TEST: Nintendo 3DS

Arven fra DS-serien er tydelig i 3DS, og maskinen er da også bygget op efter samme koncept – en sammenklappelig enhed med to skærme, hvoraf den nederste er trykfølsom. Den øverste skærm på 3,52 tommer er i widescreenformat, har en opløsning på 800 x 240 pixels og er i stand til at vise 3D-billeder. De 800 pixels i bredden henviser til, at maskinen viser to billeder samtidig, hvoraf hvert billede har en opløsning på 400 x 240 pixels. Den teknologi skærmen benytter kaldes parallax barrier, og minder en smule om de gamle vippekort, der engang fulgte med Cornflakespakkerne. To billeder er synlige fra forskellige vinkler, og selve oplevelsen af 3D dannes oppe i dit hoved.

Kønnere og slankere
Rent designmæssigt er der ikke sket det store, men maskinen er dog lidt mere lækker at se på. Hjørnerne er blevet en smule afrundede og overfladen har fået en gang metallak i smarte farver. Til at give en mere præcis styring har Nintendo valgt at inkludere et rigtigt joystick – i stil med det der sidder på Sonys PSP – og styluspennen er denne gang i metal i stedet for plastik.
På ydersiden sidder denne gang to kameraer i stedet for et. Dette gør maskinen i stand til at tage billeder i 3D, som kan vises på den øverste skærm. Desværre er kvaliteten af billederne ikke særlig god, på grund af den ringe opløsning, og en funktion der ellers kunne have været nyttig degraderes til at være en simpel gimmick. Det er lidt en skam.

Som et dukketeater
Det er dog hverken kameraer, metalstylus eller joystick der for alvor gør 3DS interessant. Det er derimod den øverste skærm, og den 3D-effekt der kan skrues op og ned for på en slider på højre side af skærmen. Og her skal Nintendo have stor ros. Imod alle forventninger fungerer skærmen overraskende godt, og selvom jeg personligt var skeptisk, inden jeg fik den i hånden første gang, er jeg nu blevet overbevist. 3D-effekten er ufattelig god.

Desværre er det ret svært at videreformidle 3D i tekst og sågar også i billeder. Det skal opleves med egne øjne. Jeg vil dog alligevel give det et forsøg…

I biograferne handler 3D om noget der stikker ud af lærredet. På 3DS handler det mere om hvad du kan se inde i skærmen. Det kan sammenlignes med et gammeldags dukketeater, hvor du skelner imellem forgrund, mellemgrund og baggrund. I nogle spil fungerer det fremragende, og i andre fungerer det knap så godt. Eksempelvis har bilspillet Asphalt 3D langt større glæde af 3D-effekten, sammenlignet med et spil som Mario-klonen Rabbids 3D, der i og for sig lige så vel kunne spilles i almindelig 2D.

Og heri ligger hele humlen ved Nintendo 3DS og faktisk også 3D generelt. Formatet er ikke bedre end indholdet, og desværre er nogle af de første spil til maskinen så tarvelige, at de kan ende med at give maskinen et dårligt ry. På samme måde som man til biograferne smækkede 3D efter titlen for at øge interessen, gør man det nu også til Nintendos spillekonsol, med særdeles blandede resultater til følge. Det er simpelthen ikke godt nok, og nogle af lanceringstitlerne er decideret pinlige. Hold jer langt vær fra Segas Super Monkey Ball 3D!

Hav brækposen klar
Ser man bort fra de dårlige spil og kun fokuserer på det gode, er der desværre endnu et problem ved 3DS. Det er nemlig ikke alle der kan holde ud at se på 3D-effekten, og jeg er til dels en af dem. Jeg forsøger dog at kæmpe mig igennem kvalmen og hovedpinen, ligesom det hjælper at holde pauser i ny og næ. Her hjælper den korte batterilevetid på kun tre timer, der sætter en naturlig begrænsning for hvor længe man kan sidde med maskinen i hånden ad gangen.

Heldigvis kan 3D-effekten slås helt fra, og den øverste skærm viser nu i stedet et normalt 2D-billede. Her viser Nintendo for alvor, hvad der er sket siden den DSi, for selv med 3D-effekten skrællet væk, skinner 3DS og et spil som Super Street Fighter IV ser utrolig flot ud både i 2D og 3D. Der er med andre ord stadig grund til at opgradere, selvom man ikke nødvendigvis er interesseret i 3D-effekten.

Streepass og FaceRaiders
Udover hele 3D-eventyret har Nintendo også lagt lidt ekstra software ind på den nye konsol, og her er et koncept som Streetpass værd at fremhæve. Takket være sin trådløse teknologi, kan du udveksle informationer med andre 3DS-ejere, når du passerer dem på gaden. Det er meget sjovt tænkt, men jeg kan ikke rigtig se hvad det skal bruges til.

Det samme gælder det indbyggede augmented reality-spil, AR Games. Med i pakken følger nogle små papkort med figurer og et spørgsmålstegn på. Ved at filme på kortene med kameraerne på bagsiden kan du få dem til at springe til live på skærmen. Nej, så er et spil som FaceRaiders mere underholdende, ikke mindst fordi du får lov at give dine venner klø. Du tager et billede af en person, som nu får sit ansigt ind i spillet. Ansigtet flyver nu rundt i lokalet, og det er din opgave at skyde det ned. Spillet benytter maskinens kameraer og det indbyggede gyroskop, og det er derfor nødvendigt at rejse og bevæge dig rundt for at ramme ansigterne. Det er ret underholdende.

Købe eller ej?
Om du kan lide eller har lyst til at spille i 3D eller ej, kan være svært at svare på før du har prøvet det. Heldigvis giver Nintendo dig mulighed for at slå skidtet fra, og leverer stadig en fantastisk spillemaskine, som jeg på ingen måde har problemer med at anbefale. Det skulle da lige være, hvis snakken faldt på prisen, som er i den knap så børnevenlige ende. Jeg er dog ikke i tvivl om at 3DS vil blive billigere med tiden, og dermed også går hen og bliver en lige så stor succes som sine forgængere.