TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Sony PlayStation 5

PlayStation 5: Fremtiden er her

Sonys topspecificerede spilkonsol byder på lynhurtig ydelse og knivskarp grafik – skræddersyet til næste generation af avancerede spil.

Af / 19/11/2020 - 09:09
Sony PlayStation 5

Home mener

  • PlayStation 5 er en kraftfuld maskine, der gengiver både nye og ældre spil med knivskarp og flot grafik. Spillene indlæses lynhurtigt, og den innovative controller bidrager til en medrivende spiloplevelse.
  • Der mangler stadig nogle ordentlige “next-gen” spiltitler, som virkelig viser, hvad PS5 kan. Det medfølgende HDMI-kabel er relativt kort.

Sony PlayStation 5 er spilkonsollen, som alle har ventet på. Den lanceres officielt i dag, den 19. november, men mange bliver nok nødt til at vente noget længere. Efterspørgslen har taget Sony og detailhandlerne lidt på sengen, og selv de, der har forudbestilt PS5 for længe siden, kan blive nødt til at vente længe på deres eksemplar.

Sony har også besluttet, at salget skal foregå online på grund af corona-situationen. Dermed skal du være heldig for at få fingre i en PS5 før jul!

Det er imidlertid lykkedes Lyd & Billede at skaffe et testeksemplar via distributøren Nordisk Film. Så spørgsmålet er, om PS5 virkelig er værd at vente på, eller om du lige så godt kan prøve at få fat i en Xbox Series X i stedet. Lad os teste!

PS5 Spiderman
Endelig er den her: Sony PlayStation 5. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Knivskarp grafik og blændende kontrast

PlayStation 5 er proppet med funktioner og hardware, der lover at tage spiloplevelsen til et nyt niveau. Bl.a. ray-tracing (“strålesporing”), som er en funktion, vi kender fra de sejeste gaming-PC’er og grafikprocessorer.

Kort fortalt er det en metode inden for 3D-grafik, der bruges til at skabe mere levende, næsten fotorealistiske billeder. Det giver besnærende effekter, såsom at sollys reflekteres mere naturligt via en overflade, og mere realistiske skygge-effekter.

Annonce

PlayStation 5 kan også vise video i 8K-opløsning med op til 30 billeder i sekundet (fps), alternativt i 4K med op til 60 fps. Med opskaleret 4K-grafik kan den klare op til 120 fps. Sådanne højere billedhastigheder/framerates resulterer typisk i hurtigere og mere præcise bevægelser og hurtigere respons, hvilket er alfa og omega i kompetitive skyde- og racerspil.

Ydelse på dette niveau har hidtil været forbeholdt dedikerede gaming-PC’er med dyre grafikkort, men nu bliver det altså muligt i konsollernes verden!

PS5 vs Xbox X PS5-box-contents PS5 rear connections PS5 controller
<
>
PlayStation 5 har kun én HDMI-udgang og mangler derfor mulighed for at køre lyd- og billedsignalerne separat (til surround-anlæg eller lignende). Dermed skal konsollen tilsluttes direkte til TV’et og lyden sendes ud via HDMI eARC. Alternativt kan man sende AV-signalerne gennem en HDMI 2.1-kompatibel receiver/forstærker. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

 

Design: PS5 er enorm!

PS5 har et design, der adskiller sig kraftigt fra såvel konkurrenterne som tidligere PlayStation-årgange. Sammenlignet med den monolitiske Xbox Series X har PS5 mere graciøse, futuristiske linjer. Som man kan se på billederne, er den også STOR!

Spilkonsoller har traditionelt været et kompakt alternativ til PC’er, men PS5 er en ordentlig krabat. Med sine 39 cm i højden bliver den iøjnefaldende i stuen. Alternativt kan man lægge den vandret og gemme den af vejen i en bogreol.

Årsagen til størrelsen er ikke kun, at Sony har fyldt konsollen med kraftig hardware, men også at de har villet sikre tilstrækkelig køling. Forgængeren PS4 er berygtet for at blive meget varm med dertil hørende blæserstøj. PS5 har et mere avanceret kølesystem med en kombination af blæsere og flydende metal, der cirkulerer og fjerner varme fra processoren. Det lader til at fungere godt, for vi oplevede aldrig, at PS5 blev særlig varm eller afgav irriterende blæserstøj.

Læs også Her er Xbox Series X! Microsofts nye spilkonsol byder på fornem grafik og fede spiloplevelser – som skabt til at nydes på en stor, skarp TV-skærm!

Hvis vi skal kåre en vinder rent designmæssigt, så foretrækker vi Xbox’ mere kompakte og stramme udformning, som er det mest praktiske af de to. Men mange vil nok foretrække PS5’s mere buede linjer. Smag og behag!

Sony PS5 DualSense
Mens Microsoft har beholdt stort set samme controller-design fra forrige generation, har Sony lavet betydelige ændringer på DualSense-controlleren til PS5. (Foto: Audun Hage)

Ny trådløs controller

Den nye DualSense-controller, der følger med PS5, adskiller sig markant fra de gamle DualShock-modeller og har fået en række nye funktioner. En af nyhederne er såkaldt haptisk feedback, som gør, at controlleren kan vibrere mere præcist, varieret og langt kraftigere end før.

Desuden er trigger-knapperne på undersiden blevet adaptive med varierende modstandsniveau. Indbygget gyroskop gør, at man kan vende og dreje controlleren for at udføre forskellige spilbevægelser. Og som om det ikke var nok, har den også indbygget højttaler, mikrofon og touch-panel. Desuden har Sony sørget for, at den er let at oplade via USB-C, og den har en opgivet batterilevetid på otte timer.

Det er også muligt at bruge ældre PS4 DualShock-controllere til PS5, men kun med ældre spiltitler. Til nye PS5-titler er det kun DualSense, der duer, og her vil en ekstra controller koste dig 579 kroner.

Alt i alt synes vi, at den nye DualSense-controller virker langt mere spændende end Xbox-varianten, da den åbner op for flere innovative funktioner.

Brugervenlighed og funktioner

Så snart PlayStation 5 er stabilt placeret i sin base, er den let at slutte til ved hjælp af de medfølgende kabler. Hvis man allerede har en PlayStation-konto, går det hurtigt at logge ind og begynde at spille. Ved første opstart bliver man ledt igennem en opsætningsmenu, der også optimerer TV-billedet, så man kan justere kalibreringen af HDR-lysstyrken til netop ens TV. Smart!

Det nye menusystem vil virke bekendt for tidligere PlayStation-brugere og føles både hurtigt og effektivt at navigere i. Vi fandt os umiddelbart bedre til rette her end i Xbox-menuerne, som i sammenligning virkede mere uoverskuelige i starten. Men det handler selvfølgelig meget om tilvænning.

Når det gælder apps og funktioner, kan man let downloade velkendte streaming-apps som Netflix, Apple TV og Disney+ til indholdsmenuen. Det hele kan styres via DualSense-controlleren, men hvis du har planer om at bruge PS5 meget som medie- og diskafspiller, kan det være smart at købe den såkaldte PS5 Media Remote-controller ved siden af, der koster 299 kroner.

PS5 har også indbygget 4K Blu-ray-afspiller til dem, der vil se spillefilm i den bedste tilgængelige kvalitet! Det er den eneste forskel mellem topmodellen og den billigere PS5 Digital Edition (3.399 kroner), der ikke har diskdrev.

Det er lidt skuffende, at PS5 ikke understøtter HDR-formatet Dolby Vision, som man finder på Xbox Series X. Der er heller ikke understøttelse af Dolby Atmos-lyd, hverken via spil eller indbyggede apps. Sony tilbyder imidlertid deres proprietære “Tempest 3D Audio” via deres egne hovedtelefoner, men det har vi ikke testet endnu.

PS5 Astros Playroom scaled 2
Det præinstallerede spil Astro’s Playroom introducerer os for mulighederne med den nye controller. (Foto: Audun Hage)

Lynhurtig

Vi blev imponeret over indlæsningshastigheden på Xbox Series X, men PS5 er afgjort heller ikke nogen sinke. Især spiltitler, der er optimeret til den nye konsol (f.eks. Spiderman: Miles Morales), indlæses lynhurtigt. Det tager kun nogle få sekunder, fra man starter fra hovedmenuen, til man befinder sig i Spideys verden.

Selv om vi ikke har kunnet sammenligne direkte via identiske spil, virker PS5 i nogle tilfælde noget hurtigere end Xbox Series X. Det kan skyldes det moderne SSD-drev (M.2 NVMe SSD), der skulle være op til dobbelt så hurtig som det, man finder i Microsoft Xbox Series X.

PS5 understøtter derimod ikke såkaldt Quick Resume, som Xbox er udstyret med, hvor man kan hoppe mellem åbnede spil. Her må man i stedet forlade et spil, før man starter et nyt, hvilket selvfølgelig tager længere tid.

PS5 må også nøjes med lidt mindre lagerkapacitet end Xbox Series X (825 gigabyte i alt/667 gigabyte tilgængelig vs. 1 terabyte i alt/800 gigabyte tilgængelig på Xbox), men det skulle kunne udvides med tiden. Det kræver, at man åbner PS5 med en skruetrækker, i modsætning til Xbox Series X, som har en simpel indgang på bagsiden.

PS5 gameplay3 scaled
Spiderman: Miles Morales byder på 4K-opløsning, HDR og ray-tracing med til tider næsten fotorealistisk grafik. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Billedkvalitet

Hele pointen med en moderne konsol er at kunne boltre sig i nye spil med lækker og avanceret grafik. Her må man forvente, at PS5 leverer varen med understøttelse af op til 8K-opløsning og 120 billeder pr. sekund samt HDR og ray-tracing, som er sidste skrig på grafikfronten. Men ikke alt sammen på én gang, selvfølgelig! I praksis er man nødt til at vælge mellem den bedst mulige billedkvalitet (4K-opløsning, detaljeret grafik) og den bedst mulige ydelse (60/120 fps).

Vi startede vores test med det forudinstallerede demospil Astro’s Playroom, der har til formål at introducere os til den nye DualSense-controller. Det kan virke som et børnespil i starten, men er faktisk virkelig krævende til tider!

Kombinationen af gyrosensorer og dynamiske trigger-knapper sætter virkelig koncentrationen på prøve. Det ryster, hopper og pinger, når vi fører figuren Astro gennem spilverdenen, og byder på mange udfordrende manøvrer. Grafikken, derimod, er ikke noget at råbe højt hurra for.

Det klør i fingrene efter at prøve et mere avanceret spil, som sætter grafikmotoren på prøve, så vi downloader Spiderman: Miles Morales. Det er straks en helt anden visuel oplevelse med lækre ray-tracing-effekter. Gengivelsen af New York City, når vi svinger os mellem skyskrabere, tager et solidt skridt tættere på den virkelige verden.

Ulempen er, at det kræver meget computerkraft. For at spille Spiderman: Miles Morales med ray-tracing er man nemlig nødt til at reducere billedhastigheden til 4K 30 fps, hvilket giver mærkbart mere hakkende og ujævne billeder end opskaleret 4K 60 fps uden ray-tracing. Faktisk foretrak vi som regel den glattere og mere responsive 60 fps variant trods en lidt mere tam grafikoplevelse.

I lyset af dette håber vi, at Sony og spiludviklerne kan komme med nogle endnu bedre tilpassede spiltitler til PlayStation 5, som måske kan byde på det bedste fra begge verdener.

PS5 gameplay2 scaled
(Foto: Geir Gråbein Nordby)

Hvilken slags TV har jeg brug for?

Vi har testet PS5 sammen med flere af de nyeste gaming-venlige TV-modeller på markedet, deriblandt Samsung Q80T og LG OLED CX. Disse modeller udmærker sig bl.a. ved understøttelse af HDMI 2.1 og mulighed for op til 120 billeder i sekundet i 4K.

Er det så et absolut must for at nyde godt af PS5? Vores foreløbige svar er både ja og nej. I skrivende stund har vi endnu ikke testet PS5 med nogen titler med 120 fps. Vores erfaringer fra testen af Xbox Series X samt gaming-PC’er med 120 fps er, at det giver en jævnere og mere sømløs grafikoplevelse på de spil, der giver mulighed for det.

Hvis du overvejer at købe et nyt TV, vil vi afgjort anbefale, at du vælger et, der understøtter HDMI 2.1 og 4K 120 fps, men det er ikke et must. Hvis du har et ældre 4K-TV, som du er godt tilfreds med, men som kun understøtter HDMI 2.0 og 4K 60 fps, vil du også få en god billed- og en spiloplevelse med det.

Derimod vil vi helt klart anbefale et TV med bedst mulig kontrast. Mange af de nye spil anvender HDR (High Dynamic Range – højt dynamisk omfang), som giver en væsentlig øgning af kontrastinformation og detaljer.

Sådanne scener ser absolut bedst ud på et kapabelt TV med rigelig kontrast og præcis lysstyring – helst et OLED-TV eller et LCD med direkte LED-bagbelysning. Et “almindeligt” LCD-TV med enklere kantbelysning giver ikke samme kontrast og dybde-effekt, og noget af gevinsten vil gå tabt.

PS5 HDR justering
For at få mest muligt ud af PS5 bør man helt klart have et TV med den bedst mulige kontrast. Her justerer vi HDR-lysstyrken på et Samsung QE55Q80T. (Foto: Audun Hage)

Konklusion

Indtil videre har vi kun dannet os et førsteindtryk af Sony PlayStation 5. Men dette førsteindtryk lover godt! De, der har et moderne TV med 4K-opløsning og HDR, kan glæde sig over lækker, knivskarp og effektfuld grafik. PS5 er heller ikke evigheder om at indlæse. Den starter et nyt spil, før man ved af det, og den ventetid, vi kender fra ældre konsoller, er fortid.

Vi er også imponeret over den nye DualSense-controller, hvor Sony har været virkelig kreative med kontrol- og bevægelsesmulighederne. Her skal det blive spændende at se, hvad andre spilproducenter kan komme på af funktioner.

Er PlayStation 5 så en bedre konsol end Xbox Series X? Det er for tidligt at sige. Meget afhænger af, hvilke originale spiltitler Sony og Microsoft kan diske op med i den kommende tid, og i hvor høj grad spiludviklerne formår at optimere dem til den enkelte konsol. Vi glæder os til at teste flere “next-gen” titler!

Vi vil beholde PlayStation 5 på testbænken som en del af vores reference-rig, så vi jævnligt kan tjekke nye funktioner samt kompatibilitet med nye TV-modeller. Tøv ikke med at kontakte os, hvis du har spørgsmål relateret til TV og gaming!

 

Karakter
Sony PlayStation 5
High End
Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Årets bedste tilbud

Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

4,- / for 4 uger
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Den bedste håndholdte gaming-PC

Fantastisk skærm til gaming

Gaming du har råd til

Kongen af gaming-laptops

Skarp som en ragekniv

Guf for tastaturkrigere

Tjek det billede!

Omen Transcend 14 rammer rigtigt på det meste

Den vildeste Razer Blade

Den næste ”Slim" evolution af PlayStation 5 er klar

Fem vindere

Bedre end Asus til samme pris?