Lad os bare indrømme det: Et farvestrålende træningsur i plast med blinkende skærm passer ikke altid til det tøj, man har på på arbejde. Det ser endnu mere malplaceret ud, når man klæder sig til mere formelle lejligheder, og crasher fuldstændig med festtøj, gallakjole og smoking.
Men Huawei Watch GT 2 Pro er så nydeligt udført, at det passer i de fleste sammenhænge.
Smart-uret er i bund og grund et Huawei Watch GT 2e pakket ind i et mere klassisk design med en urkapsel i titanium og en heldækkende OLED-skærm med ridsefast safirglas, og det kommer med to remme. En gummirem til træning og en læderrem til resten af dagen.
Eller rettere dagene. Batterilevetiden er nemlig imponerende 14 dage. Til sammenligning klarer et Apple Watch to dage.
GT 2 Pro-versionen burde snarere hedder Premium, for egenskaberne er stort set identiske med GT2e, der kommer med gummirem. Her får man samme 1,39 tommers touch-skærm, to knapper til at navigere i de mange forskellige træningsindstillinger, trådløs opladning og de samme funktioner, bl.a. over 100 træningstyper.
Pro-versionen findes i to udgaver: Sport Edition med sort gummirem og Classic med grå læderrem og hurtigt remskifte. Ladekabel og trådløs oplader følger også med i æsken. For en mere dybtgående forklaring af alle funktionerne anbefaler vi at læse testen af GT2e.
Flere funktioner end de fleste har brug for
Ligesom GT 2e er uret meget orienteret mod sport og træning med skridttæller og pulsmåling, men det har også funktioner som søvnsporing, tjek af iltoptag og en hel del aktivitetsmålere, som man ikke finder andre steder.
Desuden har det GPS med en særlig funktion, der kan spore, hvor man går i terrænet, og guide én tilbage samme vej, kaldet Route Back. Det måler kalorieforbrændingen og stressniveauet i kroppen, varsler om vejrændringer, og det kan let logge alle bevægelser – inklusive den nævnte søvnrytme.
Man kan også bruge færdiglavede træningsprogrammer eller lave sine egne, der så kan gemmes i uret.
Konkurrenters træningsure har også sensorer, der måler det samme, men ingen af dem har lige så mange aktivitetstyper indbygget. De kan heller ikke matche batterilevetiden på op til 14 dage.
Pro-versionen har bl.a. en opdateret golfindstilling, der registrerer hastigheden på golfkøllen, og ski- og snowboard-indstilling, der registrerer fart, vertikal distance og selvfølgelig puls. Udendørsindstillingen kan også varsle om ting som tidevand, dårligt vejr og pludselige vejrændringer, og vise anbefalet kompasretning.
Noget af alt det, GT 2 Pro kan registrere:
- Hjerterytme
- Iltniveau i blodet
- Fart
- Kalorieforbrænding
- Aktivitet
- Søvnmønster
- Tilbagelagt afstand
- Antal skridt
- Stressniveau
- Intensitet
- Barometertryk
- Temperatur
Brugervenlighed
Sammenlignet med et 44 mm Apple Watch er GT 2 Pro med sine 47 mm i diameter et stort ur. Samtidig er det ikke så tykt, og remmen, der kan tages af uden værktøj, er godt integreret i remfæsterne, men det passer bedst til håndled, der ikke er alt for tynde.
Selv med sensoroverfladen stikkende ud på bagsiden sidder uret komfortabelt på håndleddet. Den lette titaniumkapsel både føles og ser bedre ud end stålkapslen på GT 2e, og med læderremmen på ligner det et dyrt armbåndsur og ikke et almindeligt træningsur.
Det er også vandtæt ned til 50 meter og kan bruges til svømning og triatlon, men ikke til aktiviteter som dykning.
Betjeningen foregår på samme måde som på GT 2e. Man kan swipe op, ned og til siderne på touch-skærmen eller bruge de to knapper i højre side.
Træning i regnvejr kan byde på en udfordring, fordi så meget skal gøres via skærmen. Våde fingre giver nogle gange nul respons fra den kapacitive skærm, og vi håber på en drejbar krone på næste generation af Huawei Watch GT.
Skærmen er skarp og lysstærk med god opløsning, men er ikke tændt hele tiden som på nyere Apple Watch-modeller. Man skal dreje håndleddet eller trykke på en knap for at vække skærmen til live. Det er ikke nok at røre ved den, som man kan på Apple Watch.
Hvis man vil have konstant skærmvisning, skal man vælge det i urets indstillinger. Så viser det en valgt urskive med dæmpet belysning. Derefter kan man så røre ved skærmen for at tænde bagbelysningen, men når skærmen altid er på, reduceres batterilevetiden også betragteligt.
Ydelsen og nøjagtigheden af logning af træning er identisk med de resultater, vi fik fra GT2e, og det fortæller os, at Huawei primært har givet Pro-versionen en mere solid og elegant urkapsel, der sniger sig mere under radaren, end et gummiklædt træningsur gør.
Det foreslår automatisk øvelser, hvad enten man løber efter bussen eller på løbebånd, og når man selv vælger en af de mange træningsaktiviteter, fungerer trackingen af antal skridt, puls, distance osv. rigtig godt. Man kan i høj grad stole på, at Huawei-uret har tjek på, hvad man laver, og logger de korrekte data.
Uret kan også måle iltniveauet i blodet og vise resultatet på skærmen.
iOS- og Android-apps
Ligesom på GT2e logges alle træningsdata også i Health-app’en, men heller ikke på Pro-versionen får iPhone- og Android-brugere samme understøttelse af alle funktioner. Android-versionen er mere avanceret med flere funktioner, og desværre er understøttelsen af iPhone stadig ikke lige så god.
Man kan besvare indgående opkald via Bluetooth på mobilen og se, men ikke svare på beskeder og heller ikke betale kontaktløst med GT 2 Pro.
Man kan afspille musik direkte fra uret, som gemmer op til 500 sange. Enten til den indbyggede højttaler (lad være med det) eller til et par Bluetooth-hørepropper. Men igen, kun hvis man har Android-app’en. Uret mangler også understøttelse af tredjeparts-apps som Strava.
Konklusion
For dem, der har brug for et træningsur med mange funktioner, er Huawei Watch GT 2e det bedste valg. For dem, der ikke synes, det passer til andet end træningstøj, er Huawei Watch GT 2 Pro værd at overveje. Hvis man altså ikke synes, at den næsten 1.000 kroner højere pris er for meget. Pro-versionen er mere neutral, og den lette titaniumkapsel gør, at det føles bedre på armen.
Desværre er understøttelsen af tredjeparts-apps tynd, og det er ikke dette træningsur, vi vil anbefale til iPhone-brugere. Men ingen slår GT 2 Pro på batterilevetid, og hvis man i forvejen er Huawei- eller Android-bruger, findes der ikke mange bedre træningsure i denne klasse.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer