Engang kendte vi HTC som en af de førende producenter af Android-baserede smartphones. Hvem husker ikke mesterværket HTC One fra 2013, som var den første Android-mobil, der for alvor gav Apples iPhone kamp til stregen, for så vidt angår design og materialevalg?
Men ak, HTC’s stjerne på mobilmarkedet er falmet, og i stedet har firmaet fra Taiwan kastet sig over Virtual Reality. Ud over HTC’s første produkt i den kategori, HTC Vive, har vi ikke beskæftiget os synderligt med den tidligere mobilproducents VR-satsning, da HTC’s fokus i de seneste år primært har været at udvikle VR-produkter til virksomheder og forretningsverdenen. Nu ser det imidlertid ud til, at de med HTC Vive Flow er klar til at vende tilbage til markedet for almindelige forbrugere.
God hardware
Med HTC Vive Flow har vi at gøre med et par Virtual Reality-briller, der skal forbindes med en smartphone via Bluetooth for at fungere. Tanken er at gøre VR-oplevelsen mobil, og rent fysisk må man sige, at det er lykkedes. HTC Vive Flow vejer nemlig kun 189 gram, hvoraf det meste af vægten udgøres af de to “brilleglas”, der i virkeligheden er 2,1 tommes LCD-skærme med hver 1600 x 1600 pixel opløsning – eller 3,2K opløsning i alt.
Integreret i den ene af de to brillearme finder man en USB-C-port, som sammen med det medfølgende kabel er nødvendig for at forbinde VR-brillerne til en mobiltelefon eller alternativt en powerbank, for du har også brug for en ekstern strømkilde for at holde tingene kørende.
Ja, du læste rigtigt: HTC Vive Flow har godt nok et indbygget batteri, men det holder kun i fem minutter, og det er for at sikre, at du har tid til at slutte VR-brillerne til strømkilden. Mest oplagt er det at forbinde med mobilen, der så fungerer i en dobbeltrolle som controller og eksternt batteri, men ellers foreslår HTC altså, at du bruger en powerbank – har den et 10.000 mAh batteri, er der strøm nok til at holde brillerne kørende i fire-fem timer.
Øverst til højre på brillerne er der fysiske knapper til at tænde og slukke for Vive Flow, og der er to knapper til at skrue op og ned for lyden ovre på den anden side. Der er også stereohøjttalere på siderne af brillerne, der ligeledes har integrerede mikrofoner, hvilket betyder, at du også kan kommunikere med omverdenen, mens du er nedsænket i VR-universet.
De to “brilleglas” er omgivet af en ansigtspakning af et blødt materiale, der er magnetisk fastgjort og let at fjerne. De to skærme er justérbare med mulighed for at gå helt op til -6,0 i styrke for begge øjne, så du ikke behøver at bære briller.
Kort sagt er HTC Vive Flow umiddelbart et vellykket produkt sådan rent hardware-mæssigt. Her har HTC haft held med at designe et headset, som er let og komfortabelt.
Hvad skal man bruge dem til?
Det er i daglig brug, at HTC Vive Flow er noget nær en katastrofe! Til trods for brillernes 3,2K-opløsning lader billedkvaliteten meget tilbage at ønske, og applikationsmæssigt er produktet rent ud sagt en tynd kop te. Sidst, men ikke mindst fungerer det ikke optimalt at bruge mobilen som controller.
Lad os starte med det sidste. Der følger nemlig ingen dedikeret controller med til HTC Vive Flow. I stedet skal man bruge den parrede smartphone til at navigere. Ved at trykke med to fingre på mobilskærmen aktiveres kontrolelementerne, og derefter kan du svinge telefonen foran dig og trykke på forskellige sektioner af mobilskærmen for at navigere og vælge ting i menuerne og applikationerne i VR-universet.
Det lyder måske meget godt, men i praksis kommer man hele tiden til at trykke forkerte steder på mobilskærmen (som man jo ikke kan se), så man er nødt til at løfte på brillerne og kigge på mobilen for at orientere sig.
Det helt centrale problem er dog, at der ikke er ret meget at bruge VR-brillerne til. De to primære anvendelsesområder er spil samt små apps til meditation og andre VR-oplevelser. Begge dele finder man i HTC’s egen Viveport app-butik, der dels er dyr og dels ikke byder på ret meget indhold.
Helt ærligt, hvis vi vil gå en tur i skoven, så går vi hellere ud i en rigtig skov end at blive siddende derhjemme med HTC’s VR-briller på næsen!
Ufærdige og besværlige
Vive Flow skal også kunne bruges til spejle mobilens skærm, så man kan se film og serier fra diverse streaming-tjenester på brillernes store virtuelle biografskærm, men denne funktion lykkedes det os aldrig at teste, for spejlingen kom aldrig til at virke, selv efter adskillige forsøg på at genstarte både smartphone og headset.
I det hele taget virker HTC Vive Flow ufærdige og ikke helt gennemtænkte. Vi havde mange problemer med at få brillerne til at virke til at begynde med, men det løste sig ved hjælp af et par software-opdateringer. Værre er det, at den her “mobile” VR-løsning kun virker via Wi-Fi.
Jeps, selv om brillerne er forbundet til din mobiltelefon – formentlig både via Bluetooth og et kabel, så de kan få strøm – så kræver de en separat Wi-Fi-forbindelse og kan kun drage nytte af din smartphones mobile internet, hvis du laver et hotspot med mobilen, som brillerne kan forbinde sig med.
Det er ikke nogen elegant løsning, og det er lidt symptomatisk for HTC Vive Flow, at selv om de er beregnet til at fungere sammen med din smartphone, så kræver det dels tre parallelle forbindelser (Bluetooth, USB-C og Miracast + HDCP 2.2) til mobilen og dels en separat Wi-Fi-forbindelse, før det hele spiller. Og det fik vi som nævnt aldrig til at gå op i en højere enhed.
Konklusion
Men det værste er prisen. HTC Vive Flow koster nemlig vanvittige 4.500 kroner, og det er produktet simpelthen ikke værd.
For at sætte den pris lidt i perspektiv, så lancerede Samsung engang et produkt ved navn Gear VR, der var et headset, som man kunne bruge sammen med sin Galaxy-smartphone til at gå på opdagelse i et Virtual Reality-univers med spil, videoer og andre apps – meget lig det, HTC tilbyder via Viveport.
Samsung Gear VR kostede 1.000 kroner, og hvis dét var prisen for HTC Vive Flow, ville vi ikke have noget problem med at anbefale produktet.
Men til mere end tre gange så meget? Glem det, HTC!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer