: Fujifilm X-Pro1

Sandsynligvis har det aldrig været bedre at være fotointeresseret. Dagens kameraer er stort set alle bedre egnet til fotografering end før, og det er blevet lettere for de fleste at få fine billeder. Hvad enten det er et spejlrefleks eller et kompaktkamera, det handler om. Desuden er det blevet billigere at anskaffe sig et godt kamera, udvalget er stort, og på boghylderne og på nettet bugner det med kurser, tips og tricks, som på kort tid gør nybegynderen til en bedre fotograf.

For 4.000-5.000 kroner kommer man langt, hvis man vælger et godt systemkamera. Det være sig det traditionelle spejlrefleks eller et af de nye kompakte, spejlløse systemkameraer.

Men nogle forbrugere går videre end de krav og behov, som de fleste har. De er villige til at betale lidt ekstra for udstyret og stiller høje krav til billedkvaliteten. Denne gruppe er ikke stor, men stor nok til, at legendariske Leica kom ud med overskud i det foregående regnskabsår. Og ikke kunne nå at producere kameraer og objektiver nok til at dække efterspørgslen.

Hos Leica starter systemkameraet M9 med en pris på 47.000 kroner. Kun for kamerahuset. Læg hertil en vidvinkel, et normalobjektiv og en portrættele, med god lysstyrke, og du har brændt knap 150.000 kroner af på kamera og optik*. Fujifilm X-Pro1 koster til sammenligning 26.000 kroner med en tilsvarende objektivpark. Da får man makro-optik med i købet, en 60 mm f/2.4, som sammen med en 18 mm f/2.0 og en 35 mm f/1.4 udgør det foreløbige objektivudvalg til X-Pro1.

At Fujifilm ser sit nye X-Pro1 som et prisgunstigt alternativ til Leica, er det få, der er i tvivl om. De deler mange af de samme egenskaber. Begge er spejlløse rammesøgerkameraer – gennemsigtssøger i stedet for spejl – med udskiftelig optik. Men X-Pro1 er langt mere avanceret, med autofokus, HD-video, kombineret gennemsigts- og LCD-søger, levende skærmbillede og en unik 16,3 megapixel billedsensor. I APS-C-format på 23,6 x 15,6 mm.

Leica M9 bruger en 18 megapixel full-frame CCD billedsensor på 24 x 36 mm og er et relativt simpelt kamera, blottet for de fleste af de funktioner, man får i X-Pro1. Og de fleste kameraer, for den sags skyld. Men med et M9 har man et enormt udvalg af objektiver at vælge imellem. De har ganske vist deres pris, men man er nærmest garanteret en kvalitet, som ingen andre er i nærheden af.

Ikke et kamera for alle
Akkurat som M9 er X-Pro1 ikke et kamera, som en nybegynder skal bytte kompaktkameraet ud med, eller for forældre med ambitioner om at forevige viltre børns opvækst.

For mange vil X-Pro1 opleves som for avanceret, hvor man arbejder med en rammesøger – analog eller digital – og bruger mere tid på f.eks. komponering, end man gør med et spejlreflekskamera. Som i meget højere grad kan bruges som et sigt-og-skyd kamera. Med X-Pro1 bliver processen med komponering, fokusering, lysmåling og valg af eksponering mere tidskrævende. Ikke sådan at forstå, at man ikke kan tage billeder på fuld automatik, for det er selvfølgelig muligt. Men man støder på en forhindring – som reducerer skudtakten. Nemlig kameraets autofokus – som er træg, uanset lysforhold, sammenlignet med et spejlløst hybridkamera eller et hvilket som helst spejlreflekskamera.

Fokuspræcisionen er relativt god, især sammenlignet med Fujifilm X100, og man kan vælge fokuspunkt manuelt, hvis man vil. Men det er ikke hurtigt nok til at følge med hurtige bevægelser, da må man præfokusere for at øge træfprocenten. Noget actionkamera bliver X-Pro1 aldrig.

Det er langt bedre egnet til reportage, makro, landskab, portræt og stillestående motiver. Så ærgrer man sig heller ikke så meget over bufferens træge behandling af især råfiler i serieoptagelse. For øvrigt begrænset til 6 billeder pr. sekund i en kort serie, med autofokus kun på første eksponering, efterfulgt af en ventetid, hvor bufferen skal tygge billederne færdig, på et halvt minut.

Brugervenlighed
Kamerakroppen er solidt bygget, med tydeligt markerede knapper og hjul, som giver et kontant greb, når man trykker på dem. Det meste er fornuftigt placeret, men knappen til valg af autofokuspunkter burde ligge inden for rækkevidde af højre tommelfinger og ikke nederst til venstre for skærmen. Enkelte af knapperne kan programmeres til at aktivere en foretrukken funktion. Fn-knappen (funktion) kan f.eks. tildeles valg af ISO-følsomhed. En knap mærket Q aktiverer en hurtigmenu på skærmen, som man kan bladre i og ændre de allerfleste primære og sekundære indstillinger i kameraet. Et tryk aktiverer Q-menuen, og så kan man bladre i ikonerne på skærmen med hjulet på bagsiden. Hurtigt og praktisk på samme tid.

Trods et relativt lille håndgreb ligger kameraet godt i hånden. Det er en del større end X100, Olympus PEN E-P3 og Sony NEX-7, for at nævne nogle alternative kameraer, og fysisk på størrelse med Leica M9. Bare lidt slankere.

Blandt småtingene ærgrede jeg mig over, at hjulet for eksponeringskompensation sad alt for løst og drejede ud af position hele tiden. Den sensor, som aktiverer søgebilledet, sidder på højre side af okularet. Når man bruger højre øje, er det ikke altid, sensoren opfatter, at man har løftet kameraet til hovedet, og man må trække lidt mod højre for at vække den. At autofokussen ikke er verdens hurtigste, kan jeg leve med, men skal det støje sådan, hver gang objektivet fokuserer og blændelamellerne lukker?

Søgeren er den samme som på X100, altså en hybrid af en optisk gennemsigtssøger og en LCD-søger. Det elektroniske søgerbillede har rammer, som markerer udsnittet til objektivet, men de er desværre misvisende. Uanset objektiv vises et mindre udsnit end det reelle, hvilket er virkelig irriterende, for forskellen er ganske stor. Jeg anslår differencen til i omegnen af 10-15 procent af billedfladen. Derfor brugte jeg faktisk LCD-søgeren oftere end den optiske.

Billedkvalitet
Men uanset søger får man en enestående billedkvalitet. Grunden hertil ligger i den unikke X-Trans CMOS billedsensor, men også en meget høj optisk ydelse. De fleste billedsensorer – hvad enten det er CCD- eller CMOS-typen, det handler om – bruger et lavpasfilter foran billedsensoren for at reducere moiré. Det stjæler potentielt lidt opløsning og skarphed, men i X-Pro1 bruger billedsensoren ikke noget lavpasfilter. Problemet med moiré omgås ved at placere røde, grønne og blå lyssensorer i et tilnærmet tilfældigt arrangement – i modsætning til et strengt grupperet Bayer-mønster på alle andre billedsensorer. På den måde henter Fujifilm maksimal opløsning fra billedsensoren uden fare for moiré-artefakter.

Det mærkes. Opløsningen og skarpheden fra X-Pro er fremragende. Selv sammenlignet med billedfilerne fra Canon EOS 5D Mark III’s fænomenale 22 megapixel CMOS billedsensor i 24 x 36 mm full-frame.

For det første er der ikke nogen pointe i at tale om billedstøj. Kun pixelnørder vil have interesse heri. Alle vi andre kan glæde os over praktisk talt støjfrie billeder op til ISO 800, med kun marginal indtræden af finkortet støj fra ISO 1600. Selv ISO 3200 og 6400 giver opløsning nok til, at man kan lave store papirkopier. ISO 12.800 og 25.600 derimod giver både reduceret opløsning og markeret farvestøj, men selv ved ISO 12.800 sidder man med fuldt brugbar billedkvalitet op til A2-forstørrelse.

I neutral farvemodus er farvegengivelsen lidt ”underernæret”, men billedfilerne giver fotografen meget at arbejde med i efterbehandlingen. JPEG-filerne kan desuden bruges sammen med Velvia-, Provia- og Astia-lignende farve- og kontrastparametre, som efterligner resultatet fra Fujifilms fremragende lysbilledfilm.

Billeddynamikken er kort sagt fabelagtig. Hvad enten det drejer sig om farve eller sort-hvid, får man et meget bredt dynamikområde med fine kontrastgraderinger fra sort til hvid. Kun undtagelsesvis vil en lys himmel brænde ud, og så skyldes det i de tilfælde, at kameraet har en tendens til at overeksponere med fra et halvt til en tredjedel trin.

Høj optisk ydelse
Den meget fine optiske ydelse holder høj kvalitet, uanset objektiv. XF 18 mm f/2.0 leverer god opløsning og skarphed fra f/2.8 til f/11, med bare moderat fortegning. Der er lejlighedsvis synlig kromatisk aberration, og der er brug for en modlysblænde til at holde strølys ude. Det behøver XF 35 mm f/1.4 for så vidt også, men her er kromatisk aberration godt kontrolleret, fortegning og vignettering praktisk talt fraværende, og opløsning og skarphed i topklasse fra f/2.8 til f/16. Endnu bedre er faktisk XF 60 mm f/24 makro. Her er opløsning og skarphed i referenceklasse, og fortegning og vignettering ikke-eksisterende.

Konklusion
Fujifilm X-Pro1 er ikke et kamera for hvem som helst. Det kræver meget af fotografen, men har en lavere læretærskel end Leica M9. Som trods en meget højere pris på mange måder er sammenligneligt med X-Pro1. M9 har fordelen af et enormt (men kostbart) udvalg af objektiver. Men udvalget vil også vokse til Fujifilm X-Pro1, som er et af de mest spændende kameraer længe, vurderet ud fra billedkvalitet, egenskaber, fysisk størrelse og ergonomi.

Med et X-Pro1 og de tre tilgængelige objektiver har den ambitiøse fotograf et let og kompakt set-up til seriøs fotografering. Som leverer billedkvalitet, der ikke står tilbage for noget full-frame kamera i prof-klassen.

Objektivudvalget til X-Pro1 – egen ramme
Under testen af X-Pro1 havde jeg alle de tre annoncerede objektiver tilgængelige. Den kompakte XF 18 mm f/2.0 til 4.499 kroner dækker en billedvinkel tilsvarende 27 mm brændvidde i 135 mm full-frame (24 x 36 mm). Objektivet er bare 40 mm langt og 116 gram tungt. Det har markerede klikstop for blændeværdier i tredjedelstrin, fra f/2.0 til f/16. Plus A-markering til blændeautomatik eller programautomatik. Dog ikke med lås, således at man må holde øje med objektivet eller skærmen, hvis blænderingen står i A.

De to andre objektiver er XF 35 mm f/1.4 (svarende til 53 mm) til 4.499 kroner, som er lidt større med 55 mm længde, og XF60 f/2.4 (svarende til 90 mm) til 4.699 kroner. Et makroobjektiv med 23,7 cm som mindste fokuseringsafstand og f/22 som mindste blænde. Da må man tjekke søgerbilledet på skærmen eller i søgeren, og slå over til manuel fokus for at se afstanden. Fælles for alle tre er solid konstruktionskvalitet, rigtig god optisk ydelse og relativt kompakte mål. Fujinon XF 35 mm er f.eks. ikke meget større end Leica/Panasonics DG Summilux 25 mm f/1.4 (svarende til 50 mm) til Micro Four Thirds.

Fujifilm har annonceret flere objektiver i XF-serien til X-Pro1. Senere i år kommer der en 14 mm f/2.8 og en 18-72 mm f/4.0 IS zoom med integreret optisk billedstabilisator (svarende til 27-108 mm). I 2013 antydes det, at en flad 28 mm f/2.8, en 23 mm f/2.0, en 72-200 mm f/4.0 IS telezoom og en 12-24 mm f/4.0 IS skal se dagens lys. Det betyder ni objektiver på relativt kort tid, og det med brændvidder, som de allerfleste fotografer vil kunne drage nytte af.