TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

: Sony a6300

Superskarpt Sony-kamera med 4K

Med 4K og ultraskarp billedkvalitet er Sony a6300 et af de bedste kameraer lige nu.

Af / 03/06/2016 - 06:00
Sony a6300

Lyd & Billede mener

  • Fornem billedkvalitet, lynhurtig autofokus, fantastisk søger og 4K-video. Pænt pakket ind i et kamera, der bare tigger om at blive brugt.
  • Kun små forbedringer af brugervenligheden, og der mangler stadig touch-skærm. Kitzoomen er under par for et kamera i denne prisklasse.

Alle, der fotograferer, drømmer om flotte billeder, og få vil blive skuffet over Sonys nye a6300. Med en fremragende billedsensor og beskeden størrelse er det et godt valg for de kræsne, der har brug for et lille og godt kamera. Billedkvaliteten besørges af 24 toptrimmede megapixel, som også giver barberbladsskarp 4K-video.

Både specifikationer og pris er i den høje ende, men det betyder ikke, at kameraet ikke kan bruges af nybegyndere med ambitioner. Eller måske skal et ældre spejlrefleks pensioneres til fordel for noget mindre, der samtidig kan levere skarpere billeder. Så kan Sony-kameraet også være et rigtig godt valg.

a6300 er baseret på – og ligner næsten til forveksling – et af vores foretrukne kameraer, a6000. Et kamera, som vi har testet to gange tidligere. I praksis betyder det, at billedkvaliteten er helt i front for kameraer med billedsensor i APS-format, såsom spejlreflekskameraet Nikon D7200 og det kompakte systemkamera Fujifilm X-Pro2.

Det betyder også, at det stiller op i en anden prisklasse end forgængeren, der kan fås for omkring det halve af prisen for et nyt a6300 med Sonys lille 16-50 mm zoom, som er standardzoom til kameraet.

Med samme opløsning på 24 megapixel som udgangspunkt er der ikke meget at udsætte på billedkvaliteten, men Sony har trimmet ydelsen yderligere med nogle synlige forbedringer på billedfronten. Ergonomien er den samme. Altså rigtig god, med overskuelige knapper og et lille, men sikkert håndgreb.

Annonce

 

Mange forbedringer

Den elektroniske søger er opdateret med næsten dobbelt så høj opløsning og hurtigere billedfrekvens, henholdsvis 2,36 megapixel og 120 fps. Det giver næsten ingen forsinkelse og meget kort blackout-tid (sort skærm) mellem billederne ved serieoptagelser.

Næsten, siger jeg, fordi der stadig er en forsinkelse, som giver billedfrys på skærmen mellem hvert seriebillede ved 11 fps. Men den forsvinder, hvis man kan klare sig med 8 fps. Så kan man nemlig se motivet i søgeren med kun mikrosekunders blackout. Det gør det meget nemmere at følge motivet med kameraet og få det placeret inden for billedrammen.

Der er flere væsentlige forbedringer. Såsom en opgraderet autofokus med 425 fasesensorer, der dækker tre fjerdedele af billedfladen, og endnu bedre følgefokus på bevægelige motiver end forgængeren. Som ikke var nogen sinke. I mange tilfælde var kameraet hurtigere end de spejlreflekser, vi sammenlignede med.

Læs testen af Sony a7R II her.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

 

Avanceret 4K-video

Og der er mere endnu. Kamerahuset er endelig blevet vejrtætnet, så man ikke er nødt til at flygte inden døre, hvis det begynder at regne. Det har også fået mikrofonindgang og endelig 4K-video med fire gange så høj opløsning som almindelig HD-video.

4K-video har mange smartphones også, men der er, med al respekt, himmelvid forskel på videokvaliteten fra en mobiltelefon og et kamera i denne klasse.

Filkvaliteten fra en så stor billedsensor er overlegent bedre, og her får man professionelle funktioner som tidskode på optagelsen og videoprofiler med S-log2 og S-log3 gammakurver. Måske ikke så vigtigt for flertallet, men dem, der ønsker et allround-kamera med bedre kontrol over video-optagelser, vil sætte pris på den slags specifikationer.

4K-videofilerne kan gemmes i XAVC S-format med op til 100 Mbit/s video-stream og 24 eller 30 billeder i sekundet (fps), der giver lav filkomprimering med færre artefakter og høj videokvalitet. Det er også muligt at vælge 1080p HD-video med helt op til 120 fps, som kan afspilles i silkeagtig slowmotion. Kameraet kræver øvrigt nyere SD-hukommelseskort for at lagre 4K – kig efter SDXC-kort mærket U3-Class og UHS-I eller II.

Et avanceret entusiastkamera kræver altså bedre ergonomi end det her, Sony! (Foto: Producent)
Et avanceret entusiastkamera kræver altså bedre ergonomi end det her, Sony! (Foto: Producent)

 

Ingen touch-skærm

Som nævnt er kameraet opgraderet med bl.a. vejrtætning, og det gennemførte fokussystem giver fotografen kontrol over antallet af fokuspunkter, som kan grupperes og flyttes rundt med kontrolhjulet bag på kameraet.

Et joystick eller en touch-skærm ville være en bedre løsning til at navigere på skærmen. Ikke kun når man skal bladre igennem de komplicerede indstillingsmenuer, men også ved Live View med billede på skærmen – f.eks. ved video-optagelse – går det meget hurtigere at trykke på skærmen for at ændre fokus. Som man ser det på Panasonic- og Olympus-kameraer, hvor man også kan tage et billede ved at trykke på skærmen og få fokuseret lige dér, hvor man placerer fingerspidsen.

Men den slags vil Sony ikke høre tale om. De insisterer på, at kameraerne er bedre at bruge, når de ikke har touch-skærm. Jeg tror ikke, de vil være lige så stædige i fremtiden, når det går op for dem, hvad alle andre allerede har indset, nemlig hvor tilfredsstillende det er at kunne vælge selv.

Når de overvejer et redesign til næste generations a0000-kamera, må de også gerne tilføje et ekstra indstillingshjul. Nogle gange er det praktisk at kunne vælge både blænde og lukkertid selv, og så har man brug for to hjul inden for rækkevidde af tommel- og pegefinger.

 

Forbedret autofokus

Autofokussystem er derimod det bedste, vi har testet på et kompakt systemkamera til dato. Med hele 425 fokussensorer og hurtigere følgefokus låser og fokuserer det lynhurtigt på bevægelige motiver. Det kan også låse på øjne, så personerne på billedet får skarpt fokus.

Det fungerer overraskende godt, og med en skudtakt på 11 fps kan kameraet fryse øjeblikkene i billedserier. Det vil sige de fleste øjeblikke. Det hænder nemlig, at det misser lidt, f.eks. ved at følgefokus flytter sig og må finde tilbage til objektet i motivet. Det var ikke noget, jeg oplevede ofte, men det kan altså ske. Og så bliver færre af billederne i serien skarpe.

4K, vejrtætning og autofokussystemet er ikke det eneste, der er nyt. Der er også en række mindre forbedringer på kameraet, og mange af funktionerne kan programmeres til at være tilgængelige på en funktionsknap. En slags genvejsknap, som giver umiddelbar adgang til en funktion, man bruger ofte.

Ligesom på Sonys dyrere full-frame systemkameraer kan man også her gemme billederne som 14 bit ukomprimerede råfiler (12 bit ved serieoptagelse, og når elektronisk lukker er valgt) for maksimal filkvalitet.

Den lille Sony-zoom er ikke det bedste match med a6300. (Foto: Producent)
Den lille Sony-zoom er ikke det bedste match med a6300. (Foto: Producent)

 

Fornem billedkvalitet

Foreløbig fås a6300 ikke med andet end Sonys elektroniske kompaktzoom – en 16-50 mm f/3.5-5.6 – og den kan i bedste fald kaldes okay. Kameraet kompenserer for vignettering, forvrængning og uskarpe hjørner, når den er påmonteret, men den er ikke god nok til at vise, hvor høj detaljeopløsning kameraet egentlig kan præstere.

Mit råd er kort og godt at købe et bedre objektiv. Såsom den Zeiss 16-70 mm f/4.0, jeg bl.a. har anvendt til testen. Den er desværre meget dyrere, men også meget bedre. Alternativt Zeiss 24 mm eller et af de andre Sony- eller Zeiss-objektiver med fast brændvidde.

For man får ikke udnyttet billedkvaliteten fra kameraet med den medfølgende Sony-zoom. Skifter man til Zeiss-zoomen, så forsvinder meget af vignetteringen og fortegningen, og billederne bliver generelt meget skarpere. Det kan man bl.a. se ved høj ISO-følsomhed, hvor forbedret billedprocessering giver meget bedre og skarpere detaljegengivelse – og finere kornstøj – op til ISO 6400.

Derfra og op øges både kornstøj og farvestøj markant, så ISO 25.600 – for slet ikke at tale om ISO 51.200 – bør man undgå at bruge, hvis man ikke er tvunget til det. Man kan til nød bruge ISO 12.800 i svagt lys og med et lyssvagt objektiv, men jeg trækker grænsen ved ISO 6400.

Det betyder, at kameraet er på niveau med Nikon D7200 og Fujifilm X-Pro2, hvad angår billedstøj, men Nikon-kameraet har lidt bedre billeddynamik, og Fuji-kameraet bedre farvegengivelse.

Ingen af dem er dog i nærheden af videokvaliteten fra a6300. For med 4K på vores reference-tv fra Panasonic og en 5K iMac er video-optagelserne barberbladsskarpe med en fantastisk dybde, takket være den finmaskede opløsning.

 

Konklusion

Sony a6300 er et pragtfuldt kamera, selv om det ikke er perfekt. Det er skuffende, at det ikke har fået touch-skærm, og Sony kunne godt have ryddet op i knapper og menustruktur, da de konstruerede efterfølgeren til et af vores favoritkameraer. For med endnu bedre autofokus, 4K-video og forbedret billedkvalitet er Sony a6300 et af de bedste små systemkameraer på markedet.

Det er måske bedst egnet til viderekomne, hvilket den høje pris synes at indikere, men det gamle og stadig rigtig gode A6000 er også fortsat i handlen. Til den halve pris.

Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Neumann M 49 V: Fik sangstjerne til at genindspille

Yderst vellydende

Billig selfie-drone

Fire trådløse mikrofoner, der giver dig professionelle videoer

Superfedt hybridkamera

Lynhurtig perfektion

Canons bedste kamera nogensinde

Sådan skal det gøres

Mellemformat med mere fart

Sådan vælger du det rigtige objektiv til kameraet

Kompakt og kompetent

Trækker motivet meget nærmere