TEST: Sony FE 50 mm F1.2 GM

Engang var 50 mm objektiver ikke alene de mest almindelige på kameraer, de var også ret kompakte, lette og overkommelige. De fleste producenter lavede objektiver i det praktiske format med alt fra blænde f/2.8 til f/1.4, nogle også f/1.2, men bortset fra de allermest lysstærke varianter var de rimelig billige.

Derfor var det ofte en 50 mm, de fleste startede med, når de købte et spejlreflekskamera.

Hvis det var et Nikon-kamera, kunne det være en Nikkor 50 mm f/1.8; en Rokkor 50 mm f/1.7, hvis det var et Minolta-kamera. Under alle omstændigheder var det billigt og kompakt på samme tid, og den optiske ydelse var slet ikke ueffen.

Dengang var det meget få objektiver med moderat fast brændvidde, der var særlig komplekse. De indeholdt som regel kun fem linse-elementer, ingen af dem særlig avancerede, og det holdt omkostningerne nede.

Zoomer vi frem til nutidens objektivkonstruktioner, ser vi mere komplekse konstruktioner og objektiver som det forhåndenværende: Sonys nye 50 mm med lysstyrke f/1.2 – et fænomenalt normalobjektiv i samme klasse som Canon RF 50 mm f/1.2 og en lige så kompleks (og dyr) konstruktion.

Sonys lysstærke 50 mm er lidt lettere og en anelse mere kompakt, men lige så avanceret indeni. 14 linse-elementer i ti grupper koster. Især fordi Sony har brugt deres bedste XA-elementer med asfærisk slibning, Nano AR II antirefleksbelægning, der dæmper refleksioner og genskin, og et smudsafvisende frontelement med fluorbelægning.

Fire lineære fokusmotorer arbejder hurtigt og lydløst inden i det vejrbestandige objektiv, som har 11 afrundede blændelameller for blødest mulig bokeh samt blændering på ydersiden.

Blænderingens klik i tredjedelstrin kan slås fra, så man ikke hører klikkene på video-optagelser, og som på så mange andre Sony-objektiver får man en programmérbar knap – her faktisk to – på objektivet.

Knivskarpt fra kant til kant

Det er ikke let at finde fejl på Sony-objektivet. Det har lynhurtig og støjsvag autofokus, og på et Sony a1 låste det fokus, nærmest før jeg trykkede på knappen.

Nærgrænsen på 40 cm er ikke specielt imponerende, men man kommer tæt nok på til, at man kan tage tættere udsnit uden for meget perspektivændring.

Så er skarpheden mere imponerende, for ikke at sige opsigtsvækkende. Det er sjældent, man ser nogen særlig skarphed i kanterne på blænde f/1.2, men her er afvigelsen fra centrum og ud i kanterne så marginal, at man knap nok bemærker det. Skarpheden falder så lidt, at man kan skyde løs på f/1.2 og få perfekt uskarphed på baggrunden (bokeh) uden at bekymre sig.

Der er heller ingen skæmmende artefakter i baggrunden på f/1.2. Lyse objekter gengives uden ringe eller deformation, og objektivet bevarer kontrasten i baggrunden godt, selv om den er helt ude af fokus.

Opløsningen og detaljeskarpheden stiger fra blænde f/1.4, og fra f/1.8 til f/8.0 er skarpheden til at tabe kæben over. Der er heller ikke nogen fortegning at tale om, måske så lidt som én procents afvigelse, og man ser nærmest ingen skæmmende kromatisk aberration fra Sony-objektivet. På nogen blænder.

Objektivet er så godt korrigeret, at det heller ikke er let at finde komafejl eller sfæriske afvigelser, i hvert fald ikke fra blænde f/1.8 og op. Man kan fotografere i stærkt sollys uden at bekymre sig om strølys eller genskin, og det er kun focus breathing (vilkårlig ændring af fokusafstanden), man egentlig kan sætte en finger på her.

Hvis man drejer hårdt på fokusringen under optagelse, kan man se, at fokusafstanden ændrer sig, så vær lidt forsigtig på video.

Konklusion

Der er nærmest intet at klage over ved Sonys nye FE 50 mm F1.2 GM, der er så tæt på den perfekte 50 mm, som man kan komme. Optisk er det næsten fejlfrit, autofokus er lynhurtig, det har blændering og er solidt bygget og vejrbestandigt, og modlysblænde medfølger.

Videografer skal være opmærksomme på focus breathing, men ellers er det bare at glæde sig over en usædvanlig skarp og lysstærk 50 mm, som desværre kun passer til Sony-kameraer. Hvis man altså ikke vælger at bruge adapter.