TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Test: Asus ZenBook Pro 15

Legetøj til luksusdyr

Den “professionelle” ZenBook giver Apple kamp til stregen – og hen over den.

Af / 11/10/2018 - 16:01
Asus ZenBook Pro 15

Home mener

  • Skærmen er superlækker, og der er masser af smæk på processor og grafikkort. Finish i topklasse. ScreenPad’en er en sjov feature.
  • Grafikkortet er ikke gratis og er næsten for godt til almindelig kontorbrug. ScreenPad’en gør ikke den store forskel. Batteritiden er for kort.

Når en ny og let design-laptop dukker op på redaktionen, lyder spørgsmålet normalt: “Er det her en MacBook-dræber?”

Nej, Asus ZenBook Pro 15 UX580GE er ikke en MacBook-dræber. Den har til gengæld sigtekornet stift rettet mod MacBook’ens dyrere storebror, MacBook Pro.

Som prestigemodel er finishen på ZenBook Pro 15 i top. Kabinettet er fræset ud af ét stykke aluminium, og overfladen er diskret børstet og silkeblød i en blå farve, der er så dyb, at man skal kigge i manualen for at opdage, at den ikke er sort. En kobberfarvet, affaset kant hele vejen rundt bryder det mørke design på en smagfuld måde.

ZenBook Pro 15 UX580 Product Photo 1C Deep Dive Blue 14 43611
Design og finish er upåklagelig. (Foto: Asus)

Når man åbner låget, fortsætter lækkerierne. En stor 15,6 tommers skærm med 4K-opløsning giver et farvemættet og lysstærkt billede, der er svært at finde bedre uanset pris. Asus oplyser, at skærmen overholder Adobe RGB 100 procent og desuden er Pantone-certificeret. Til feriesnapshots er den slags lige meget, men grafikere vil føle sig hjemme her.

Tastaturet er stort, behageligt og bagbelyst. Og tasterne har så god vandring, som det nu kan lade sig gøre på en slank bærbar (1,5 mm). Asus har valgt at lade være med at klemme et separat numerisk tastatur ind.

Annonce

En ekstra skærm

ZenBook Pros helt særlige partytrick er den såkaldte ScreenPad, som er en touchpad med indbygget skærm. Øverst på den 5,5 tommer store styreplade er der en rullemenu, som åbner op for en stribe valgmuligheder. Hvorpå pladen lyser op og afsløres som en ekstra skærm i Full HD-opløsning.

ScreenPad’en kan bruges som udvidelse af hovedskærmen, men den kan også leve sit eget liv gennem apps. Fra starten er der bl.a. kalender, en lommeregner-app og en Spotify-afspiller. Men tanken er, at anvendeligheden skal vokse med flere apps.

At have en ekstra skærm i styrepladen er en sjov feature med en udpræget praleeffekt, der langt overgår touchbaren på MacBook Pro. Om det vil revolutionere laptop-markedet, må tiden vise. Umiddelbart ligner det en gimmick, men det tænkte jeg på den anden side også, da Apple i 2007 fandt på, at man skulle kunne køre små programmer på deres nye telefon. Set i bakspejlet viste den idé sig dog at have potentiale!

ZenBook Pro 15 UX580 Product Photo 1C Deep Dive Blue 17 43613
Den ekstra skærm i musepladen er Asus ZenBook Pro 15’s særlige partytrick. (Foto: Asus)

Hardware i topklasse

Men det handler ikke kun om et smukt udseende. De indre værdier tæller også. Og her har ZenBook 15 fået sin rigelige del. Processoren er en ottendegenerations Intel Core i9 med seks kerner og 12 tråde og turbo-boost op til 4,6 GHz. Det er seriøst meget regnekraft. Og heldigvis har Asus valgt at lægge et ordentligt grafikkort i maskinen som supplement til den integrerede Intel UHD Graphics 630. Det er et GeForce GTX 1050 Ti med 4 gigabyte ram. Det kan se ødselt ud i en maskine, der ikke skal bruges til 3D-spil, men mange kontorprogrammer kan udnytte regnekraften fra Nvidias grafikprocessorer til mere “seriøse” opgaver.

Til lagring bruges selvfølgelig en SSD. ZenBook Pro 15 findes i en række varianter med SSD’er i forskellige kapaciteter og hastigheder. Testmodellen havde en 512 gigabyte. I den lækre småtingsafdeling er der fingeraftrykslæser og lyd fra Harman Kardon.

Benchmarks

Med en Core i9-processor med seks kerner er der lagt op til regnekraft i den høje ende. En Geekbench-score på 22.905 (multi-core) og 5.370 (single-core) sikrer Asus ZenBook Pro 15 UX580GE prisen som årets hurtigste computer på testbænken! Et PCMark 10-resultat på 4.739 er ikke helt rekord (den indehaves af MSi GS65 Stealth Thin), men stadig kvikt.

Usædvanligt for en ultrabook klarer ZenBook Pro 15 sig helt respektabelt i 3D-testene fra Futuremark. 2.437 i 3DMark Time Spy og 6.648 i 3DMark Fire Strike er nok til gaming. Selv om resultaterne stadigvæk overgås af langt billigere rene gamer-maskiner.

På ét punkt er Asus dog gået på kompromis: Batterikapaciteten. Det er uden tvivl sket for at holde vægt og omfang nede. I PC Tools-batteritesten udåndede maskinen efter bare to timer. Den typiske brugstid er langt længere end den intensive test. Men hvis arbejdsdagen er lang og fyldt med møder og præsentationer, kan det blive nødvendigt at tage opladeren med i tasken. Og den er tung! Skal du bruge maskinen som alternativ til en stationær, kan den slags på den anden side være underordnet.

ZenBook Pro 15 UX580 Product Photo 1C Deep Dive Blue 12 43609
(Foto: Asus)

Hvem skal så købe flagskibet i ZenBook-serien? De fleste vil sikkert ende i hjørne- og penthouse-kontorer. Ved siden af ledelsesgangen henvender den sig til folk, der arbejder med grafik og regnetunge opgaver. Et spil kan den også klare i kraft af det gode grafikkort og den suveræne processor, men det ville svare til at køre rally i en Lamborghini. Det er ikke det, den er bedst til, og det er lidt synd.

Kan man klare sig med lidt mindre skærmopløsning end 4K, findes der en 25 procent billigere variant med Full HD-skærm og i7-processor.

Konklusion

Asus ZenBook Pro 15 UX580GE er et udpræget cheflegetøj: En topmodel med rigelige specifikationer på alle punkter – og en pris, der matcher. Skærmen er farverig og knivskarp, grafikken er hurtig, og ScreenPad’en er en kæbedropper, der giver Apples Touch Bar mere end svar på tiltale. Og dertil kommer selvfølgelig touch-funktionen på selve 15 tommers skærmen.

Pro-udgaven af ZenBook er en kostbar fornøjelse, der oser af luksus, men tager man ydelsen i betragtning, er prisen på ingen måde for pebret.

Karakter
Asus ZenBook Pro 15
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi har testet Netgears nye populære Wi-Fi 7-mesh

AI gode gange tre

Mesh med Wi-Fi 7 giver bred og lynhurtig dækning

Samsung Galaxy Book 4 Edge er god til studerende og folk på farten

Yoga på den kloge måde

Moderne CPU - gammeldags skærm

Tæt på perfekt begynder-PC

Er PC’en blevet klogere?

Fin computer – sløv skærm

Fire headsets til dit nye kontorliv

Personlig assistent med ChatGPT

Rekordslank dobbeltskærms-PC