TEST: Alienware AW3423DW

Da Alienware annoncerede markedets første gaming-skærm med QD-OLED, AW3423DW, faldt jeg næsten ned af stolen. Endelig en OLED-monitor med perfekt sortniveau og kontrast uden en svimlende høj prisseddel! Og det med ultrabredt, buet 21:9-skærmformat, høj skærmopløsning og en skærmfrekvens på hele 175 Hz. Nok til at kunne vende sig superhurtigt i ethvert spil, uden at skærmen halter bagefter.

Læg hertil en responstid på kun 0,1 millisekund og desuden et generøst antal USB-indgange, og man kunne tro, at man var død og kommet i skærmhimlen!

OLED har som bekendt fordelen af perfekt sortniveau, for idet hver enkelt pixel er sit eget lys, er der ikke behov for bagbelysning. Resultatet er perfekt sort uden halo-artefakter og clouding, som kendetegner LCD-paneler og kan få dem til at se lidt “beskidte” ud.

Hvad er QD-OLED?

Det, der adskiller denne skærm fra andre OLED-skærme, er brugen af såkaldte Quantum Dots (“kvanteprikker”). Teknologien er ret ny og er en slags krydsning mellem OLED-paneler, som vi kender dem, og et farvefilter bestående af Quantum Dots, der bl.a. anvendes i Samsungs og TCL’s QLED-TV’er. Det er i øvrigt Samsung, der laver QD-OLED-panelerne.

QD-OLED’s fordel i forhold til RGB-OLED, som vi finder i dyrere professionelle monitors, er at den nye teknologi er billigere, og at farverne ikke degraderes ujævnt over tid.

I stedet for at bruge en rød, en grøn og en blå subpixel, der tilsammen danner en hovedpixel, har QD-OLED kun blå subpixels. Lyset fra de pixels, som skal være henholdsvis rødt og grønt, reflekteres så af krystaller med Quantum Dots, hvor prikkenes diameter svarer nøjagtigt til bølgelængden af den farve, der skal gengives. På den måde opnås den rigtige farve med et farvefilter, der næsten ikke reducerer lysstyrken.

RGB-OLED-skærme har på sin side ikke noget farvefilter overhovedet, men er en meget dyrere løsning. Der findes også en billigere metode, nemlig den, vi kender fra TV’er med paneler fra LG. Her bruger man som udgangspunkt hvide OLED-subpixels, som filtreres gennem et farvefilter. Men det “stjæler” lys og betyder også, at farverne ikke er lige jævne, når man betragter TV’et fra en skarp vinkel, som de er med RGB-OLED og QD-OLED.

Mere avanceret end WOLED

Når jeg siger, at QD-OLED-teknologien er billig, så er det i forhold til den kompromisløse RGB-OLED-teknologi. Det, man finder i TV’er med paneler fra LG, er derimod en tredje, endnu billigere teknologi.

Den går ud på at bruge hvide subpixels, som sendes gennem et farvefilter, der faktisk stjæler en del lysstyrke. Men en fjerde, hvid subpixel får lov til at være netop hvid for at vinde noget af det tabte lys tilbage.

OLED-TV’er er alligevel ikke lige så lysstærke som de kraftigste LCD-TV’er, og selv om de har et meget bedre billede, når de betragtes ude fra siden, end nogen LCD-TV’er kan prale af, har de ikke den samme farvenøjagtighed som QD-OLED, når de ses fra samme vinkel. Og derfor håber Samsung, at QD-OLED vil blive the next big thing.

Ultrabred skærm

Alienware AW3423DW er en 34 tommers skærm i 21:9 ultrabredformat. Det betyder, at den har samme højde som en 27 tommers skærm i det mere almindelige 16:9-format, men er endnu bredere. Det giver mere plads til dokumenter ved siden af hinanden eller – hvilket er mere relevant i dette tilfælde – udvidet synsvinkel i spil, der understøtter det.

Opløsningen er på 3440 x 1440 pixel. Det er ca. halvdelen af Ultra HD, men dobbelt så meget som Full HD – en helt respektabel pixelopløsning på en skærmstørrelse som denne. Det er trods alt ikke en enorm skærm, vi taler om. Desuden vil højere opløsning være en bremseklods for hastigheden, da de to ting er direkte forbundet.

Når man spiller, vil man have den hurtigst mulige skærm, og så kan denne opløsning være det bedste kompromis. I dette tilfælde taler vi om 175 Hz, hvilket er lynhurtigt – og kræver et ret heftigt grafikkort, hvis man skal udnytte det fuldt ud.

Er den stor nok?

Personligt synes jeg, at Alienware-skærmen er i den lille ende. Man skal sidde ret tæt for at få en intim spiloplevelse, og når jeg skal bruge den til arbejde – hvad enten det er videoredigering eller tekstbehandling – sidder jeg også ret tæt på.

På den anden side vil en større skærm sandsynligvis kræve endnu højere opløsning og et sejere grafikkort, fordi pixelstrukturen bliver mere synlig, når man øger skærmstørrelsen.

Umiddelbart flot på spil

Første gang jeg tænder for skærmen, bliver jeg overrasket over den fornemme farvegengivelse. Producenten har opgivet farverummet til en Delta E-afvigelse på under 2, hvilket er rigtig godt (under 1 anses af mange for at være “perfekt”). Og det er godt, for et almindeligt kolorimeter har endnu ikke fået en farveprofil til denne skærmteknologi.

Jeg prøvede med min Calibrite ColorChecker Display Plus, og selv om farverne ikke blev helt tossede med OLED-profilen i programmet, var det stadig ikke så nøjagtigt, som skærmen var lige ud af æsken. Billedet blev en anelse for blåt.

Sammen med det perfekte sortniveau og den generelt gode lysstyrke er det en fornøjelse at spille first-person shooters som Halo Infinite, hvor man får ekstra dybde i spillet. Man kan også slå Dark Stabilizer til, som skruer op for lysniveauet i de mørkeste områder for at afsløre fjender i skyggerne. Smart, når man ikke ønsker at dø …

Det bliver ikke mindre intenst med racerspillet Forza Horizon 5, hvor bilerne ser tredimensionelle ud med glinsende lak, og detaljerne står klart frem. Bevægelserne er så jævne og glatte, at jeg bare har lyst til at køre hele dagen. Det eneste, jeg savner, er som nævnt, at skærmen var endnu større.

Mærkelig pixelstruktur

Men stop lige en halv. Hvad er det, jeg kan se? Når skærmen skal bruges til hverdagsbrug, f.eks. til at læse websites, bladre i dokumenter på skrivebordet og lave tekstbehandling, er der noget, der ser temmelig mærkeligt ud. Og som spænder ben for skærmoplevelsen.

Først tror jeg, at der er noget galt med opløsningen. Teksten ser decideret pixeleret ud med unaturlige, tykke skygger omkring den. Og bogstaverne er grønne i toppen og magenta i bunden. Jeg lagde ikke mærke til det i starten med spil og grafik, men på tekst er det meget synligt.

Jeg vender tilbage til spillet, og det er tydeligt, når man først har set det. Ikke mindst når der indimellem kommer tekst i spillet, men også i scener med små, lyse objekter på en mørk baggrund. Og på film med hvide undertekster er det på grænsen til det irriterende.

Screen-door effect

Efterhånden kan man ikke undgå at blive irriteret over det, også når man spiller. En anden ting, som denne subpixelstruktur gør, er at den skaber et synligt mellemrum mellem hver pixel. Man kan tydeligt se et gittermønster (også kaldet “screen-door effect” jf. de døre med insektnet, der er almindelige i bl.a. USA) på skærmen.

Da vi testede Sonys 55 tommers TV XR-55A95K med samme type panel, var pixelstrukturen ikke lige så tydelig. Det skyldes, at man sidder længere væk fra TV’et, og desuden har dette TV Ultra HD-opløsning. Hvis Dell havde haft tættere pixelopløsning på deres Alienware-skærm, kunne det i høj grad have afhjulpet problemet.

Et par alternativer

Selv om Alienware-skærmen klart har sine fordele i forhold til konkurrenterne med IPS-panel, bl.a. endnu bedre kontrast end f.eks. MSI Optix MPG321UR-QD – som er en større 32 tommers 16:9 4K-skærm i 16:9 med et fladt og ikke buet panel – har MSI-skærmen og flere af dens ligesindede god nok kontrast med local dimming, der fungerer glimrende i spil. Og har meget bedre opløsning og er meget mere læsevenlige, når der er er skrift involveret.

Hvis du er ude efter det ultrabrede skærmformat, kan jeg f.eks. henvise til Samsung Odyssey Neo G9, der i dag koster omtrent samme som Alienware-skærmen. Så får du en ret vild skærm på 48 tommer i hele 32:9-bredformat! Med en opløsning på 5120 x 1440 er det som to 16:9 2560 x 1440-skærme ved siden af hinanden, og opdateringsfrekvensen på 240 Hz er rimelig spektakulær.

Også Samsung-skærmen er meget mere behagelig med skrift, og det er svært for mig at anbefale Alienware-skærmen frem for den. Og det kommer fra en mand, der for længst har omfavnet OLED som TV-teknologi.

Konklusion

På papiret er Alienware AW3423DW en fantastisk monitor. Perfekt sortniveau med QD-OLED, en fantastisk betragtningsvinkel (det er den virkelig!) og et næsten perfekt afbalanceret farverum. Den har alle egenskaberne for en professionel monitor. På papiret.

Den eneste ko på isen – ud over at skærmen er lidt lille og ikke har ægte Ultra HD-opløsning – er, at de enkelte pixels på QD-OLED-panelet er trekantede, hvilket giver nogle mærkelige artefakter. Det er især synligt på skrift, som bliver grøn i toppen og magenta i bunden. Og det giver et synligt gittermønster på grund af det store mellemrum mellem hver pixel. Hvilket får opløsningen til at se lavere ud, end den i virkeligheden er.

Det er faktisk nok til at overskygge skærmens styrker, som også inkluderer en lynhurtig skærmfrekvens på 175 Hz og en responstid på imponerende 0,1 millisekund. Så den samlede oplevelse bliver desværre middelmådig.

Vi vil ikke give tommelfingeren nedad til QD-OLED som teknologi, men det er tydeligt, at det kræver en højere pixelopløsning end den, Alienware-skærmen leverer.