Igen i år har ASUS produceret en Nexus-tablet for Google, og igen i år er det den billige 7”-udgave, der er på programmet. Men hvorfor skulle man også lave om på en formel, der har været en kæmpe succes? Den første Google Nexus 7 kom sidste år, og der var dengang tale om et af de første produkter på markedet med Android Jelly Bean. Både derfor og på grund af virkelig fin og hurtigt ydende hardware var sidste års Google Nexus 7 en fornøjelse at bruge. Navigationen rundt i menuerne og mellem hjemmeskærme og apps gik bare lynhurtigt, og også browseroplevelsen var bedre end noget, vi tidligere havde oplevet med en Android-tablet.
Den nye Google Nexus 7 er så blevet opdateret på en række punkter. I stedet for en Nvidia Tegra 3 1,3 GHz quad-core processor har 2013-udgaven af Nexus 7 fået en endnu hurtigere Snapdragon S4 Pro quad-core processor på 1,5 GHz under hjelmen, og den 7” store skærm har nu Full HD-opløsning. Operativsystemet er stadig Android Jelly Bean, men i den allernyeste 4.3-version, og Nexus kommer nu også både med front- og bagkamera (på henholdsvis 1.2 MP og 5 MP), hvor forgængeren måtte nøjes med et 1.2 MP frontkamera. Til trods for de mange forbedringer er vægten blevet reduceret med 50 gram, og den nye Nexus 7 er også både slankere og smallere end forgængeren.
Ris og ros
Lidt kritik skal der være plads til. Nexus 7 fås nu i to modeller med henholdsvis 16 og 32 gigabyte lager, men det kan stadig ikke lade sig gøre at udvide hukommelsen med microSD-kort, hvilket dog er knap så stort et problem som sidste år, hvor Nexus 7 til at begynde med kun kom i to versioner på henholdsvis 8 og 16 gigabyte lager. Og selvom Nexus 7 nu har fået et ”ordentligt” bagkamera, så er billedkvaliteten ikke ligefrem fantastisk.
Det er til gengæld skærmens billedkvalitet. Her er tale om en virkelig lysstærk skærm med klare farver, og den er en fornøjelse at bruge, uanset om man browser, ser video eller spiller spil. Lydkvaliteten er også helt ok, om end lydstyrken kunne være bedre.
I syntetiske test scorer Google Nexus 7 pænt med en score på 2699 i Geekbench 2 (i forhold til sidste års model, der scorede 1512), og i Geekbench 3 scorer den 579/1851 (single point/multi point), hvilket er så godt, at man skal have fat i langt dyrere Android-produkter som Samsung Galaxy Note 3 for at finde bedre resultater.
Vores måling af browseren med Browsermark 2.0 gav en score på 2587, hvilket kun er et mulehår fra den dyre iPad 4, der scorer 2732 i samme test.
Konklusion
Vi har testet en 16 GB Wi-Fi udgave af Nexus 7, som også fås med 32 gigabyte lagerplads samt i en version med 4G/LTE, hvilket selvfølgelig koster flere penge end den billigste model. Men uanset hvilken version, man vælger, så får man så meget for sine penge med Google Nexus 7, at vi ikke kan anbefale noget bedre tablet-køb i skrivende stund.
Hardwaren er gedigen, skærmen er fantastisk, og kombinationen af Android 4.3 og en hurtig ydelse gør brugeroplevelsen uovertruffen.