TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: Gaming laptops

Ny sherif i byen

De første maskiner med Nvidias hidtil hurtigste PC-grafikprocessor er ankommet. Hvem kommer først over målstregen?

Af / 19/03/2019 - 08:45
Gaming laptops

Vi skriver ofte om nye gaming-pc’er i Lyd & Billede. Og det er ikke tilfældigt, for ingen anden produktgruppe har et så hurtigt generationsskifte. Hvis du partout skal være med på det allernyeste, skal pc’en udskiftes to gange om året! Det er heldigvis ikke nødvendigt, for det, der betyder allermest, nemlig grafikkortet, udvikles i et roligere tempo.

Der går omkring to år mellem hver generation af grafikprocessorer. Nvidia GTX 10x-serien blev lanceret i forsommeren 2016, og selv om nye CPU-generationer med flere kerner og bedre arkitektur har betydet hurtigere afvikling af regnetunge programmer, har grafikydelsen ikke ændret sig voldsomt i den forløbne tid.

Men nu er det tid til at rykke hegnspælene igen. Nvidia lancerede i august 2018 deres nye GeForce RTX 20x-serie, og de første grafikkort til stationære pc’er rullede ud fra samlebåndet i september i fjor. Det var imidlertid først på CES-messen i begyndelsen af 2019, de første bærbare med RTX-grafik blev præsenteret.

Bygget til lyseffekter

Ud over at indeholde endnu flere transistorer (18 milliarder i RTX 2080 mod syv milliarder i GTX 1080) adskiller de nye grafikprocessorer sig ved at være særlig egnet til beregning af reflekterede lyseffekter – ray tracing – som de kan udføre i realtid. Ifølge Nvidia er GeForce RTX 2080 op til ti gange hurtigere end GeForce GTX 1080, når det gælder ray tracing-beregninger.

Det burde bane vejen for fotorealistisk Virtual Reality. Og også for endnu bedre spil. Men det kræver, at spillene er skrevet til at udnytte hardwaren. Så de største forbedringer ved generationsskiftet får vi sandsynligvis først at se i løbet af de kommende måneder.

Annonce

Vi havde den første GeForce RTX-2070-baserede maskine med i vores stortest i marts i år. Den klarede sig som forventelig godt, men der var stadig kun tale om den næstbedste grafikprocessor i serien.

To topmodeller

Nu, en måned efter, er de første maskiner med topmodellen fra Nvidia klar. Vi har som det første magasin i Norden fået lov til at låne ikke blot én, men hele to GTX 2080-baserede gaming-laptops, som begge ankom med lynkurér kort før produktionsdeadline.

Fra Acer har vi modtaget 15-tommeren Predator Triton 500 og fra MSi 17-tommeren GS75 Stealth. Så hvad var vel mere nærliggende end at pudse de to kampmaskiner løs på hinanden i en duel?

Trods de ydre forskelle er begge bygget over en 8. generations Core i7-processor fra Intel, 32 gigabyte RAM – og så naturligvis en Nvidia GeForce RTX 2080 grafikprocessor. Prismæssigt befinder de sig også begge i den absolut luksuriøse ende af skalaen. Der hvor man kan få en sommerferie for hele familien til samme pris!

Lamborghini på stillevej

Hvordan er det så at spille sit yndlingsspil med verdens hidtil hidsigste 3D-grafikprocessor bankende under motorhjelmen? Det er – naturligvis – fedt. Du kan køre de tungeste og mest grafikkrævende spil i højeste opløsning og med alle grafikdetaljer skruet op på maks. Men i alt andet end de nyeste spil er forskellen, om nogen, minimal. At spille Counter-Strike på en RTX 2080-maskine er skønne spildte kræfter. Som at køre i en Lamborghini på en stillevej med 30 kilometer i timen.

 

Supercomputer på skødet

Hvor vanvittig megen computerkraft, der gemmer sig i en moderne grafikprocessor, kan man se ved at sammenligne med ældre computere. En Nvidia GeForce RTX 2080 Ti grafikprocessor har en regnekraft på 28,5 teraflops (28.500.000.000.000 beregninger i sekundet) ved 16-bits nøjagtighed. Det er omtrent det samme som Earth Simulator supercomputeren på Yokohamas geologiske institut i Japan, som var verdens kraftigste computer i årene 2002-2004!

 

Kan også bruges for alvor

Man kan indvende, at supercomputere kan bruges til andet og mere end at spille Fortnite. Men det kan grafikkortet i din pc også. Masser af ”seriøse” programmer kan udnytte regnekraften i grafikkortet til at accelerere matematiske beregninger. Det gælder for eksempel programmerne i Adobe Creative Suite. Under BitCoin-boblen i 2017-2018 blev der hamstret grafikkort til at lave de beregninger, der fører til ”udvinding” af kryptovalutaen. Det førte først til en verdensomspændende mangel på grafikkort og siden til et aktiedyk for Nvidia, da boblen bristede – og efterspørgslen på grafikkort vendte tilbage til normalen.

1_add_on_picture GS75 Stealth 5 51763 GS75 Stealth 6 51764 GS75 Stealth 8 51765 GS75 Stealth 10 51767 GS75 Stealth 11 51768 GS75 Stealth 12 51769 GS75 Stealth 13 51770 GS75 Stealth 14 51771 GS75 Stealth 2 51772 GS75 Stealth 3 51773 GS75 Stealth 4 51774 scaled
<
>
Earth Simulator supercomputeren i Yokohama havde samme regnekraft som et Nvidia GeForce RTX 2080 Ti-grafikkort. Foto: WikiMedia.

Acer Predator Triton 500 – PT515-51-73UX

Halv størrelse ­ – fuld kraft

Acer har pakket en fuldvoksen gamer-pc ind i en elegant og taskevenlig maskine.

Let, slank og hurtig. Så meget computerkraft på så lidt plads ville have været umulig for to år siden. G-sync-skærm.
Blæseren larmer en del. Selv om maskinen er kompakt, er den på grund af sin dybde større end de fleste 15-tommere.
Læs hele testen

MSi GS75 Stealth 8SG-054NE

Diskret spilopmager

MSi’s slanke gaming-maskine er lige selvsikker på slagmarken og på direktionsgangen.

Den slankeste og letteste 17-tommers gaming-pc lige nu. Og kraftigere end sidste års kæmpemodeller.
Ingen G-Sync. Kommer i mål et mulehår bagved Acer. Til en lidt højere pris, grundet den større skærm.
Læs hele testen
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

OLED-kvalitet med ekstrem hastighed

Stor gaming-lyd i lommen

Spektakulær gaming-skærm med QD-OLED

Den bedste håndholdte gaming-PC

Fantastisk skærm til gaming

Gaming du har råd til

Kongen af gaming-laptops

Skarp som en ragekniv

Guf for tastaturkrigere

Tjek det billede!

Omen Transcend 14 rammer rigtigt på det meste

Den vildeste Razer Blade