: Pentax MX-1

Man må undskylde Pentax lidt. De har været travlt optaget med at forbedre deres spejlreflekskameraer, med ejerskifte og med en sjov, men pudsig satsning på kameraer i hybridsegmentet. Men nu er de endelig klar med deres første såkaldte prof-kompakt. Et stilrent kamera i lækker messing, som har rigtig gode forudsætninger for at hamle op med tilsvarende modeller fra Canon og Nikon.

Som Leica D-Lux 6 på de foregående sider er Pentax MX-1 et avanceret kamera bestemt for entusiaster, der gerne tager et kompaktkamera med sig, men forlanger fuld fotografisk kontrol og høj billedkvalitet. Man skal kunne lagre billederne som råfiler til efterbehandling i Adobe Lightroom, Photoshop eller Aperture. Og før det skal kameraet have givet fotografen de bedste forudsætninger for at lykkes med billederne.

Massiv kameraklump
Udgangspunktet er det bedste. Meget tyder nemlig på, at MX-1 deler optik og billedsensor med Olympus XZ-2. Altså knivskarp zoom på 28-112 mm med rigtig god lysstyrke på f/1.8-2.5. Kombineret med en 12 megapixel CMOS billedsensor af den bagbelyste type (= bedre lysfølsomhed) smager det absolut af fugl. Men kamerahuset klædt i gummieret overflade er bestemt Pentax’ eget design. Top- og bundplade er lavet i solid, lækker messing, og formsproget mere end hentyder til Pentax’ klassiske Spotmatic, MX og K1000 spejlreflekskameraer.

Med vipbar skærm og ét indstillingshjul er det solide kamera en fryd at bruge. Selv uden håndgreb. Det eneste, jeg savner, er Olympus’ funktionsring omkring objektivet, som i det mindste kunne have givet mig blændevalg, og så den fysiske plads til en blitzsko. I stedet får man bare en opklappelig blitz. Men MX-1 har en nyttig funktion i eksponeringskompensationen, som praktisk nok er placeret på et hjul ved siden af programhjulet på toppen.

Ejere af Pentax’ digitale spejlreflekser vil umiddelbart føle sig hjemme i skærmmenuerne, som indeholder mange af de samme indstillingsmuligheder.

Billedkvalitet
Selv med mange andre kameraer at vælge imellem tog jeg ofte MX-1 med mig, selv til korte ture. Det var ikke bare designet og den tillidsvækkende kvalitet, der tiltalte mig. Med billederne fra Olympus XZ-1 på harddisken og Leica D-Lux 6 i den anden lomme var jeg nysgerrig efter at sammenligne billedkvaliteten.

Pentax-kameraet klarede sig godt. Akkurat som med LX7, D-Lux 6 og XZ-2 begynder billedstøjen ved ISO 1600 og øges. Ved ISO 6400 er der meget synlig billedstøj, og derfra og op vil jeg karakterisere den som skæmmende. Farvebalancen på jpeg-filer er ikke helt neutral med en overvægt af rød og blå, som kan give et ikke så klædeligt farvestik i hudtoner. Men bortset fra det er det meste vældig godt på MX-1. Objektivet er mindst lige så skarpt som på Panasonics og Leicas modeller, men der er mindre fortegning på vidvinkel her. Det giver knivskarpe, godt detaljerede billeder med høj kontrast, og med den gode lysstyrke behøver man ikke at bruge høje ISO-værdier i svagt lys. Man blænder hellere op til større lysåbning.

Konklusion
Pentax har fået en vellykket debut i denne klasse med MX-1. I lighed med de bedste prof-kameraer leverer det meget højere billedkvalitet, end de fleste almindelige kompaktkameraer klarer. Afvigelserne i farvebalancen kan der let kompenseres for; værre er det at kompensere for manglende blitzsko og fraværet af et ekstra indstillingshjul. Enten omkring objektivet eller foran kameraet. Men selv med lav skudtakt – og desuden træg lagring – er MX-1 et tiltalende kamera at bruge.

Kvaliteten er upåklagelig, prisen konkurrencedygtig, og billedkvaliteten høj. Hvad mere kan man forlange?