TEST: Sigma fp L

De er stort set fløjet under radaren for de fleste, der nok tænker på Sigma som en optikproducent og ikke som en kameraproducent. Men hvad mange ikke ved, er at Sigma har nogle egenudviklede kameraer på samvittigheden.

F.eks. dem med Foveon X3-billedsensor.

Den så vi sidst i sd Quattro, der blev lanceret i to versioner med op til 45 megapixel, hvor den specielle sensors tre farvelag er stablet sammen.

Det nye Sigma fp L er et helt andet kamera med en full-frame 61 megapixel billedsensor med Bayer-mønster. Som nogle allerede kender fra Sony a7R IV. Det betyder dog ikke, at Sigma-kameraet er baseret på Sony-kameraet, langtfra. Det mærker man ganske hurtigt, når man pakker det ud og begynder at lære det at kende.

Sigma fp L er den højopløste udgave af Sigma fp med 24 megapixel full-frame CMOS-sensor og stort set de samme egenskaber. Såsom 8 bit 4K-video med mulighed for ekstern optagelse i 12 bit DCI eller UHD 4K-opløsning.

Et kamera med muligheder, med andre ord, der bruger L-fatningen, som Sigma, Leica og Panasonic samarbejder om.

Verdens mindste

Sigma-kameraet er lillebitte og er faktisk verdens mindste full-frame-kamera. Meget mindre end f.eks. Sony a7C og Panasonic Lumix S5, men så kommer fp L også uden søger og vipbar skærm. Der findes dog en vipbar søger, EVF-11, som ekstraudstyr. Den har en opløsning på 3,9 megapixel og placeres på kameraets venstre side. Den havde vi ikke tilgængelig under testen, så vi ved ikke, hvor god den er.

Men vi havde fire objektiver fra Sigma med i testen. En 24 mm f/3.5, en 35 mm f/2.0, en 45 mm f/2.8 og en 65 mm f/2.0. Alle med autofokus, fokus- og blændering samt modlysblænde. Ingen af dem har billedstabilisering, og det har kameraet desværre heller ikke.

De fire objektiver var en fornøjelse at bruge på kameraet og virkede meget solidt bygget med tydelige klikstop på blænderingen og passende modstand i fokusringen.

Betjening

Kamerahuset er lille, men knapperne er store. To store indstillingshjul og de store knapper på bagsiden giver et godt overblik og gør kamera let at arbejde med.

Der er ikke noget programhjul her. I stedet vælges eksponeringsprogram med Mode-knappen og et indstillingshjul, og sekundære funktioner som valg af ISO, serieoptagelse og måling finder man i den konfigurérbare QS-menu, der aktiveres med knappen med samme navn.

Menustrukturen er relativt overskuelig og nem at navigere i, men touch-skærmen er stort set begrænset til valg af fokuspunkter. Den kan heller ikke vippes eller vendes, hvilket vil være en ulempe for mange fotografer. F.eks. når man har brug for at holde kameraet langs jorden eller over hovedet, for slet ikke at tale om, når man filmer.

Den vipbare søger kan kun delvis kompensere for fraværet af en vipbar skærm, som jeg mener burde være en selvfølge på et kamera som dette.

Cine

Jeg er ikke sikker på, hvor mange i målgruppen for et fp L der vil slå sig til tåls med 8 bit 4K-video gemt på hukommelseskortet (der er kun én kortplads her). De vil sandsynligvis foretrække en ekstern optager, for så kan man trække 12 bit Cinema DNG ud, altså raw-filer (Apple ProRes eller BlackMagic RAW), og ekstern optager med skærm kan næsten altid vinkles.

Kameraet kan vise zebramønster, man kan aktivere Focus Peaking før optagelse, og et par trin nede i menuen finder man også indstillinger til beskæring og videoformater. Desuden er det muligt at vælge rammer på skærmen (Arri, Sony, RED), som viser udsnittet og det, der er udenom, og fotografen kan beskære billedområdet med op til 5x, hvis der er brug for et smallere udsnit.

Ydelse

Kameraets skudtakt på 10 fps begrænses af bufferen, og hvis man skyder både DNG- og jpeg-filer, må man regne med lange pauser, mens det gemmer billedfilerne. Man kan trygt sige, at fp L ikke er noget actionkamera.

Det gælder for så vidt også autofokus. Som trods fasedetektering og øjenregistrerende fokusalgoritme ikke er lige så hurtig som på Sonys kameraer. Men helt tilfredsstillende for et kamera, der egentlig er bedre egnet til landskaber og arkitektur, men også gadefotografering og rejser. Hvor skudtakt og klæbende følgefokus ikke er førsteprioritet.

Tone og Color

Blandt de mest interessante funktioner er Tone, Color og Composite Low ISO.

Tone-knappen under skærmen åbner for valg af tonekurve, som man også selv kan justere. Mens Color-knappen giver fotografen adgang til 15 farveprofiler, f.eks. Duotone med forskellige farvegraderinger. Her kan man også gå ind i en valgt profil og finjustere efter behag.

Det er muligt at udvide ISO-følsomheden helt ned til ISO 6 (!) eller op til ISO 102.400 i den anden ende. Man kan også vælge at kombinere flere eksponeringer ved lav ISO for at maksimere billeddynamikken og reducere støj, men det kræver, at kameraet står på stativ.

Sigma fp L har desuden en særlig webcam-indstilling. Plug kameraet i en USB-port på computeren, og vælg Webcam i menuen, så styrer kameraet lyd og billede på maskinen i en helt anden kvalitet, end det indbyggede webcam kan.

Billedkvalitet

Med den højopløste billedsensor, som vi kender fra Sony a7R IV, er billedkvaliteten let genkendelig. Detaljeskarpheden er fantastisk, og farvedybden og billeddynamikken er enestående.

Man kan beskære billederne kraftigt og stadig sidde tilbage med knivskarpe billeder, som fint kan tåle at printes i stort format. Der er muligvis en marginal fordel i Sonys favør, hvis man virkelig gransker pixels, men den er ubetydelig.

Der er heller ikke meget billedstøj at bekymre sig om. ISO 6400 og 12.800 fungerer helt fint, og man kan trække meget i kurverne, før billederne bliver grumsede.

Farvegengivelsen på jpeg adskiller sig lidt fra Sony-kameraets, idet hudtoner ikke er lige så naturligt dæmpet, og et strejf af blålilla kan forekomme i tonerne.

Bortset fra det er billedfilerne fra fp L så fine, som man kan ønske sig, og videokvaliteten holder absolut mål, trods 8 bit filer. Den elektroniske lukker kan dog give noget rullende lukker, som “bøjer” diagonale linjer på optagelser; det er noget, man må tage højde for.

Konklusion

Det lillebitte Sigma-kamera er en kompakt kraftpakke, der er i stand til at producere fantastiske billedfiler. Især på stillbilleder, hvor den højopløste billedsensor leverer upåklagelig billedkvalitet.

Landskabsfotografer, modefotografer og dem, der tager billeder af arkitektur, får billedfiler med en masse information at arbejde med. Videofotografer vil nok foretrække en ekstern optager for maksimal kvalitet, for kameraets interne optager kan have for mange begrænsninger.

Batterikapaciteten på 240 eksponeringer er en joke, og vi mener også, at et kamera i denne klasse bør have en fuldgyldig vip- eller vendbar skærm. Så kan man leve med, at den eksterne søger er dyrt ekstraudstyr.

Her ligger også vores største ankepunkt: Prisen. Med søgeren inkluderet nærmer man sig faretruende prisen på et Sony 7R IV, der, selv om det har andre egenskaber, vil være et mere nyttigt allround-kamera for dem, der ikke kun satser på videoproduktion.