: Sony a7 II

Kamerasalget har nærmest været i frit fald de seneste år. Værst står det til for de traditionelle spejlreflekskameraer, der har fået hård konkurrence fra de spejlløse systemkameraer. Ikke så underligt, da et spejlløst kamera kan være både bedre, billigere, mindre og lettere.

Som nu Sonys nye a7 II. Et påfaldende lille kamera i betragtning af, at det har en full-frame sensor med 24 megapixel. Det er nemlig en billedsensor med større billedflade end normalt for systemkameraer, som har billedflader på 15 x 23 mm – også kaldet APS-C format – mens Sony-kameraets er på 24 x 36 mm. Lige så stor som på de gamle spejlreflekskameraer med 135-film.

Når man placerer det samme antal pixels på en større flade, får man plads til større sensorer, hvor overfladen er mere følsom over for lys, når den er større. Hvilket giver bedre farve- og støj-egenskaber. En anden fordel er, at man kan få endnu smallere skarphedsdybde, når man bruger optik med ekstra god lysstyrke. F.eks. blænde f/2.0 eller større.

 

 

Ulempen er, at objektiverne bliver større end på kameraer med APS-C eller mindre format. Men hvis man sætter et Sony a7 II med en 24-70 mm zoom ved siden af et Nikon D750 med 24-70 mm zoom, ligner Sony-kameraet nærmest et stykke legetøj. Så lille er det.

Ifølge Sony er a7-serien med full-frame billedsensorer en dundrende succes. Internettet flyder da også over med konvertitter og glødende indlæg for de små full-frame kameraers billedkvalitet og betjening.

Personligt har jeg ikke været udelt begejstret. Billedkvaliteten er der ikke noget i vejen med – et a7 er lige så godt som tilsvarende kameraer fra Nikon og Canon – men ergonomien må være skabt af en komité. Ingen fotografer, jeg kender, er videre begejstret for grebet på et Sony a7-kamera.

Derfor er det glædeligt, at Sony har reageret på kritikken med en opdateret version kaldet a7 II.

 

 

Integreret billedstabilisering

Sony har ikke lavet nogen ændringer på billedsensoren, som er hentet fra forgængeren a7. Det var heller ikke nødvendigt, da den giver ekstremt god billeddynamik, fremragende støj-egenskaber samt råfiler, der kan holde til at blive hevet og trukket i ved efterbehandlingen.

Ingeniørerne har koncentreret sig om at gøre kameraet hurtigere. Ikke på skudtakten, som er moderate 5 billeder i sekundet (fps), men på fokus, som er afgørende for, at man i det hele taget får skarpe billeder. Sony siger selv, at den nye fokusalgoritme har gjort autofokus 30 procent hurtigere, og at følgefokus er 50 procent mere præcis end før.

Fokussensorerne er de samme 117 fasefølsomme sensorer kombineret med 25 kontrastfølsomme. Fordelen ved et hybrid fokuseringssystem er, at det kombinerer hurtig følgefokus med god følsomhed i svagt lys.

 

 

Derudover har kameraet fået ny integreret billedstabilisering, som tager højde for bevægelse i fem akser – i praksis alle de vinkler, man holder et kamera i – og som skal give op til 4,5 eksponeringstrin stabilisering. Altså 4,5 gange så lang eksponeringstid og stadig potentielt skarpe billeder, selv når kameraet er håndholdt.

I praksis afhænger det af optikkens brændvidde. Tele er sværere at holde stabilt end vidvinkel, og der er selvfølgelig grænser for, hvor lang lukkertid man kan have og stadig få skarpe billeder. Med lidt øvelse burde det gå med lukkertider ned til 1/15 sekund, så længe motivet står stille.

Med integreret billedstabilisering har man den fordel, at det virker uanset objektiv.

 

 

Forbedret ergonomi

Da Sony introducerede a7, var vi begejstret over muligheden for et full-frame kamera, der ikke var full-frame rent fysisk. Det er stadig det mindste full-frame kamera med indbygget elektronisk søger og nu også med integreret billedstabilisering.

Men vi var ikke vildt begejstret for ergonomien. Kantet design, små knapper og frem for alt et beskedent håndgreb gav plads til forbedring.

Kamerahuset er stadig kantet, men et langt mere generøst håndgreb og større knapper har gjort a7 II mere håndtérbart. Udløserknappen er flyttet derhen, hvor den naturligt hører hjemme – vinklet på toppen af det gummierede greb – og flere programmérbare funktionsknapper er blevet lettere at nå. Men Sony kunne med fordel have ændret den mærkelige placering af optageknappen på bagsiden af tommelfingergrebet.

 

 

Skærmen med 1,23 megapixel opløsning er vipbar, men stadig ikke berøringsfølsom. I stedet har Sony tilføjet, at man trykker på Fn-knappen på bagsiden og aktiverer funktionerne på skærmen. Sådan set nemt og hurtigt nok, men man får ikke touch-skærmens direkte valg af fokus, lysmåling og eksponering med en enkelt berøring.

 

Fornem billedkvalitet

Man får heller ikke 4K-video. Det er forbeholdt Sony a7S, som desuden kræver en ekstern optager til at gemme 4K-video på. Varmeudvikling og fysiske begrænsninger for effektiv køling i det lille kamerahus er vist nok grunden til, at der stadig ikke findes et a7-kamera med 4K.

Men man får Full HD med 1920 x 1080 punkters opløsning, op til 50 Mbit/s og XAVC S videoformat, der giver meget bedre filkvalitet end normalt for 1080p HD-video med lavere bitrate og kraftigere komprimering.

Komprimering er ikke det første, man tænker på, når man ser billedkvaliteten.

Kameraet giver fornem billedkvalitet op til ISO 1600-3200. Meget jævn tonegradering og balanceret farvemætning holder samme klasse som Canon EOS 6D og Nikon D610. Sony-kameraet henter lidt mere opløsning og detaljeskarphed frem, men ligger omkring et trin efter Nikon-kameraet på billedstøj. Hvis man sammenligner, kan man se, at Nikon D610 (og D750) først giver det samme støjomfang, som a7 II har ved ISO 3200, når filerne fra Nikon-kameraet er skudt ved ISO 6400.

Kameraets opløsning og farvegengivelse bevares op til ISO 3200 og falder fra ISO 6400, hvor billedstøjen øges markant. Det samme gør farvestøjen, og detaljerne bliver gradvis svagere, eftersom kameraet bruger tung støjdæmpning ved ISO 12.800 og 25.600.

Holder man sig mellem ISO 100 og 3200, er der meget lidt at udsætte på billedkvaliteten, som under ISO 3200 er på niveau med de allerbedste full-frame kameraer. Hvis man har brug for et kamera, der kan klare høj ISO, er det stadig Sony a7S, man skal have. Det slår alt, hvad vi har testet af full-frame kameraer, ved høj ISO, men man må undvære noget af a7 II’s opløsning.

Den nye autofokusalgoritme holder, hvad den lover. En test med følgefokus på Sonys massive 70-400 mm zoom gav en meget høj træfprocent, så længe der var godt med lys. a7 II lykkedes også fint med at følge bevægelser hen imod kameraet, selv om motivet gav lidt kontrast mod den hvide sne. Men det betyder ikke, at det er noget actionkamera.

 

 

Konklusion

Skal man have et actionkamera, så er Sony a77 II et bedre valg, men hvis opløsning, detaljer, farvegengivelse og full-frame står øverst på ønskelisten, er Sony a7 II et godt valg. Kameraet er en drøm at bruge, det er befriende lille og let, og det leverer en ydelse og en billedkvalitet, der er ikke står tilbage for noget andet full-frame kamera. Undtagen på de allerhøjeste ISO-værdier.

Med et større objektivudvalg og mere tilbehør kan Sonys a7-serie for alvor udfordre de to store om markedsandele. Det er i hvert fald ikke kvaliteten fra et kamera som a7 II, der forhindrer det.