Prisen, størrelsen og kompleksiteten gør næppe Sony-kameraet til førstevalg for dem, der savner et allround rejsekamera. Men for viderekomne, der har brug for den rækkevidde, som 25x zoom giver, og ønsker avanceret 4K-video, er det måske det bedste kamera i klassen.
For det er ikke kun billedkvaliteten, der holder et højt niveau. Her får man nærmest i både pose og sæk, idet kameraet kombinerer ekstrem zoom med meget høj billedkvalitet og god brugervenlighed.
Det største minus er egentlig prisen, der er på niveau med spejlreflekskameraer og visse avancerede full-frame kameraer. Som vel at mærke ikke har 25x zoom.
Og det er netop zoomen, der er rosinen i pølseenden her. Som vi ved, er det en kæmpe udfordring at lave en zoom med så stor rækkevidde, hvis man samtidig stiller høje krav til billedkvaliteten.
To gange, tre gange, selv fem gange zoom kan fint konstrueres med slebne glas, avancerede kurver og optiske belægninger, og resultere i meget høj optisk kvalitet. Men 25x zoom er en udfordring, der som regel ender i et halvgodt kompromis, hvor bekvemmeligheden ved stor zoom overtrumfer billedkvaliteten.
Derfor var Sony relativt beskedne, da de sammen med Zeiss lavede den fine 8,3x zoom på RX10, senere kendt som RX10 II. Den test kan du i øvrigt læse her.
Det kamera stiller – ligesom det aktuelle RX10 III (dvs. Mk III) – op i samme klasse som Canon PowerShot G3X, Nikon DL 24-500 og Panasonic Lumix FZ1000. Tre kameraer, der har lige stor 1 tommes billedsensor (13,2 x 8,8 mm) kombineret med høj zoom.
Avanceret 4K-video
Det her er altså tredje udgave af kameraet, der næsten er lige så stort som et spejlrefleks. Bare uden udskiftelig optik. Sonys kamera er dog en hel del mere avanceret end et spejlreflekskamera og adskiller sig fra forgængeren (som stadig er i handelen), ved at det har 24-600 mm zoom med rigtig god lysstyrke – f/2.4-4.0 – samt optisk bildestabilisering. En superzoomudgave af RX10 II, om man vil.
Ellers er der meget lidt, der adskiller de to kameraer. Man får samme lynhurtige skudtakt på serieoptagelser med op til 14 billeder i sekundet (fps), elektronisk lukker ned til 1/32.000 sekund og op til 960 fps ved højhastigheds video-optagelser til langsom afspilning.
Kameraets videoegenskaber er velegnet til viderekomne. For her er også 4K-optagelse på 3840 x 2160 pixel og understøttelse af professionelle formater med valgbare billedprofiler som XAVC S og S-Log2/3 gammaprofil. Læg hertil hovedtelefon- og mikrofontilslutning, og der danner sig et klart billede af et meget kompetent videokamera.
Ligesom RX10 II har kameraet en fremragende elektronisk søger med 2,36 megapixel opløsning og vipbar (men ikke touch-) skærm med 1,2 megapixel opløsning. Ergonomien er rigtig godt, selv om kameraet er stort og tungt. En ekstra programmérbar funktionsknap er placeret på toppen af kameraet (C2), og den nykonstruerede zoom har både zoom- og blændering på objektivet, hvor der også er en fokusring, samt en fokusknap på siden.
Desuden har kameraet en nyttig funktion, der gør det nemmere at zoome ind til fuld tele og få alt, hvad man vil have, med på billedet. Sony kalder det Zoom Assist, og Canon har en lignende funktion på deres superzoomkameraer.
Du kan trykke knappen ind, og kameraet zoomer ud til en bredere vinkel, som viser udsnittet på den valgte brændvidde i et “vindue” i centrum, så det er nemmere at komponere billedet, før man trykker på udløseren. Det fungerer fint og er faktisk en nyttig funktion, som gør fotografering på længere brændvidder lidt enklere.
Enkelt kan man til gengæld ikke kalde menusystemet. Fordi kameraet er så avanceret, er der mange indstillingsmuligheder i skærmmenuerne. De er grupperet lidt her og lidt dér med flere indstillingsvalg spredt rundt i menuerne, så der skal mange tastetryk til for at indstille f.eks. alle videoparametre, eksponerings- og lysmålervalg. Sony burde faktisk rydde grundigt op i menuerne på alle deres kameraer; det her er bare (endnu) et eksempel på, hvor uoverskueligt det kan blive med mange funktioner.
Der er ingen touch-skærm, som kunne have gjort valg af fokuspunkter nemmere; ikke engang en joystick-knap a la Nikon. I stedet er man nødt til at trykke flere gange for at ændre og flytte fokus i søgeren og på skærmen.
Billedkvalitet
At kvaliteten på 4K-video er knivskarp, kommer ikke som nogen overraskelse, da kameraet anvender samme billedsensor og processor som forgængeren. Det betyder fremragende farvegengivelse og rigtig gode støj-egenskaber kombineret med barberbladsskarp detaljegengivelse.
Den lille, bagbelyste 20 megapixel billedsensor leverer en detaljeskarphed, som man ikke ser på almindelige kompaktkameraer. Panasonics lille Lumix TZ100 er ikke langt bagefter, men har “kun” 16x zoom. Til gengæld er prisen det halve – og det kan være i en jakkelomme. Det kan Sony-kameraet ikke, men der er også meget glas i den lysstærke 25x zoom.
Jeg var bange for, at det ville reducere billedkvaliteten med meget kromatisk aberration (dvs. farvebrydning), fortegning og vignettering til følge, men det viste sig, at det næsten ikke har nogen af delene. I stedet har det en optisk skarphed og kontrast, som jeg ikke troede var mulig at opnå med så kompleks optik.
Objektivet har meget lidt at fortegning, næsten ingen vignettering og kun moderat kromatisk aberration. Det mest forbløffende er, at det gælder alle brændvidder og næsten alle blænder. Man kan se lidt vignettering på fuld blændeåbning og 24 mm brændvidde samt relativt moderat fortegning. Ellers er objektivet meget skarpt op til blænde f/11, med skarpheden jævnt fordelt over det meste af billedfladen.
Som forventet er billedstøjen godt under kontrol op til ISO 3200, og filerne er fuldt brugbare ved ISO 6400, mens kornstøjen bliver betydelig grovere ved ISO 12.800. Med andre ord: I kombination med så lysstærk optik og integreret billedstabilisering har kameraet sjældent brug for at hæve ISO-følsomheden, og man behøver egentlig ikke at bekymre sig om billedstøj.
Desværre er det ikke noget actionkamera, trods en skudtakt på 14 fps. Autofokus er forrygende på det første billede og i godt lys, men mindre præcis ved actionfyldte scener. Måske fordi kameraets fokussystem mangler fasesensorer i kombination med kontrastbaseret fokus. Det ville i hvert fald have hjulpet, for ligesom RX10 II har kameraet problemer med at fokusere, når motivet bevæger sig hurtigt.
Konklusion
Sony RX10 III er det bedste superzoomkamera lige nu. Med en lysstærk 25x zoom, høj billedkvalitet og knivskarp 4K-video er det p.t. uden egentlig konkurrence.
Det nærmeste, man kommer, er Panasonic Lumix FZ1000 med 16x zoom, der leverer lige så god billedkvalitet til den halve pris, men ikke matcher Sony-kameraet på kombinationen af billedkvalitet, 4K-videokvalitet og byggekvalitet.
