TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Acer Nitro 7 (NH.Q5HED.025)

En PC til både sjov og alvor

Acer prøver at sætte sig på to stole på én gang – og klarer det faktisk uden at falde på halen.

Af / 16/12/2019 - 09:00
Acer Nitro 7 (NH.Q5HED.025)

Home mener

  • Kompakt gaming-maskine i diskret design. Let og pæn nok til at komme med på arbejde – og hurtig nok til spil.
  • Den er tung og klodset ved siden af en ultrabook til samme pris. Og ikke nær så kraftig som en ren gaming-PC.

Gaming-PC’er er i sig selv kostbare i anskaffelse. Men når man køber en maskine til spil, er der oftest en skjult ekstraudgift, som bliver overset: Nemlig prisen på en normal computer, som man kan have med i tasken til de daglige opgaver, som spilmaskinen er for stor, for tung og for dyr til.

Acer Nitro 7 ligner et forsøg på at kombinere gaming-computernes egenskaber med en mere civil indpakning. Med et kabinet i sort børstet aluminium, godt to cm i tykkelsen og en vægt på to et halvt kilo er den rimelig taskevenlig. Især for en 15 tommers maskine.

 

Med rødt plysindtræk

Det noble indtryk spoleres lidt, når man åbner låget på Nitro 7 og ser, at alle taster samt touchpad’en er indrammet med rødt. Og endnu mere når man tænder – og får øje på den knaldrøde bagbelysning. Lyset kan selvfølgelig slås fra, men det kan ikke skifte farve. I bilernes verden svarer det til en sort BMW med rødt plysindtræk!

Annonce

Tastaturet er i øvrigt behageligt og af udmærket kvalitet. Der er god plads mellem tasterne på selve tastaturet, mens det numeriske tastatur til højre er blevet lidt klemt og faktisk overlappes af piletasterne. Det er lidt sjovt, at Acer insisterer på at klemme taltasterne ind i et 15 tommers kabinet, samtidig med at flere separate gaming-tastaturer kommer som “tenkeyless”-udgaver uden særlige taltaster.

Acer Nitro 7 Open Light scaled
Når maskinen er tændt, afslører de røde dekorationer og baggrundslys, at Nitro 7 er beregnet til narrestreger. (Foto: Acer)

Fornemme kompromiser

Indmaden er præget af fornuftige kompromiser. Processoren er en sekskernes Core i7, og der er 16 gigabyte RAM og en 512 gigabyte SSD om bord. Altså over hele linjen specifikationer, der er på linje med eller overgår high-end-maskinerne fra 2018. Grafikken leveres af Nvidia GeForce GTX 1660 Ti, der er et ret nyt økonomiklasse-grafikkort, som angiveligt skulle kunne måle sig med GeForce GTX 1070 fra forrige generation. Den del vender vi tilbage til senere.

 

Mellemklasse behøver ikke at være lig med middelmådig!

 

Næsten som en voksen

Selv om prisen er spiselig, er spiloplevelsen på Nitro 7 er ikke præget af kompromiser. Så længe man ikke kræver at spille Red Dead Redemption 2 med højeste grafikindstillinger. Faktisk kører de fleste moderne 3D-spil fuldkommen glat på maskinen. Og den hurtige 144 Hz skærm gør oplevelsen glidende. Det er næsten kun tastaturets mangel på RGB-lysshow, der afslører, at der trods alt er sparet hist og her.

 

Benchmarks

Vores benchmark-målinger bekræfter, at mellemklasse ikke behøver at være lig med middelmådig. Takket være friske generationer af både processor og grafik-ditto er der reelle spillemuskler til stede i Acer Nitro 7.

Processoren er en 2,6 GHz Intel Core i7-9750H med seks kerner og 12 tråde. Den kommer ud med en respektabel Geekbench 5-score på 1.200 i single-core og 5.182 i multi-core. Det er egenskaber, som man for blot et år siden skulle betale det dobbelte for i businessklassen.

 

Stærk budgetgrafik

Grafikprocessoren i Acer Nitro 7 er en Nvidia GeForce GTX 1660 Ti. Trods navnet er den forholdsvis ny og blev lanceret i begyndelsen af 2019. Den mangler ray tracing-funktionerne fra RTX-serien, men klarer almindelige – også nyere – 3D-spil fremragende.

3DMark Time Spy-testen ender med en score på 5.778, og Fire Strike med 13.025. Det er omkring det halve af Acers egen Predator Helios 700, men det er prisen også. Og det er stadig en fuldt respektabel score!

I modsætning til sværvægts-gaming-maskiner holder Acer Nitro 7 strøm i pænt lang tid. PCMark 8-batteritesten endte med et resultat på tre timer og 47 minutter. Det er på niveau med ultrabook-computere. Da testen er langt mere intens end normalt kontorarbejde, kan man i praksis godt regne med at kunne bruge PC’en en hel dag på en opladning.

Acer Nitro 7 Back Open scaled
Med sit sorte metalsvøb ligner Acer Nitro 7 ude fra en civil computer i den bedre ende. (Foto: Acer)

Da vi i 2018 testede billige gaming-PC’er, kunne vi konstatere, at man for en halv snes tusind kroner kunne få en spilbar maskine – men med en del kompromiser. Kompromiser er der stadig, men de er blevet langt lettere at leve med. 144 Hz skærm er nu standardudstyr, og grafikydelsen er på niveau med forrige generations topmodeller. Endelig er regnekraften vokset i takt med antallet af processorkerner.

Faktisk spiller Acer Nitro 7 lige op med de fleste fra sidste forårs test af gaming-maskiner i premiumklassen. Computere, der kostede halvanden til to gange det, man skal give i dag.

Læs også: Fem af de seje – premium gaming-laptops.

 

Konklusion

Acer Nitro 7 er en computer, som vil være let at leve med for alle andre end hardcore-gamere. Den er kraftig nok, så længe du ikke insisterer på at spille de nyeste 3D-spil i højeste kvalitet. Og da kun hvis der er tale om spil, der udnytter ray tracing-mulighederne i RTX-grafikprocessorerne. Den er samtidig let og diskret nok til at kunne bruges som daglig-PC. Og til billed- og videobehandling vil de gode regne- og grafikkræfter endda give den et forspring i forhold til de lette ultrabook-computere.

Karakter
Acer Nitro 7 (NH.Q5HED.025)
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

OLED-kvalitet med ekstrem hastighed

Stor gaming-lyd i lommen

Spektakulær gaming-skærm med QD-OLED

Den bedste håndholdte gaming-PC

Fantastisk skærm til gaming

Gaming du har råd til

Kongen af gaming-laptops

Skarp som en ragekniv

Guf for tastaturkrigere

Tjek det billede!

Omen Transcend 14 rammer rigtigt på det meste

Den vildeste Razer Blade