Tanken bag Swivl er at yde hjælp til de mange YouTube-stjerner og andre derude på nettet, som holder af at filme sig selv. Det kan være lidt af en opgave helt på egen hånd, så mange selvoptagede videoer (både i den ene og den anden forstand) bliver en lidt kedelig affære, hvor videoens hovedperson blot sidder stille og taler ind i sit webkamera.
Sammen med en lille sensor, som du skal have hængende om halsen eller sat fast til din skjorte via en lille metal-clip, sørger Swivl-holderen for, at din iPhone 4/4S eller iPod touch kan følge og filme dig, mens du bevæger dig rundt i lokalet. Du kan bevæge dig i en maksimal afstand på 10 meter væk fra din Swivl, som kan følge med 360 grader horisontalt og sågar vippe med +10 og -20 grader. Så du må gerne hoppe på stedet, det bliver også filmet!
I sensoren sidder der en digital mikrofon, som er kompatibel med iOS, og dermed bliver også det, du siger, optaget i god kvalitet, selv om du står adskillige meter væk fra kameraet.
Både på holder og sensor er der to identiske knapper, nemlig Action og Record. Når din iPhone eller iPod sidder i holderen, og de to enheder er forbundet, så kan du starte og standse video-optagelse ved et klik på optageknappen på sensoren. Den motoriserede holder følger dig automatisk, mens det kræver, at du holder Action-knappen nede, hvis kameraet skal bevæge sig op og ned.
Børnesygdomme
For så vidt holder Swivl, hvad den lover. Sammen med en app, som du bliver bedt om at downloade, første gang din iPhone eller iPod bliver sluttet til holderen, fungerer Swivl dybest set efter hensigten. Holderen følger efter sensoren, optagelser påbegyndes og standses, og der filmes både op og ned helt efter bogen. Det skal også fremhæves, at Swivl er nem både at sætte op og betjene, så hvis du kan leve med produktets begrænsninger, og hvis du virkelig har et reelt behov for at filme dig selv, så er Swivl nok en overvejelse værd.
Men begrænsningerne skal have et ord eller to med på vejen, for de kan godt irritere, selv om der ikke ligefrem er tale om en “deal-breaker”. For det første er Swivl faktisk ret langsom. Lad være med at tro, at du kan bruge Swivl til at filme dit barns hektiske leg, for den motoriserede holder kan knap nok følge med, hvis du bevæger sig fra den ene side og tilbage igen i almindeligt skridttempo. Heller ikke selv om du sætter app’en til den såkaldte Sport-modus. Swivl kan klare relativt rolige og langsomme bevægelser og ikke mere. Ellers vil du se dig selv forsvinde ud af billedet på dine videoer, og det var vel ikke meningen?
Swivl-sensoren skaber forbindelse til holderen både via IR og 2,4 gigahertz radiokommunikation, og hvis holderen forsvinder ud af sensorens “synsfelt”, så har du det andet problem på halsen, nemlig hakkende bevægelser på grund af dårlig forbindelse.
Konklusion
Alt i alt er Swivl en sjov lille gadget, der til en vis grad lever op til vores forventninger. Du kan bruge den til at filme dig selv sammen med din iPhone eller iPod, og så længe du ikke bevæger dig for hurtigt, bliver optagelserne ganske gode. Lydkvaliteten bliver god, så længe du bruger sensorens digitale mikrofon, som sender din stemme trådløst til kameraet. Helt billig er Swivl ikke. 1.050 kroner koster den, men den skal bestilles fra USA, så dertil skal du lægge forsendelse og told.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer