TEST: Sony a7 III

For fem år siden udsendte Sony deres første spejlløse full-frame systemkameraer. Dengang dominerede de to store – Canon og Nikon – markedet for systemkameraer. Og definitivt markedet for high-end-kameraer med full-frame (24 x 36 mm) billedsensor.

De to Sony-kameraer, der blev udsendt i 2013 – a7 og a7R – var meget mindre og lettere end Canons og Nikons tilsvarende kameraer.

De havde dog nogle ergonomiske udfordringer, ligesom autofokus var sløv, og responstiden alt andet end imponerende. Batterilevetiden var latterligt lav, og de elektroniske søgere var heller ikke noget at råbe hurra for. Udvalget af objektiver var en joke, og opstartstiden en lidelse.

Canon og Nikon kan næppe have følt sig særlig truet af Sonys full-frame-satsning dengang.

Spoler man hurtigt frem til i dag, så er situationen straks en ganske anden. Sony er på deres tredje generation af spejlløse full-frame systemkameraer. Batterilevetiden og objektivudvalget er langt bedre, ergonomien er af en anden verden, kameraerne er lynhurtige, og søgerne er endelig blevet så gode, at der nærmest ikke er noget at klage over.

Den korte rejse siden 2013 har også ført Sony op på anden- eller tredjepladsen på mange markeder, og Canon og Nikon har al mulig grund til at føle sig truet af Sonys position på kameramarkedet.

Basismodellen

Sony a7 III er – som navnet antyder – tredje generation af deres billigste full-frame-kamera i den spejlløse klasse. Det er vokset lidt for hver ny generation, men er stadig meget kompakt af et full-frame at være.

Kameraet har stadig 24 megapixel, men billedsensoren er ny med langt bedre ydelse i svagt lys – og langt, langt hurtigere. Hvilket har givet en skudtakt på 10 billeder i sekundet (fps), 4K-video med 100 Mbit/s fra et 6K-feed og lynhurtig autofokus med hele 693 fokuspunkter. Som dækker 93 procent af billedfladen.

Hverken Canon EOS 6D Mark II eller Nikon D750 er i nærheden af så seje specifikationer. Deres skudtakt er langt lavere, ingen af dem har 4K-video, de mangler indbygget billedstabilisering, og de er større og tungere. Men de slår Sony på to ting: Batterikapacitet og objektivudvalg.

Sony a7 III har dog bedre batterilevetid end før. 610 eksponeringer, hvis man bruger søgeren, og 710, hvis man holder sig til den vipbare touch-skærm. Over dobbelt så godt som forgængeren!

Sony-kameraet har plads til to SD-hukommelseskort, hvoraf den ene plads er tilpasset UHS-II-kort. Det har også indbygget femaksers billedstabilisering, som giver op til fem trins kompensation.

Bedre brugervenlighed

Selv om kameraet er Sonys basismodel, er det langtfra ribbet. Her er både mikrofonindgang, hovedtelefonudgang, HDMI- og USB 3.1-stik.

Kameraet kan lagre ukomprimerede billedfiler, som giver bedre farvedybde og dynamik. Det kan også gemme 4K-video, enten som udsnit fra et 5K video-feed med beskæringsfaktor 1,2x – Super 35 – eller uden fra et 6K-feed.

Det har også videoprofiler som S-log2 og 3, HLG, zebrafelt-visning for eksponeringskontrol på video og fokusmarkering for manuel fokusering. Her er der også mange muligheder for at ændre indstillinger, programmere knapper til en foretrukken funktion, finjustere fokus og meget, meget mere.

Sony har også forbedret brugervenligheden, selv om opstartstiden stadig er en lidelse. Men håndgrebet er større og mere behageligt end på a7 II. Indstillingshjulene foran og bagpå er nemmere at gribe om, flere af knapperne er større, og joystick-knappen på bagsiden gør det nemmere at flytte fokuspunkter derhen, hvor man vil have dem, i søgeren.

Søgeren er stor, lys og skarp, men opløsning, støj og slukketid (black out) er ikke noget at prale af. Touch-ydelsen på den lavopløste skærm (921k) er heller ikke noget at skrive hjem om, ligesom responsen er træg og upræcis, men noget må man ofre for at holde prisen nede.

Bemærk også, at kameraet ikke har samme omfattende vejrbeskyttelse som Sonys professionelle Alpha-kameraer.

Bedre billedkvalitet

Men bortset fra det er Sony-kameraet et gennemført, hurtigt, brugervenligt og frem for alt virkelig godt systemkamera for viderekomne.

Det matcher ikke det dyrere Sony a7R III’s 42 megapixel opløsning, det har heller ikke a9’s skudtakt og respons, men det fejer de øvrige konkurrenter af banen på næsten alt.

Det er ikke kun skudtakten og muligheden for 4K-video, der er bedre her end på tilsvarende full-frame-kameraer fra Canon og Nikon. Billedkvaliteten er også bedre, og det havde jeg faktisk ikke troet.

Man kan få bedre detaljeskarphed med 36, 42 og 50 megapixel, men til allround-fotografering leverer kameraet mere end god nok opløsning og skarphed.

Den er fuldt på højde med EOS 6D II og D750, men billeddynamikken er bedre, med omkring ét eksponeringstrin, og billedstøjen er bedre under kontrol. Faktisk helt op til ISO 12.800, hvor kornstøj og farvestøj gør deres synlige entré. Det betyder, at man kan fotografere i meget lidt lys uden at frygte at skulle bruge meget tid på efterbehandling af billedstøj.

En lille bemærkning: I stilletilstand kan billeder taget i svagt lys få stribeartefakter fra lyskilder, og fintmaskede og ternede mønstre kan fremkalde moiré i billederne.

Som på alle tredjegenerations Sony a-kamera er de lykkedes bedre med farvegengivelsen end før. Hudtoner ser langt mere naturlige ud, og grønne blade, blå himmel og røde biler ser ikke så oversaturerede ud længere.

Kvaliteten på 4K/25p er fremragende med fantastisk skarphed, der kun skæmmes af lidt rolling shutter, når man panorerer hurtigt under optagelse.

Konklusion

Sony a7 III er klart det bedste af de billige full-frame-kameraer på markedet lige nu. Det er et par tusind dyrere end konkurrenternes modeller, men er også langt bedre udstyret og har højere skudtakt, bedre videoegenskaber og faktisk også bedre billedkvalitet.

Sonys kamera er perfekt til allround-foto, bryllupper, portrætter og rejser – og til alle, der af og til har brug for video-optagelser i høj kvalitet. Det egner sig stort set til alt undtagen de hurtigste sportsgrene, hvor fokushastigheden kan lide, hvis den valgte blænde er for lille.