TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Sony a7R II

Det allerbedste kamera

Sonys bedste kamera er bedre end det meste, vi har testet.

Af / 13/10/2015 - 06:00
Sony a7R II

Lyd & Billede mener

  • Fantastisk billedkvalitet og 4K-video i professionel kvalitet. Lynhurtig, præcis autofokus og velfungerende billedstabilisering sikrer optimal skarphed i mellemformatklassen.
  • Moderat skudtakt, under 300 billeders batteri og ingen touch-skærm.

Sony a7R IIAt Sony mente det alvorligt, da de udfordrede Canon og Nikon med deres første full-frame kamera (A900) i 2008, gik ikke op for os, før de lancerede de første spejlløse full-frame kameraer i 2013 (a7 og a7R). Men selv da var der noget, der manglede.

Trods et opsigtsvækkende kompakt kamerahus sammenlignet med Canons og Nikons full-frame systemer var de ikke lige så hurtige og brugervenlige, og der manglede en del vigtige brændvidder i objektivudvalget. Men billedkvaliteten havde vi ikke meget at indvende imod.

En stor del af grunden hertil ligger i Sonys styrke som teknologiproducent med en stor produktion af billedsensorer, mens svaghederne ligger i manglen på historie. I modsætning til de to store havde Sony ikke de store erfaringer som kameraproducent og ingen professionelle fotografer i rækkerne, der kunne dele ud af deres erfaringer.

Men Sony har været usædvanlig lærevillige og har på meget kort tid indtaget en ledende position som en af de mest spændende kameraproducenter. Både hvad ny teknologi og ydelse angår.

Da vi testede anden generation af alpha-seriens fuld-frame kameraer – a7 II – blev vi mildest talt forbløffet over, hvor langt Sony var kommet på så kort tid. Nu er anden generation af topmodellen så kommet – a7R II – som måske er det bedste kamera, vi har testet til dato.

Annonce

Det nye a7R II har fået de samme velkomne opgraderinger af ergonomi og ydelse, som overbeviste os i a7 II. Men her er kameraets full-frame sensor en ny konstruktion med hele 42,4 megapixel uden lavpasfilter, fordelt på en 24 x 36 mm bagbelyst billedsensor. Den første i et full-frame kamera.

Full-frame billedchips har større billedflade end normalt for systemkameraer, som plejer at have en billedflade på 15 x 23 mm, også kaldet APS-C-format. Her er billedfladen 24 x 36 mm. Samme størrelse, som de gamle spejlreflekskameraer med 135-film havde.

Det er det femte i rækken af kompakte systemkameraer fra Sony med full-frame billedsensor, og det har samme attraktive størrelse, som får et spejlreflekskamera til at se enormt ud, når det placeres ved siden a7R II. Selv med et af Sonys tilpassede FE-objektiver – som der bliver stadig flere af – er kameraet så kompakt, at det er meget let at håndtere.

A7R II body_2
Vellykket opgradering af ergonomien med et ordentligt håndgreb, uden at kameraet er svulmet op.

 

Bedre brugervenlighed

Siden kameraet er andengenerations alpha, er det ergonomisk stærkt forbedret med et generøst håndgreb og store knapper. Flere af dem er programmérbare, og strengt taget er det kun den upraktiske optageknap til video, der virker fejlplaceret.

Kamerahuset i letvægts magnesiumlegering er selvfølgelig vejrtætnet og virker meget robust skruet sammen. Som sædvanlig – havde vi nær sagt – for et professionelt full-frame kamera.

Den lysstærke og skarpe skærm med 1,23 megapixel opløsning er også her vipbar, men ikke berøringsfølsom. Som sædvanlig skal man trykke på Fn-knappen på bagsiden for at aktivere funktionerne på skærmen og foretage ændringer. Man vænner sig til det, men det har ikke touch-skærmens fordel med umiddelbar adgang til fokusindstillinger, lysmåling og eksponering lige ved fingerspidserne.

Den elektroniske søger er enorm med klassens største forstørrelse og overgås kun af optiske søger i stærkt sollys. For i godt lys lykkes det den ikke at vise motivet med samme klarhed, som en optisk søger giver. Svagt lys er derimod en anden sag med fordelen af Sonys skarpe OLED-søger, som har fået linse-elementer fra Zeiss for bedre visningskvalitet uden refleksioner.

 

Integreret billedstabilisering og 4K

Sony-kameraet har samme type fokussensorer som a7 II med fasefølsomme sensorer i kombination med kontrastfølsomme, som dækker næsten halvdelen af billedfladen.

Det hybride fokuseringssystem fungerer også, hvis man bruger Sonys A-objektiver sammen med en af Sonys objektivadaptere (LA-E3), og der findes ligeledes adaptere, som kan bruges sammen med Canon-optik. Så har man fuld autofokus, og kameraets integrerede billedstabilisering med op til 4,5 eksponeringstrin stabilisering virker også med tredjeparts objektiver.

A7R II body_1
Knivskarp skærm, men desværre ikke touch-følsom.

Mens autofokus opleves som hurtigere, end vi er vant til fra full-frame kameraer, er skudtakten på moderate 5 fps ikke noget at skrive hjem om. Det er ikke noget actionkamera, snarere et kamera for dem, der har brug for den højest mulige billedkvalitet og detaljeskarphed, man kan få på denne side af mellemformatkameraer.

Eller 4K-video. Som ikke længere er forbeholdt Sony a7S, der kræver en ekstern optager at lagre 4K-video på. Her kan du gemme 4K-video direkte på hukommelseskortet, og kameraet understøtter ukomprimeret 4K-video fra HDMI-udgangen.

Det har også Full HD-video med 1920 x 1080p opløsning og 50 fps, op til 50 Mbit/s samt XAVC S videoformat, som giver meget højere filkvalitet. Men for mange vil 4K-video være en af grundene til overhovedet at overveje at bruge 28.000 kroner på et kamera.

a7R II har mulighed for at bruge sampling af hele billedfladen til at generere 4K-video i 3840 x 2160p opløsning (25 fps og 100 Mbit/s XAVC S) og også Super 35 optagelse. Som beskærer billedsensoren og bruger 1,8 gange så mange pixels til at generere 4K-filer uden pixelbinding (der samler flere pixels til en), moiré eller savtakkede konturer.

Professionelle fotografer vil glæde sig over understøttelse af billedprofiler, S-Gamut, S-Log Gamma og tidskode på videofilerne, som letter arbejdsgangen i professionel sammenhæng.

 

Bedste billedkvalitet vi har set

Sony-kameraet er ikke uden konkurrence. Canon EOD 5DS og Nikon D810 lægger sig henholdsvis lige over og lige under med hensyn til opløsning, og i alle tre er der taget højde for de faldgruber, som så ekstrem opløsning kan give. F.eks. billedstøj, som de har rigtig god kontrol over, eller uskarphed som følge af vibrationer og bevægelser.

På kameraer i denne klasse er lukkeren og spejlet bedre dæmpet – netop for at undgå, at små vibrationer fra de bevægelige dele skal reducere detaljeskarpheden.

Sony a7R II har en fordel i, at det ikke har et traditionelt spejl, som vippes op og ned før og under eksponeringen. Den integrerede billedstabilisering kompenserer for bevægelser uanset påmonteret objektiv, og er man tilstrækkelig tosset, kan man skrue lysfølsomheden helt op til ISO 102.400.

A7II_wFE1635Z_right_side
Kompakt og kompetent full-frame kamera med egenskaber, der matcher – og overgår – selv de bedste.

Så risikerer man selvfølgelig, at motivet drukner i billedstøj, men man kan strække den længere med a7R II end med de fleste andre kameraer.

Kameraets opløsning og farvegengivelse reduceres ikke synligt op til ISO 3200, men falder gradvist fra ISO 6400 og brat fra ISO 25.600, hvor billedstøjen øges kraftigt på jpeg-filer. Alt over ISO 25.600 bør anvendes med forsigtighed, men kameraet gør et fremragende stykke arbejde med billedprocesseringen, og støj-egenskaberne er næsten på niveau med det allerbedste, vi har testet på den front: Sony a7S.

Opløsningen og detaljeskarpheden er på niveau med de allerbedste full-frame kameraer, og fraværet af aktivt lavpasfilter foran den bagbelyste billedsensor giver en detaljeskarphed, som kun Canon EOS 5DS R kan matche.

Kameraets farvedybde og dynamiske omfang står ikke tilbage for de bedste i klassen og tangerer Nikon D810, men det slår sidstnævnte på støj-egenskaber.

Desuden leverer a7R II fantastiske 4K-filer – måske de bedste, vi har set – og det eneste, vi savner, er udvidet farverum, større bitdybde og højere skudtakt. Men noget skal vel gemmes til næste generation.

 

 

Konklusion

Det er fristende at runde af med “ingen over, ingen ved siden af”. Men vi vil nøjes med at fastslå, at vi indtil videre ikke har testet et mere komplet kamera. Sony a7R II er nærmest banebrydende med sin kombination af professionelle egenskaber pakket pænt ind i et kompakt kamerahus, der virkelig er gennemført.

Det er ikke et kamera, der passer til alle, og man skal vide, hvad man laver, for at udnytte den høje ydelse fra a7R II, men så er belønningen til gengæld også stor.

Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Superfedt hybridkamera

Lynhurtig perfektion

Canons bedste kamera nogensinde

Sådan skal det gøres

Mellemformat med mere fart

Sådan vælger du det rigtige objektiv til kameraet

Kompakt og kompetent

Trækker motivet meget nærmere

Det bedste fuldformat-videokamera?

Knivskarpt portrætobjektiv

Lækkert kamera i 80'er kostume

Kan DJI slå GoPro?