Den moderne blækprinter er et genialt værktøj til både kreativt og praktisk arbejde. For få hundrede kroner – eller nogle tusind, hvis det skal være rigtig avanceret – kan man hjemme på skrivebordet gøre, hvad der tidligere krævede et fotolaboratorium eller et bogtrykkeri.

En 3D-printer føjer bogstavelig talt en ny dimension til kreativiteten. Med den på skrivebordet kan man omsætte ideerne til håndgribelig, fysisk virkelighed. Et nyt beslag til skabet? En spillebrik til ungerne? Eller prototypen på den næste gadget? Det kan laves på 3D-printeren på et øjeblik.

3D-printerne er kommet langt, siden de første modeller dukkede op omkring årtusindskiftet. De første udgaver var på størrelse med kummefrysere, kostede hundredtusindvis af kroner og printede med gipspulver, hvilket betød, at modellerne hverken kunne tåle vand eller berøring.

I dag kan man købe en 3D-printer for en pris, der svarer til, hvad en blækprinter kostede for få år siden. Printeren er kompakt nok til at kunne stå på skrivebordet, og de printede plastmodeller er solide nok til at kunne bruges i hverdagen. Om 3D-printeren ligefrem er blevet en hverdagsting, er et andet spørgsmål.

3D-printere er de seneste år gået fra at være en nørddrøm til næsten-mainstream-teknologi. Men også kun næsten. Selv om vi flere gange har skrevet, at nu var den billige 3D-printer til husholdningen en realitet, er det store kommercielle gennembrud ikke kommet endnu. Man behøver ikke længere at importere sin printer fra USA, men man finder dem stadig ikke på tilbudspallerne i elektronikvarehuset.

 

Det her er kun begyndelsen

Teknologisk set befinder vi os endnu i 3D-printningens barndom. I romanen The Diamond Age af Neal Stephenson har enhver husstand en “matter compiler” stående på køkkenbordet. Maskinen kan fremstille hvad som helst ved at bygge det op ét kulstofatom ad gangen. Dér er vi ikke henne endnu!

De testede printere kan printe med en eller højst to farver ad gangen. Materialet er plastictråd (filament), som leveres i ruller. Der findes 3D-printere, som kan arbejde med andre materialer, også metaller, men printerne i denne test accepterer kun PLA (Polyactic Acid) og ABS-plast.

Farveblanding er en umulighed, og hvis du skal skifte manuelt til en anden filamentfarve, er det en proces, der tager flere minutter og kræver nedkøling og genopvarmning af extruderen. Den fysiske opløsning er også begrænset. En lagtykkelse på 0,1-0,2 mm svarer til henholdsvis 250 og 125 dpi. Derfor har de printede modeller en svagt rillet overflade.

Det er en situation, der bedst kan sammenlignes med fremkomsten af de første –inkjet-farveprintere i 1990’erne. De kostede i øvrigt dengang omtrent det samme som 3D-hjemmeprintere i dag.

Også på software-siden er der et stykke vej endnu. Programmerne rangerer fra ret svære til voldsomt komplicerede i brug. Vejen fra 3D-model til færdig figur består af flere komplicerede trin. Og gennemfører man dem, bliver resultatet alligevel ofte en skæv bunke plastic eller slet ingenting.

Læg dertil, at 3D-printerne er langsomme og støjende, og fylder rummet med en lugt af smeltet plastic. Så kan du godt regne med at blive regnet for “first mover,” hvis du køber en.

Når det er sagt, så giver 3D-printeren stadig en helt ny, unik mulighed for at omsætte ideer til håndgribelig virkelighed og fremstille fysiske ting ud af den blå luft (og lidt plastictråd). Teknikken har stadig lang vej igen, men så snart printeren er dukket op i huset, viser verden sig pludselig at være fuld af små problemer, der kan løses med en specialfremstillet dims eller et nyt beslag.

 

Sådan testede vi

Den danske redaktion genlød i døgndrift af lyden af servomotorer, da printerne blev sat på arbejde med både simple og avancerede 3D-modeller. Testforløbet var lidt anderledes – og indlæringskurven noget stejlere – end vi er vant til, da det i første række gjaldt om overhovedet at få noget ud af printerne. Hvilket var sværere på nogle end på andre.

 

Softwaren

Den tilhørende software, som skulle downloades hos producent eller tredjepart, blev også testet for funktioner og brugervenlighed. Og det stod ret hurtigt klart, at den skulle vurderes efter en anden målestok end normalt. 3D-printere i denne prisklasse bruges typisk af makere og open-source tilhængere, der opfatter det som en naturlig del af fornøjelsen at sætte sig ind i de allermindste detaljer i tingene og om nødvendigt tilpasse både hardware og programmel.

Man behøver dog ikke at være hverken ingeniør eller programmør for at bruge en 3D-printer. Men regn med at spendere en del mere tid end på almindelige gadgets, før det hele kører. Især hvis du vælger en af de billige modeller. Prisforskellen afspejler nemlig ikke så meget nøjagtigheden som brugervenlighed og automatiske funktioner, der gør det lettere at komme i gang.