Vi har testet en del maskiner fra Predator, der er Acers gaming-mærke, og de har ofte leveret rigtig megen ydelse for pengene. Det gjaldt for eksempel den ret prisrimelige Acer Predator Helios Neo 16, som vi testede for et år siden. Nu er modellen opdateret med 2024-komponenter, så det er tid til at give den et nyt tjek. Holder den stadig?
Årets udgave er af Helios Neo 16 ligner sin forgænger på en prik. Kabinettet er en enkelt millimeter mindre på hver led, men ellers er alt ved det gamle. Vægten er stadig 2,8 kg.
Skærmen er på 16 tommer, hvilket er en perfekt størrelse, når PC’en på den ene side skal kunne tages med, men stadig skal kunne bruges til spil derhjemme, uden at en ekstern skærm er absolut nødvendig for at opnå indlevelse.
Ny standard for gaming-skærme
Forrige udgave af Acer Predator Helios Neo 16 måtte nøjes med en skærm i Full HD-opløsning (1.920 x 1.080 pixel). Det var et nødvendigt kompromis for at få en høj nok opdateringshastighed til 3D-spil, nemlig 165 Hz.
Men nu er udløbsdatoen for den gamle Full HD-standard endelig kommet. Selv om årets model er lidt billigere, er der blevet råd til en skærm i QHD+-opløsning (2.560 x 1.600 pixel) – og samtidig en opdateringshastighed på hele 240 Hz. Efter dette må vi sige, at der ikke findes nogen acceptabel undskyldning for at lave en gaming-PC med Full HD-skærm!
Tastaturet er det samme som i fjor. Det er RGB-belyst i fire grupper af taster. Det betyder, at man kan få en vis grad af farveanimationer, men ikke med glidende overgange, hvor hver tast har sin egen nuance. Det er helt i orden til prisen – og hellere spare lidt her end på skærmen. Tasterne er i øvrigt af OK kvalitet. Du kan skrive en opgave på dem. Men køb et eksternt tastatur, hvis du ønsker at vinde i spillet.
USB-A til gaming
Acer Predator Helios Neo 16 har et udvalg af porte, der kan virke gammeldags, eftersom USB-A-portene overgår USB-C i antal. Men den gamle portstørrelse er fortsat ret udbredt til eksterne enheder til gaming. Tiden har dog ikke stået stille, og stadig flere mus, tastaturer og headsets har USB-C-tilslutning. Så det ville være på sin plads med en USB-C eller to på siderne af kabinettet. De to USB-C-porte, der er på Helios Neo 16, er nemlig begge anbragt på bagsiden.
Glimrende elektronik
Selv om Helios Neo 16 er forholdsvis billig, er der ikke sparet unødigt på indmaden. Processoren er en 14. generations Intel Core i9-14900HX med 24 kerner og 32 tråde. Det er den hurtigste processor, Intel laver til forbruger-PC’er lige nu. Onde tunger vil sige, at der ikke er nogen nævneværdig forskel på den og 13. generations-udgaven fra i fjor. Med hurtigst er stadig hurtigst.
Grafikkortet er ikke helt så ambitiøst. Nvidia GeForce RTX 4070 er betydeligt langsommere end RTX 4080 og RTX 4090, men også betydeligt billigere. Og sammenlignet med sidste års testmodel, der havde RTX 4060-grafik, er hastighedsforskellen markant.
Den testede PC blev leveret med 16 gigabyte RAM og 1 terabyte SSD. Men den fås også med 32 gigabyte RAM.
Benchmarks
Acer Predator Helios Neo 16 koster under en tredjedel af de kraftigste gaming-laptops. Så forvent ingen hastighedsrekorder.
Men det er faktisk ikke langt fra: På ren processorkraft er Helios Neo 16 lige så hurtig som den monstrøse – og knap fire gange dyrere – MSI Titan 18 HX. Det kan man se ud fra Geekbench 6-testen, hvor Acer opnår henholdsvis 16.037 i multi-core og 2.920 i single-core. MSI’en opnåede i samme test 16.822 i multi-core og 2.825 i single-core!
Forklaringen er den simple, at de to maskiner bruger samme processor. MSI har naturligt nok valgt Intels topmodel til deres prestigemaskine. Men CPU’en er billig nok til, at Acer kunne have råd til at gøre det samme på en mellemprismodel. Og har man valgt den hurtigste model, er det svært at finde noget, der er hurtigere…
Af samme grund er resultatet i kontorsimuleringen PCMark 10 på 8.505 blandt de hurtigste, vi har målt. For testen handler først og fremmest om processorkraft.
Dobbelt så hurtig – fire gange så dyr
Anderledes ser det ud i de forskellige 3D-grafiktests. Her afsløres det, at der ‘kun’ ligger en RTX 4070-grafikprocessor i Acer Predator Helios Neo 16. Men målingerne viser også, at hastighedsforskellen op til topmodellerne er langt mindre end prisforskellen.
Den nye og raytracing-tunge 3DMark Steel Nomad-test kommer ud med et resultat på 2.831 og 28 fps. Til sammenligning er MSI Titan 18 HX med sit RTX 4090-grafikkort ikke engang dobbelt så hurtig: 5.215 og 52 fps.
Resultatet af batteritesten er typisk for gaming-bærbare. To en halv time er i praksis ingenting. Da vores test er mere krævende end virkelig brug, kan du nok vride lidt mere tid ud af batteriet. Men der er ingen vej udenom at tage opladeren med.
Konklusion
Hvis du drømmer om den hurtigste gaming-laptop på markedet, er Acer Predator Helios Neo 16 ikke svaret. Den er til gengæld den computer, du køber for fordi du ikke vil nøjes med at drømme.
Acer Predator Helios Neo 16 er omkring halvt så hurtig til 3D-skydespil som de bedste gaming-laptops på markedet. Men den koster mellem tredjedel og en fjerdedel af disse. Og der er stadig kræfter nok til at trække de allerfleste spil i en hvilken som helst relevant opløsning og hastighed. I hvert fald så længe man bruger den indbyggede 240 Hz QHD-skærm.
Årets model ligner den fra i fjor. Men man får meget mere ydelse for ikke blot de samme, men faktisk lidt færre penge.