Det kan være, der sidder nogen i bestyrelseslokalerne i Tokyo og prøver ikke at tabe ansigt. For hvordan skal man forklare, at man mister markedsandele til en tv-producent? En, man ikke tog særlig alvorligt? En producent, der kæmpede for at finde fodfæste på et milliardmarked, som to producenter længe dominerede?
Sony har hamret så længe på døren, at den endelig gav efter, og nu er de nummer to på nogle markeder og endda nummer ét på enkelte andre. Det er ikke tilfældigt.
De ankom sent til festen, og det skal indrømmes, at de kæmpede længe for at lave produkter, der var bedre end konkurrenternes, men i dag er de fleste Sony-kameraer fuldt ud på niveau og lidt til. På alle markeder undtagen ét: Det professionelle.
Det lille, men lukrative professionelle marked er stadig domineret af Canon og Nikon, og er det eneste kamerasegment, hvor Sony ikke har haft noget at stille op. Indtil nu, vel at mærke. For Sony a9 er lavet netop for at skubbe duopolet ned fra piedestalen. Det kommer kort efter spejlreflekskameraet SLT a99 II, som indtil nu har været Sonys hurtigste systemkamera med 12 fps.
Sony a9 er ikke alene et velbygget, vejrtætnet og skræddersyet professionelt kamera til fotografer, der har brug for noget, som kan tåle mange års brug. Det er også hurtigere end konkurrerende kameraer fra Canon og Nikon. Mere specifikt Canon EOS-1D X Mark II og Nikon D5. De to definitivt hurtigste prof-kameraer, vi har testet indtil nu, med en skudtakt på henholdsvis 16 og 14 fps.
Og lad mig skynde mig at tilføje: To af de tre bedste, for Sony-kameraet er ikke bare hurtigere med en skudtakt på op til 20 fps (12 fps ved ukomprimerede råfiler). Det er også bedre på nogle områder.
Men lad os tage det i den rigtige rækkefølge.
Læs også: De bedste rejsekameraer.
Formel 1-fart
Pakket med Sonys mest avancerede teknologi koster kameraet så meget, at det er uden for rækkevidde for de fleste, og det har egenskaber, som ikke alle har brug for. Selv om en skudtakt på 20 fps er noget, både naturfotografer og sportsfotografer kan bruge. Men ikke kun dem.
Bryllupsfotografer kan skyde lynhurtige billedserier uden en lyd med kameraets elektroniske lukker – ned til 1/32.000 sekund – og Sony har gjort sig store anstrengelser for, at autofokus kan følge med, når det går stærkt. Der er f.eks. ingen blackout-tid (sort skærm) mellem billederne på serieoptagelser, og fotografen kan konfigurere autofokus efter motivets bevægelser.
Sony a9 har en 24 megapixel CMOS-billedsensor, hvor billedprocessor og bufferhukommelse er placeret på selve billedchippen for maksimal fart på datastrømmen. Kameraet kan sluge mere end 240 billeder i råformat, før bufferen skal have nogle sekunders pause. Bedre end både Canon EOS-1D X II og Nikon D5.
Der er plads til to hukommelseskort, hvor man kan vælge, om billederne skal lagres på begge, om man vil bruge det ene som backup, eller man vil gemme forskellige filtyper på de to kort. Underligt nok understøtter kun den ene kortplads UHS-II-kort. Som er de hurtigste og bedst egnede hukommelseskort til kameraer med så høj skudtakt.
Med femaksers indbygget billedstabilisering klarer kameraet op til fem trins kompensation, så man faktisk kan få skarpe billeder håndholdt og ved længere lukkertider. Flere af Sonys teleobjektiver og zooms har desuden optisk billedstabilisering, så man er godt dækket ind med a9 uanset brændvidde.
Let og kompakt
Kameraet er ikke særlig stort i forhold til et almindeligt spejlrefleks, og ved siden af Canon EOS-1D X II og Nikon D5 virker det ret lille. Men ikke så lille, at det er besværligt i brug. Sony har tydeligvis lyttet til brugerne under designet af a9 og ikke kun deres egne ingeniører. For det har endelig fået større programhjul på toppen og et bedre integreret håndgreb end f.eks. Sony a7R II.
Ekstra glædeligt er, at det også har fået to hjul til venstre for søgeren. Et til skudhastighed og et til valg af fokustype. Indstillings- og programhjulet har en låseknap, der skal trykkes ind, hver gang man vil ændre indstillinger. Det burde have været en til-og-fra-funktion ligesom hos Olympus; det er mere praktisk.
Men det meste er fremskridt i forhold til a7-serien. En joystick-knap gør det nemt at flytte fokuspunkterne, når man bruger den store, højopløste søger. Med 3,7 megapixel, nul blackout på serieoptagelser og næsten ingen forsinkelse er det måske markedets bedste elektroniske søger. Der er ikke længere grund til at savne en optisk søger.
Kameraet kan også bruge et vertikalgreb, der kan rumme to ekstra batterier, som i øvrigt er større end på a7-serien. Sony opgiver batterikapaciteten til 650 eksponeringer pr. opladning, hvilket er væsentlig bedre end de ca. 400 eksponeringer, man fik med det gamle batteri. Efter en hel dags serieoptagelser plus nogle 4K-optagelse var der stadig næsten halv kapacitet tilbage.
Knapperne på kameraet er stadig små, men det er ikke alle, man bruger hele tiden. Den vipbare touch-skærm hjælper på betjeningsvenligheden, og både menuer og knapper kan tilpasses til forskellige behov.
Hurtigere
Sony-kameraet reagerer langt hurtigere, når fotografen vil gøre noget. Såsom at trykke og vælge indstillinger. Ingen forsinkelse. Alt sker øjeblikkeligt, og det forstærker følelsen af at have et lynhurtigt kamera mellem hænderne. Undtagelsen er, når man skifter fra stillbilleder til video; så er der pludselig et par sekunders forsinkelse, før a9 er klar til optagelse.
Under vejrtætnede luger er der både hovedtelefon- og mikrofonstik, ud over strøm, blitzkontakt, Ethernet og Mini HDMI-tilslutning, men “kun” USB 2.0 til overførsel. Man skulle tro, at et kamera i denne klasse havde USB 3.0, som giver meget hurtigere overførsel.
Kameraet kører 4K-videoprocessering med oversamplet 4K-stream i 24 og 30 fps, fra hele billedfladen. Det giver både høj filkvalitet og lav rullende lukker. Pudsigt nok fandt jeg ingen videoprofiler som f.eks. S-log2, men det er muligt, at det kommer i en senere firmware-opdatering til kameraet.
Med 693 fokuspunkter over 93 procent af billedfladen er der ikke noget at udsætte på dækningen. Kameraet regner hurtigere end a7R II, og det kan mærkes i praksis. Man kan selv vælge fokusområde og flytte fokus med joystick-knappen på bagsiden eller lade kameraet følge motivet, mens man skyder serier.
Billeder fra en tennisturnering viste, at a9 i hvert fald ikke har problemer med at følge hurtige server. Selv små tennisbolde havnede i fokus, når jeg satte kameraets fokus på kontinuerlig og grupperede fokuspunkterne over centrum af billedfladen med Lock on AF valgt i menuen. Fokusfølsomheden kan også justeres af fotografen, så chancen for flere skarpe billeder i serieoptagelser øges.
Velkendt billedkvalitet
Mens autofokus er markant forbedret i forhold til a7-serien – og på niveau med det bedste fra Canon og Nikon – er billedkvaliteten lidt mere blandet. Misforstå mig ikke, den er ikke dårlig. Tværtimod. På enkelte områder er den bedre end både a7R II, EOS-1D X II og D5.
F.eks. billedstøj. Ved sammenlignelige ISO-værdier er a7 ikke langt bagefter klassens nummer ét, Sony a7S. Der er ikke særlig stor forskel på a9 og Canon- og Nikon-kameraerne, men fra ISO 51.200 til kameraets maksimale lysfølsomhed er a9 lidt bedre til at dæmpe støjen. Især i mørke partier, hvor det strengt taget kun er a7S og EOS-1D X II, der er tæt på at være lige så gode.
Opløsningen og detaljeskarpheden er på niveau med EOS-kameraet og D5, men ikke helt så ekstrem som på a7R II, Nikon D810 eller Canon EOS 5DS R. Som alle har flere pixels fordelt over en lige så stor billedflade, men er markant langsommere med meget lavere skudtakt.
Kameraet ligger stadig lidt bagefter især D5 på farvegengivelse. Farvekort og portrætter viser, at Sony endnu ikke er helt i mål med farveprocesseringen, og Nikon-kameraets farver ser bare lidt mere naturlige ud. Men a9 er et skridt fremad i forhold til a7R II.
På billeddynamik er der omkring et halvt eksponeringstrins forskel på a9 og de allerbedste, dvs. a7R II med EOS-1D X II lige i hælene. Der er dog ikke de store forskelle i praksis. På en kalibreret skærm er det let at stirre sig blind på marginale forskelle, og hvis Sony får deres farvegengivelse optimeret endnu mere, kan vi for alvor tale om en udklasseringssejr i prof-klassen.
Konklusion
a9 er Sonys bedste kamera. Punktum. Det er også soleklart blandt de tre bedste i den professionelle klasse og det allerhurtigste kamera af dem alle tre. Det er mindre, lettere og billigere – selv med vertikalgreb og ekstra batterier – og har kraftigt forbedret ergonomi sammenlignet med andre Sony-systemkameraer.
For studiefotografer, der har brug for ekstrem opløsning snarere end skudtakt, findes der bedre egnede kameraer, men for dem, der lever af at få så skarpe billeder som muligt af sport og action, kan Sony a9 stå op imod de bedste. Og vinde.
Sony a9 er Sonys bedste kamera. Punktum. Det er også soleklart blandt de tre bedste i den professionelle klasse og det allerhurtigste kamera af dem alle tre.
