pentax KP er velegnet til stillbilledfotografer, der har brug for et kamera, som kan tåle at være ude i al slags vejr. Og som har billeddynamik nok til naturbilleder, er kompakt nok til rejser og skarpt nok til portrætfotografering.

Pixel Shift-teknologi

Pentax har ikke udstyret KP med 4K-video, og det har ikke engang HDMI-udgang – så skal man i stedet vælge Nikon D7500 – men det har nogle andre funktioner, som konkurrenterne ikke har. F.eks. kan kameraet simulere effekten af et lavpasfilter. På den måde undgår man moirémønstre i tøj, f.eks. når man tager modebilleder.

Aktiverer man Pixel Shift, kan kameraet give ekstra detaljeskarphed. Når Pixel Shift er tændt, bruger Pentax KP bittesmå magneter, der flytter billedchippen. Så flyttes fotosensorerne fire gange, og hver gang tages en eksponering. Her registrerer kameraet fuld farveinformation på hver pixel, i stedet for kun én gang pr. pixel.

Det øger farvedybden i billedfilen, reducerer billedstøj og giver lidt bedre detaljeskarphed. Kameraet skal dog stå på stativ, når Pixel Shift er aktiveret.

Det har også en AstroTracer-indstilling til at fotografere stjernehimlen. Det kræver et GPS-modul, som er ekstraudstyr. Så kan man også aktivere Night Vision, der giver et rødt skærmbillede på den vipbare skærm på bagsiden, for at man ikke skal blive blændet.

Ergonomi

De fleste kameraer leveres med et gummieret håndgreb foran. For nogle er det for stort, for andre er det for lille. Det har Pentax fundet en løsning på. Håndgrebet er nemlig aftageligt, og der medfølger tre forskellige.

Det øger afgjort muligheden for at finde et, der passer til dig. Ellers kan man vælge det mindste greb for mest mulig bærbarhed og det største, når man har brug for et bedre greb om kameraet, f.eks. når det har et tungt teleobjektiv påmonteret.

Det vejrtætnede kamerahus er relativt kompakt, meget robust bygget, og bortset fra at det ikke har touch-skærm, er knapper og hjul eksemplarisk udformet. OK-knappen på bagsiden kan holdes inde et par sekunder for at skifte mellem flytning af op til 27 fokuspunkter, valg af ISO, skudtakt, blitzfunktion og hvidbalance.

Et stort indstillingshjul er delvis skjult af håndgrebet foran. Der sidder et mindre på bagsiden og endnu et oven på kameraet, og disse og mange af knapperne kan konfigureres og programmeres til ens foretrukne funktioner.

Ved siden af den store søger med 0,95x forstørrelse sidder programhjulet til venstre og et gribevenligt hjul til valg af bl.a. HDR-billeder, skudtakt, tre grupper med selvvalgte indstillinger og mere endnu.

KP har også en særlig Pentax-specialitet: Drej programhjulet til Sv, så vælger kameraet udløser og blænde efter den ISO-følsomhed, fotografen foretrækker. Skifter man til Tav, indstiller man blænde og lukkertid manuelt, og kameraet vælger så ISO.

Autofokus

27 fokussensorer er ikke alverden nu om dage, og Pentax KP’s autofokus er heller ikke lige så hurtig eller præcis som f.eks. Nikon D7500’s. Selv om 25 af sensorerne er krydssensorer, kan autofokus ikke følge med i alle situationer.

Det afhænger selvfølgelig af objektivet, og vores testbilleder af cykler i høj fart – med Pentax’ fine 16-50 mm f/2.8 zoom – gav mange skarpe billeder på fuld skudhastighed. Med følgefokus og panorering. Men det var som regel de første billeder i en serie; resten af billederne blev uskarpe, fordi kameraets følgefokus efterhånden mistede grebet om motivet.

Man kan som nævnt vælge fokusområde, og kameraets farvefølsomme lysmåler med 86.000 målepunkter hjælper til en vis grad på præcisionen. Men så skal kameraet selv vælge fokuspunkter.

Billedkvalitet

Der er imidlertid ikke meget at udsætte billedkvaliteten fra Pentax KP. Jeg vil vove at påstå, at det ikke alene er Pentax’ bedste kamera, men også et af de bedste spejlreflekser på markedet.

Råfilerne fra kameraet står ikke tilbage for tilsvarende fra Nikon D7500, og giver man jpeg-filerne lidt mindre støjreduktion og hæver skarpheden, er der kun lidt forskel mellem Canon, Nikon og Pentax.

Man behøver ikke at bekymre sig om billedstøj – billeder taget ved ISO 12.800 og 25.600 er fuldt anvendelige. Alt over det, og kornstøjen bliver meget grov med grumset farvestøj. Men skarphed, billedkontrast, dynamik og farvemætning står ikke tilbage for nogen.

Stærk udfordrer

Billedkvaliteten og brugervenligheden på Pentax KP er er helt i top i forhold til, hvad man kan forvente i denne klasse. Det er ikke muligt at se nogen fordel til Canon eller Nikon på billedkvalitet, men de har bedre ydelse på autofokus. D7500 har også 4K-video.

Pentax-kameraet har dog nogle funktioner, som ingen andre har, og har uden tvivl det, der skal til for at blive populært blandt entusiaster, der går meget op i billedkvalitet, men ikke har brug for et actionkamera.

picture1 picture2 picture3
<
>
Vejrtætnet kamerahus med store indstillingshjul, som man kan betjene med handsker på.

Lyd & Billede mener

Vejrtætnet kamera med billedkvalitet i top, velfungerende billedstabilisering og fremragende ergonomi. Udskiftelige håndgreb er også et plus. Moderat batterilevetid, unøjagtig følgefokus, hverken 4K-video eller touch-skærm.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Rejsevenligt og kompakt

Ekstrem skarphed i et handy format

Kameraet der aldrig går af mode

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Et perfekt kompromis

Lyd & Billede
Scroll to Top