2017 har været et fantastisk år for gamerne. Hele to nye spilkonsoller kom på markedet, og tæller vi PS4 Pro med, som principielt udkom i november 2016, har der været udskiftning over hele linjen. Men har der nu også det?

Nej, for i princippet er to af maskinerne ikke decideret nye, men i stedet opgraderede udgaver af allerede eksisterende konsoller sendt på markedet for at udfylde ventetiden og hullet, indtil de rigtige nye maskiner frigives. Lad os kalde det kunstigt åndedræt.

Her taler vi naturligvis om den næste PlayStation og Xbox. Hvornår de kommer, er uvist, men meget tyder på, at det vil blive inden for en overskuelig årrække.

Tiden, hvor konsoller havde en levetid på op mod ti år eller mere, er for længst forbi, og selv om producenterne stadig er bundet af et løfte om at understøtte spil udgivet til de gamle maskiner, presser nye teknologiske landvindinger på og øger behovet for kraftigere hardware. Det betyder nye maskiner, som stadig er bundet til den ældre og svagere hardware, da de skal kunne afspille de samme spil.

Forbindelsen til bagkataloget

Men netop løftet om bagudkompatibilitet bliver et problem, når vi snakker opgraderede udgaver af eksisterende konsoller. Hele ideen med en konsol er, at hardwaren er statisk, og at udviklerne derfor altid ved, præcis hvad de har med at gøre. Det gør det lettere at optimere og forbedre ydelsen på de enkelte spil.

Når konsolmagerne sender en kraftigere maskine på gaden, piller de ved denne grundtanke, deler deres kunder op i et A- og et B-hold samt lægger et stort pres på spiludviklerne, der nu både skal lave spil til den gamle og den nye konsol.

Software-opdateringer

Måden, udviklerne indtil videre har løst dette problem på, er ved at tilbyde højere opløsning samt småforbedringer på bl.a. frameraten. Disse forbedringer aktiveres via software-opdateringer, som oftest fylder ganske mange gigabyte og derfor lægger et stort pres på internetforbindelsen og den interne lagerplads.

Til gengæld bliver det muligt på PlayStation og Xbox at afvikle spil i fuldfed 4K og i få tilfælde sågar med en framerate på 60 billeder i sekundet (fps). Det er ret lækkert og noget, der hidtil har været forbeholdt pc-gamere.

Nyt udstyr

Dette stiller naturligvis særligt krav til dit tv, hvor Full HD (1080p) ikke længere er nok. I stedet må du ud og investere i et 4K-tv med HDR. Husk også at opgradere din receiver, hvis du bruger en sådan som switch. Det er med andre ord en dyr fornøjelse at være med på moden.

Har du ikke et 4K-tv, kan der dog heldigvis stadig være en vis fornuft i de opgraderede maskiner. Spiludviklerne kan nemlig også vælge at udnytte den ekstra hukommelse og regnekraft til at forbedre oplevelsen i Full HD og eksempelvis give dig en højere framerate og hermed mere stabil oplevelse. Igen kræver det en software-opdatering.

VR og 3D

En anden måde, man kan forlænge spilkonsollernes levetid på, er ved at introducere ting som VR og 3D. Kun Sony hænger stadig ved med deres PSVR-headset, og alle har de stort set droppet 3D igen. Det samme gør sig gældende med styring med kroppen. Microsoft havde deres Kinect-kamera, mens Sony havde PS Move. Ingen af delene har været en større succes og er i dag noget, der mest forbigås i stilhed.

Hvad med Nintendo?

Og så har vi Nintendo, der som sædvanlig stikker lidt ud fra feltet og løber deres helt egen vej. Nintendo Switch kan ikke vise spil i 4K og er generelt slet ikke i nærheden af at være så kraftig som konkurrenterne fra Sony og Microsoft. Men det behøver ikke at betyde noget. Formlen på deres succes er den samme. De har et stort bagkatalog af elskede karakterer, og hardwaren kommer i anden række.

Det betyder dog ikke, at Switch ikke har et par esser oppe i ærmet, og det er fedt at se, at japanerne stadig kan tænke nyt og anderledes, mens Sony og Microsoft tænker i pixels og teraflops.