Siden det første Apple Watch så dagens lys i 2015, har vi fået små årlige forbedringer, men udvendig har uret set ud på samme måde. Med dette års Series 4 har vi endelig fået en seriøs opdatering, så hvem som helst kan se, at det er en forbedret model. Det mest åbenlyse er den større skærm og de smallere kanter. De opmærksomme vil også bemærke ændrede detaljer som f.eks. mere afrundede hjørner. Men først og fremmest har nye sensorer gjort uret mere følsomt og gjort nye smarte funktioner mulige.
Den billigste model er i aluminium med sportsurrem og kun opkobling via mobilen (3.300 kroner). For at få urkapsel i stål må man desværre vælge modellen med eSIM og egen opkobling (6.500 kroner). Det havde i og for sig været okay, hvis det ikke var for den dårlige understøttelse fra skandinaviske mobiloperatører. Man kan også tilføje en lidt mere stilfuld urrem, f.eks. den forførende elegante Milanese Loop (6.900 kroner i alt).
Blandt de forskellige designs er der også Nike-modellen med egne træningsorienterede urskiver og -remme (3.600-4.400 kroner). Eller hvad med en Hermès-udgave med stilfulde urskiver og rålækre urremme til de modebevidste (11.300-12.800 kroner)? Det koster at være på toppen!
Skærm og ydelse
Urkapslen på både den større og den mindre model er vokset til henholdsvis 40 og 44 mm. Selv om det kun drejer sig om 2 mm, er skærmen blevet hele 30 procent større, fordi den nu går helt ud til kanterne. I praksis betyder det, at tekst er lettere at læse, det er blevet lettere at ramme det rigtige ikon på startskærmen, og de nye urskiver kan have flere komplikationer. Altså de små informationsfelter på skiven, der kan vise alt fra batteri og dato til møder og vejr.
Det er virkelig rart, at man ikke længere er nødt til at prioritere, så man hele tiden savner noget. Nu er der plads til alt, hvad man vil have på skærmen.
Indvendig sidder der en ny 64 bit S4-processor, der er opgivet til at være dobbelt så hurtig som før. Det er lidt svært at tjekke, men uret virker generelt hurtigt. Undtagelsen er nogle apps, der nok bør opdateres. Alle modeller har nu også 16 gigabyte lagerplads. Opkoblingen er blevet forbedret med W3, der understøtter Bluetooth 5.0.
Apple afslører ikke, hvor stort batteriet er, men siger konservativt, at det kan holde op til 18 timer. Hvis man ikke er en alt for aktiv bruger, vil vi nærmere sige, at det er nok at oplade uret hver anden dag. Det virker dog, som om det holder kortere end den forrige generation, men uret arbejder også mere i baggrunden end før.
Sundhedsfunktioner
De store nyheder ved Apple Watch er nemlig at finde indeni. Det har fået et mere følsomt accelerometer og gyroskop, som også bruges til at registrere fald. Hvis man er over 65, aktiveres overvågningen automatisk. Hvis man falder og bliver liggende, vil uret spørge, om man er okay, og hvis det ikke får noget svar, lyder der en alarm, hvorefter det automatisk ringer 112. Det virker for alvor, som om Apple Watch nu er møntet på sundhed, snarere end bare træning.
Den anden store nyhed er, at det har fået forbedret optisk pulsmåler, suppleret med en elektrisk hjertesensor. Uret kan nu registrere for lav hjertefrekvens ud over for høj eller uregelmæssig puls. Hvis man får sådan en advarsel, kan man tage et simpelt EKG ved at holde en finger på den digitale krone. I USA er funktionen godkendt af sundhedsmyndighederne, men herhjemme må vi vente på, at den bliver godkendt af det europæiske EMA.
Konklusion
Efter nogle år med forsigtige opdateringer har vi endelig fået et Apple Watch, der for alvor virker som en helt ny model. Skærmen er vokset med hele 30 procent, selv om de ydre mål kun er marginalt større. Det gør uret lettere at bruge og giver plads til mere fyldig information. Følsomme sensorer giver bedre målinger og nye funktioner, såsom at holde styr på hjerterytmen og slå alarm ved alvorlige fald.
Desværre er understøttelsen af eSIM dårlig i Skandinavien, og EKG-målinger er ikke godkendt endnu. Derudover er det eneste, man egentlig kan ønske, lidt bedre batterilevetid.
Hvis man begynder at opgradere størrelse, materialevalg og urrem, ryger prisen hurtigt i vejret. Men det kan være dét værd, for Apple Watch 4 er klart det bedste smart-ur på markedet.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer