Vi har flere gange testet maskiner i Asus’ ROG Zephyrus-serie, der er firmaets luksus-serie, når det gælder gaming. Fælles for alle har været superslankt og meget stilrent design, der har været sobert nok til også at bejle til ”seriøse” professionelle kreatører.
Asus ROG Zephyrus G16 GU605 er den nyeste i serien, og den følger recepten til punkt og prikke. Kabinettet er bare 1,6 cm tykt, og vægten holder sig under to kg. Det er imponerende for en 16 tommer gaming-bærbar. Kabinettet er udfræset af ét stykke aluminium, såkaldt ”uni-body”, og maskinen fås i en mørk grå farve – samt i hvidt for de eventyrlystne og de pyntesyge.
Tidligere havde man et såkaldt AniMe Matrix, der bestod af laserborede huller med et LED-farvedisplay til egne animationer. Det er nu reduceret til en stribe af LED’er på tværs af låget, kaldet Slash Lighting. Det er stadig rent lir, men lidt mere diskret lir. Og det kan også slukkes helt.
God plads
I så slankt et kabinet er tasterne nødvendigvis af membrantypen. Men kvaliteten er upåklagelig, og responsen er stram og uden slør. Som man kan tillade sig at forlange til prisen, der er eftertrykkelig.
Når der skal games for alvor derhjemme, vil det stadig være at foretrække med et eksternt, mekanisk tastatur. Hvilket du skal vælge, kan du læse her.
Selv om der er god plads på det store kabinet, har Asus ikke valgt at klemme et numerisk tastatur ind. I stedet finder man højttalere på begge sider af tastaturet.
Touchpad’en er stor og rummelig. Og alt sidder det rigtige sted. I modsætning til de første generationer af Zephyrus-maskiner hvor tastatur og touchpad var rykket helt frem til kabinetkanten af hensyn til kølesystemet. Det er heldigvis fortid. Selv om det må have krævet en del ingeniørtrylleri at få kølet grafikprocessoren ned. ROG Zephyrus G16 fås med op til GeForce RTX 4090-grafik. I den testede model er der dog et lidt mere beskedent GeForce RTX 4070.
Superlækker skærm
Og så kommer vi til hovedattraktionen: Skærmen – og den er fed. Asus ROG Zephyrus G16 er udstyret med en OLED-skærm i WQXGA-opløsning, også kendt som 2,5K (2.560 x 1.600 pixel).
Det er ikke første gang, vi har set en 2,5K-skærm på en maskine i denne serie, men det er første gang, den har været OLED, og det gør en forskel. Asus har på det seneste gjort OLED til standardvalget på deres almindelige kontor-laptops, men gaming har været undtagelsen, hvor hastighed tæller mere end et smukt billede. Men nu kan må man få begge dele på samme tid.
OLED-skærmen har en opdateringshastighed på 240 Hz, hvilket ikke er verdensrekord (den er lige nu 360 Hz), men rigeligt i praksis. OLED-skærmen reagerer desuden langt hurtigere end en tilsvarende LCD. Reaktionstiden er bare 0,3 millisekund. Det er tre gange hurtigere end normale hurtige LCD-skærme i samme opløsning.
Skærmen har alle de certificeringer, man kan komme i tanke om: Pantonevalideret, G-Sync, Dolby Vision og VESA DisplayHDR True Black 500.
Her er en computer, du kan bruge på arbejdet, hvis du er professionel kreativ. For så at tage den med hjem i tasken og bruge den til gaming om aftenen.
Fornem indmad
Asus ROG Zephyrus G16 er en luksusmaskine, hvor der ikke er sparet på hardwaren. En 2,5 GHz Intel Core Ultra 9 185H med 16 kerner og 22 tråde. Der er 32 gigabyte RAM monteret, som der også bør være i en maskine af den kaliber. Den testede model havde 1 terabyte SSD-lager.
Grafikkortet er Nvidia GeForce RTX 4070 med 8 gigabyte RAM. RTX 4070 er det fornuftige og ganske tilstrækkelige valg. Og GPU’en kan, som benchmark-testen demonstrerer, stadig levere en glimrende 3D-ydelse. Der findes også udgaver af Zephyrus G16 med RTX 4080- og endda RTX 4090-grafik. Men så er prisen en noget anden.
Benchmarks
Der sidder en ret kraftig processor i ROG Zephyrus G16, nemlig en Intel Core Ultra 9 med 16 kerner og 32 tråde. Det kan ses i processortesten Geekbench, der ender med et resultat på 13.867 i multicore og 2.440 i single-core. Det er seriøst god regnekraft.
Til almindelige kontoropgaver (der næsten er spild af maskinens kræfter), er ydelsen mere gennemsnitlig. Kontorsimuleringen PCMark 10 ender med en score på 7.472. Det er ikke meget bedre end mere ydmyge maskiner.
Grafiktesten 3DMark Time Spy ender på en score på 11.930, og 3DMark Fire Strike på 26.399. Det er flot, men ikke på ingen måde rekord. Razer Blade 16 klarer de forskellige 3D-grafiktest omkring halvanden gange hurtigere end Zephyrus G16. Men i retfærdighedens navn koster den også næsten det dobbelte!
Årsagen til forskellen i både ydelse og pris er grafikprocessoren. Og man kan godt få en Zephyrus G16 med samme GeForce RTX 4090-kort som Razer. Og så bliver prisen ligeledes halvanden gange så høj.
Batteritiden overrasker positivt. Selv om processoren er hurtig, og skærmen er klar og hurtig, kørte Zephyrus G16 i over fem timer, før batteriet var fladt. Det har sandsynligvis at gøre med, at OLED-skærme ikke har brug for bagbelysning.
Konklusion
Asus ROG Zephyrus G16 GU605 er hurtig. Men det er ikke den billigste måde at få den slags gamingkræfter på. Det må dog godt koste noget at få dem pakket så stilfuldt ind. Og især har det en pris at få en højtopløst og lynhurtig OLED-skærm. Zephyrus G16 henvender sig ikke alene til gamere, men i næsten lige så høj grad til grafisk professionelle, der har brug for processor- og GPU-kræfterne til enten 3D-design eller AI-beregninger. Og set i det lys er prisen fuldt berettiget.