Navnet siger det klart: Titan!
Titan-maskinerne fra MSI er kæmpemæssige. Jeg har gennem årene testet nogle stykker, og de har på hver deres måde repræsenteret det mest ekstreme for deres tid. Både hvad angår teknologi, størrelse og pris.
Det gælder også for den MSI Titan 18 HX, der nu er landet på testbordet. Som den fylder godt ud.
Som navnet afslører, er der tale om en laptop i 18-tommers format, så det er en maskine, der kræver plads.
Plads er der til gengæld masser af på selve PC’en. Alle taster er i fuld bredde, og selv om der er blevet plads til både et fuldt numerisk tastatur ved siden af, er der også stadig plads til højttalergitre på hver side. Og ikke mindst til de store luftindtag på hver side af kabinettet.
Ekstrem køling
Grafikkortet og processoren har brug for masser af køling, når der lukkes op for sluserne. Når det går hedest til, skal der bortskaffes 270 watt varme.
Under den matsorte og ret diskrete motorhjelm finder man nemlig en 14. generations Intel Core i9-processor og den kraftigste ikke-professionelle grafikprocessor fra Nvidia, GeForce RTX 4090. Dog i mobiludgaven.
Kølesystemet virker glimrende, men de to kraftige blæsere laver nødvendigvis en del støj, når det går hedest til.
Ekstrem skærm
Skærmen er lige så ekstrem som alt andet på Titan 18 HX. Nemlig en 4K LCD-skærm, med MicroLED-bagbelysning. Opdateringshastigheden er ”kun” 120 Hz, men det er stadig nok til de fleste spil. Og når PC’en bruges derhjemme, kan man naturligvis tilslutte flere eksterne skærme med den hastighed og opløsning, man ønsker.
Selv om der kan findes endnu hurtigere skærme, opleves det på ingen måde som en begrænsning at sætte sig ved den indbyggede skærm. Gaming i 4K giver plads og opløsning til at få det hele med. Og man kan undre sig over, at vi så længe fandt os at spille i Full HD!
Men tilbage til tastaturet; det er mekanisk. Mekaniske tastaturer er ubetinget bedst til gaming, fordi de giver den hurtigste og mest stabile kontakt. Men teknologien er dyr og pladskrævende at bruge i bærbare computere. Derfor er tasterne på alle normale laptops af membrantypen.
Men når det gælder Titan-serien, skal begreber som ”dyr” og ”pladskrævende” ikke nødvendigvis opfattes som noget negativt. Alt i MSI Titan 18 HX er dyrt, og det optager den plads, der er brug for.
Ekstremt tastatur
Tastaturet er leveret af SteelSeries, der er mangeårig partner med MSI, og kontakterne (dog af en lavprofiltype) er fra Cherry. Så bliver det ikke meget bedre, og følelsen er da også perfekt, og med det rette, hørbare klik.
Touchpad’en går i et med metalkabinettet, og er usynlig, når PC’en er slukket. Til gengæld lyser den op i rødt, når der er strøm på. Eller i hvilken farve eller farveforløb, man måtte vælge i programmet SteelSeries Engine, der styrer RGB-lyset i touchpad’en, tastaturet og logoet på låget.
Haptisk touchpad
Touchpad’en har haptisk feedback, der betyder, at følelsen af klik, når man trykker fingeren ned, skabes med en aktuator, der trykker tilbage mod fingeren. Det virker, men følelsen er ikke så overbevisende som en rigtig mekanisk kontakt i pladen. Og nogle klik-og-træk-manøvrer kan ende med, at markøren er låst til pladen, indtil man trykker en gang til. Det er dog ikke et stort problem, og til seriøs brug – hvad enten det er gaming eller design – vil man alligevel altid bruge en ekstern mus.
Ekstrem indmad
Det indre er lige så ekstremt som det ydre. Processoren er en Intel Core i9-14900HX, der er den hurtigste i9 med 24 kerner og 32 tråde. Den har hele 64 gigabyte RAM at arbejde med. Og er det ikke tilstrækkelig ekstremt, kan MSI Titan 18 HX fås med voldsomme 192 gigabyte RAM!
Grafikprocessoren er Nvidia GeForce RTX 4090 med 16 gigabyte egen videohukommelse. Lagerpladsen i den testede maskine var 2 terabyte SSD, men er det ikke nok, kan man få det dobbelte.
Ekstreme benchmarks
Med så voldsom hardware kan man forvente et ekstremt resultat. Og det leverer den. MSI Titan 18 HX er på de fleste punkter den hurtigste computer, vi nogensinde har testet. Og det skulle da også bare mangle, eftersom den også er en af de dyreste.
Processortesten Geekbench ender med et resultat på 16.882 i multicore og 2.825 i single-core. Det er overgået af den endnu mere tænderskærende dyre Apple MacBook Pro 16 M3. Men det er det eneste punkt, hvor MacBook’en stadig er rekordholder. Når det gælder Cinebench R24-testen, er Titan 18 HX næsten dobbelt så hurtig som MacBook Pro 16.
De største muskler finder man i grafikkortet. GeForce RTX 4090 er den stærkeste grafikprocessor til laptops lige nu. I hvert fald indtil næste processorgeneration lanceres i sensommeren.
Ekstrem grafikprocessor
Hen over de mange 3DMark-grafiktests leverer MSI Titan 18 HX derfor topresultater. Det er forventeligt. Og lige så forventeligt er det, at andre PC’er med samme grafikprocessor er omtrent lige så hurtige. Alienware M18, som vi testede i efteråret, havde samme grafikprocessor, og CPU’en var direkte forgænger for den Intel Core i9-processor, der sidder i Titan 18 HX.
Alienwares laptop er på de fleste punkter lige i hælene på MSI’en. Men aldrig hurtigere.
Batteritesten udføres kun for princippets skyld, da kæmpen – i princippet – er bærbar. Men da grafikprocessor og CPU tilsammen kan trække op til 270 watt, og batteriet kun rummer lige under 100 watt-timer, er det utænkeligt at gå nogen steder uden den solide oplader. Vores batteritest indeholder ikke 3D-grafik, men den drænede alligevel batteriet på godt halvanden time. Den MicroLED-belyste 4K-skærm bidragede givetvis til resultatet.
Konklusion
MSI Titan 18 HX er i en klasse for sig. Næsten alt på den er fedt: Processor, grafikkort, skærme og tastatur – bare for at nævne det fedeste. Det eneste, der er ufedt, er prisen. Titanen koster dobbelt så meget som en typisk dyr gaming-laptop! Men da der også er dobbelt op på alting, og man ikke kan sætte en finger på noget som helst, er prisen faktisk helt realistisk. De færreste har brug for – og endnu færre råd til – en sådan tour de force af en laptop. Men er du 3D-designer eller professionel gamer med en god kontrakt, er den nok det bedste køb, du kan gøre for din arbejdsgivers penge.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer