At mikse et videokamera med et stillbilledkamera har altid været en risikabel øvelse. Man kan ende med et kamera, der er middelmådigt til både stillbilleder og video, i hvert fald hvis udgangspunktet er et systemkamera til stillbilleder.
Alligevel insisterer de fleste kameraproducenter stadig på at presse avanceret videofunktionalitet ind i systemkameraer. Canon var først ude med EOS 5D Mark II, Panasonic fulgte op med Lumix GH1, og dermed blev et nyt brugsområde for systemkameraer født.
I dag er der ingen producenter med respekt for sig selv, der ikke har mindst 4K-video i deres kameraer, næsten uanset hvor hjælpeløst det er integreret i kameraet.
For i det hele taget at kunne udnytte videofunktionen fuldt ud på et systemkamera har man brug for en masse tillægsudstyr. Mikrofon, eftermonteret håndgreb, ekstra skærm, kabler og strøm nok. Gerne i form af et batterigreb med ekstra batterier.
I den anden ende af markedet har vi hidtil været forskånet for de værste bastardiseringer af kompaktkameraer. Her har GoPro stort set været betragtet som standarden, selv om de også har store begrænsninger som videokameraer.
Sony har forsøgt sig med RX0, en slags GoPro-klon, og selvfølgelig har det og alle andre kompaktkameraer i dag 4K-video. Også Sonys fænomenale RX100-serie, der fik 4K i RX100 IV for fem år siden.
Men at kalde RX100 IV og senere generationer videokameraer kunne vi aldrig finde på. Det er måske markedets bedste lommekamera, men det er først og fremmest til stillbilleder.
Det forhindrer dog ikke brugerne i at anvende både RX100-kameraerne og andre som videokameraer. Det flyder nemlig med video-optagelser fra både system- og kompaktkameraer på de sociale medier. Og det er let at forstå hvorfor. Kvaliteten er meget bedre end fra de fleste smartphones, og kameraerne er bedre egnet som videokameraer, fordi de let kan udstyres med mikrofon, stativ og et objektiv, der er velegnet til opgaven. Der er bare ét lille men …
De er ikke primært videokameraer.
Det har Sony forsøgt at gøre noget ved med ZV-1, som er baseret på RX100 V. Kameraet har samme 1 tommes bagbelyste CMOS-billedsensor, samme lysstærke 24-70 mm zoom, 24 fps skudtakt og 4K-video. Søgeren er væk på ZV-1, som i stedet har en trekapslet mikrofon på toppen og en touch-skærm, der kan drejes 176 grader og roteres 270 grader.
Tekniske data:
- 20,1 Mp 1″ Exmor RS CMOS billedsensor
- BIONZ X billedprocessor
- 24-70 mm f/1.8-2.8 zoom
- 315 punkters hybridt fokussystem
- Op til 24 fps
- 4K 30/24 fps XAVC S, AVCHD video
- Øjen- og ansigtsbaseret følgefokus
- Bokeh-knap
- Tre mikrofoner
- Mikrofonindgang
- 294 g
Unikke funktioner
Sony-kameraets funktionalitet er tydeligvis mere møntet på video end stillbilleder. Det har en almindelig udløserknap og en stor start/stop-knap til video. Ved siden af mikrofonerne på toppen har kameraet en multikontakt, som kan bruges til blitz, videolys eller en ekstern mikrofon.
Bagsiden ligner den nyere generation af RX100 med indstillingshjul, funktionsknap osv., hvor den vridbare touch-skærm er integreret. Foran har kameraet noget, vi har savnet på RX100-serien: Et lille gummieret fremspring, som giver et mere sikkert greb om kameraet.
Der er ingen programmérbar funktionsring omkring objektivet. Den røde optagelampe er flyttet til fronten, så vloggeren kan se, at kameraet optager, når vedkommende filmer sig selv.
ZV-1 har et par funktioner, der er rettet specifikt mod vloggere og influencere, som filmer sig selv. Den ene er en makeup-funktion, der kan indstilles til lav, mellem og høj, og som fjerner rynker og glatter huden ud, uden at øjne eller hår bliver uskarpe. Den kan også slås helt fra.
Den anden er en digital bokeh-effekt, der aktiveres med en knap på toppen af kameraet. Det fungerer faktisk temmelig godt, når den defokuserer baggrunde digitalt.
Da influencere ofte tager billeder af produkter, har Sony tænkt, at de har brug for en dedikeret funktion til netop det. Den finder man i menuen, der aktiveres med Fn-knappen, som i øvrigt kan have forskellige indstillingsmuligheder for stillbilleder og video. Det, funktionen gør, er at hjælpe influenceren med at få kameraet til at flytte fokus hurtigere mellem sig selv og det nærmeste objekt/produkt foran kameraet.
Videofunktioner
Sonys kameraer har længe haft heftig autofokus – Real Time Tracking (RTT) – som både fokuserer hurtigere og er bedre til at følge bevægelige motiver, end vi er vant til fra andre kameraer.
Sådan er det også her. Vælg RTT ved at prikke på den person eller det objekt, du vil fokusere på, på skærmen. Kameraet fokuserer på ingen tid, og følgefokus klistrer sig nærmest til motivet. Fotografen kan også vælge fokushastighed i tre trin og ekstra hurtig fokussporing. Ansigts- og øjenfokus er uhyre præcis og fungerer også på video.
Billedstabiliseringen fungerer dog ikke lige så godt. Bevæger man sig fra panorering til sagte gang under optagelse, formår den ikke at dæmpe vibrationerne tilstrækkeligt til at stabilisere videoen.
Den indbyggede mikrofon fungerer rigtig godt, men den medfølgende vindhætte har kun begrænset effekt og virker bedst, så længe vinden ikke overstiger en svag brise.
Videokvalitet
Sony siger, at de har arbejdet på endnu bedre gengivelse af hudtoner, og kameraet har ansigtsprioriteret eksponeringsautomatik, som skal sikre, at ens ansigt altid ser godt ud på billeder og video. Det er bare et eksponeringstrick, men det fungerer faktisk fint, og jeg tror, at influencere kan se værdien af det.
Kameraet har fået flere af de funktioner, Sony bruger i deres dyrere systemkameraer, f.eks. Sony a9 II. Man kan filme i 4K med 50/25 fps, og video oversamples med en faktor på 1,7x, hvilket giver 8 megapixel opløsning i 4K fra en 14 megapixel videostrøm.
Det understøtter også S-Gamut.Cine/S-Log3-profiler for gradering af optagelser i efterbehandlingen samt hybrid log-gamma, som giver bedre dynamikomfang.
En fiks detalje er muligheden for vertikale video-optagelser, der kan overføres direkte til mobilen via Bluetooth eller Wi-Fi og redigeres i Sonys Imaging Edge- og Movie Edit-apps på mobilen.
Mere avancerede brugere kan tilslutte en ekstern optager via HDMI-udgangen og stadig bruge kameraets integrerede skærm under optagelse. Man kan også plukke stillbilleder fra 4K-feedet, og kameraet har både slowmotion-optagelse op til 40x og intervaloptagelse for dem, der vil lave timelapse-videoer.
Sony-kameraet anvender velkendt teknologi, og både billedsensor og processor er hentet fra RX100 V og RX100 VII. Det betyder, at kameraet kan skyde billedserier med en skudtakt på 24 fps, op til 172 jpeg-billeder, med medium (fin) komprimering. Det er hurtigere end mange systemkameraer.
Nogle vil måske savne den 24-200 mm zoom, Sony benytter på RX1000 VII, men den er ikke lige så skarp som den 24-70 mm zoom, Sony bruger her. Dermed er stillbillederne knivskarpe med et godt kontrastomfang og moderat billedstøj. i hvert fald op til ISO 3200 og 6400.
Videokvaliteten er, ikke uventet, i top for et kompaktkamera. Der er lidt, men ikke generende rullende lukker og knap synlige farveartefakter på optagelserne.
Konklusion
Sony ZV-1 er ikke et kamera for dig, der vil være en bedre portræt-, landskabs- eller sportsfotograf. Det er heller ikke et kamera for dig med rejsefeber eller små børn, der skal foreviges tit og ofte. Det er et kamera til vloggere og influencere, der med ZV-1 får alt, hvad de har brug for, i et kamera, der ikke er meget større end en æske halspastiller.
Heri ligger nogle af begrænsningerne også. Knapperne er små, batterilevetiden er mildest talt dårlig, billedstabiliseringen er markant dårligere end Olympus’, og for mange vil RX100 V være et bedre kompaktkamera. Men vi må indrømme, at Sony er lykkedes godt med at lave et videokamera i RX100-serien, der ikke er så halvhjertet som frygtet.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer