Googles Nexus-produkter skal demonstrere, hvordan Google forestiller sig, at en helt ren og uberørt version af Android spiller sammen med hardware, der er fremstillet nøjagtig efter Googles egne anvisninger. Da Google ikke selv producerer hardware, får søgemaskinegiganten diverse partnerfirmaer til at fremstille Nexus-enhederne, men efterfølgende bliver de markedsført og solgt som officielle Google-produkter. De mest aktuelle Nexus-enheder på markedet er Nexus 4, som er en smartphone produceret af LG, og Nexus 7, der er en prisbillig tablet-computer produceret af ASUS. Sidstnævnte er blevet et stort hit både blandt forbrugere og anmeldere, og vi var også begejstrede for den lille tablet, da vi kiggede på den i august måned sidste år. Vi kaldte den ”et røverkøb” og gav den fem stjerner, og vi mener stadigvæk, at Google Nexus 7 er den bedste ”billige” tablet-computer på markedet.
Derfor har vi længe været spændte på at teste tablet-computeren Nexus 10, som er produceret af Samsung og er det nyeste medlem af Nexus-familien. Samsungs Nexus 10 kan i modsætning til ASUS’ Nexus 7 ikke officielt købes i Danmark, og man skal derfor have fat i den via parallelimport eller kende nogen for eksempel i USA, England eller Tyskland, der kan købe den direkte fra Google, hvis man vil være den lykkelige ejer af den nye Google-tablet.
Når vi alligevel vælger at teste den, er det fordi Nexus 10 er et high-end flagskibsprodukt, der skal vise forbrugerne, at Android-baserede tablets er klar til at tage kampen op mod Apples iPad, der stadigvæk dominerer det attraktive tablet-marked.
Bedste tablet-skærm på markedet
Nexus 10 kommer med Samsungs 1,7 GHz Cortex A15 dual-core processor, 2 GB ram og enten 16 eller 32 GB lagerplads, men tablet-computerens absolutte fortrin er skærmen, som med en størrelse på 10,055” og en opløsning på 2560 x 1600 pixels (300 ppi) i skrivende stund er den bedste skærm på nogen tablet-computer overhovedet. Ikke engang Apples ”fjerde generation iPad med Retina-skærm” kan med en opløsning på 2048 x 1536 pixels (264 ppi) på den 9,7” store skærm følge med, og da vi adskillige gange i de seneste 12 måneder eller deromkring har fremhævet iPad med Retina-skærm netop for den suveræne skærm, så er det i sig selv grund nok til at kigge nærmere på Nexus 10.
De mange pixels kommer til deres ret
Og starter vi med at være helt objektive, så har Nexus 10 et skærmareal, som er omtrent en fjerdedel større end det på iPads retina-skærm, og det betyder selvfølgelig, at der er plads til større billeder på Nexus-skærmen end hos konkurrenten. Det større antal pixels kommer blandt andet til deres ret, hvis man zoomer tæt ind på billeder, der er optaget i HD eller højere opløsning. Man kommer simpelthen tættere i detaljen med Nexus 10 end med iPads retina-skærm, og det uden at billedet bliver pixeleret. Kigger vi på film (lokalt lagret på tablet-computeren) i HD-kvalitet kan vi nærmest ikke se forskel på retina-skærmen og den højopløste skærm på Nexus 10, men det er heller ikke så underligt, da begge skærme har et noget højere antal pixels til rådighed, end man har brug for, når man skal vise video i HD eller sågar fuld HD.
Vi er heller ikke i stand til at skelne imellem e-bøger eller internetsider på de to tablet-skærme, så den endelige dom må blive, at skærmen på Nexus 10 på alle punkter matcher Apples retina-skærm, og at den på et par punkter er den overlegen. Helt objektivt set.
Film ser bedre ud på iPad-skærmen
Så derfor undrer vi os selvfølgelig en hel del, da vi via Netflix prøver at se den samme film på Nexus 10 og iPad 4. Vi lægger de to tablets ved siden af hinanden, de er koblet op på samme Wi-Fi-netværk, og via streaming afspiller de altså den samme film (Thor) helt parallelt, så vi kan lave en direkte og fair sammenligning. For vi må bare konstatere, at filmen ser langt bedre ud på iPad 4 end på Nexus 10. Sidstnævnte skuffer med et mat billede, som byder på både pixelering og artefakter. Det ser simpelthen ud som om, iPad-skærmen er kalibreret bedre.
Og det samme gentager sig, da vi som et alternativ prøver at se det samme foredrag på begge tablets via den populære TED-app. Og her lægger vi så også mærke til, at det ikke blot er videoen, som ser dårligere ud på Nexus 10 med mindre kontrast i billedet og mattere farver. Det er også selve app’en, der på iPad 4 står knivskarpt og virkelig udnytter retina-skærmens høje opløsning. Den samme app ser på Nexus 10 nærmest nusset ud, og det giver os et tydeligt fingerprej om, hvad der er galt.
App-udviklerne har sovet i timen
Problemet er, at den flotte og højopløste skærm på Nexus 10 stort set ikke udnyttes af nogen apps overhovedet. Hvor Apple gjorde et meget stort nummer ud af at lancere en masse ”HD-apps” samtidig med den første iPad med Retina-skærm, der kom på markedet for et års tid siden, så findes der meget få Android-apps i Google Play-butikken, som overhovedet er tilpasset tablet-brug – endsige er optimeret til Nexus 10’s høje skærmopløsning.
Kigger vi i Apples App Store, så er der hele 300.000 apps, der er særligt designet til iPad og en stor del af disse understøtter efterhånden den højopløste retina-skærm. Android-brugere må ofte tage til takke med den samme app uanset, om den skal køre på en smartphone eller på en tablet-computer med superskærm som Nexus 10, og det gælder også de mest populære apps såsom Facebook, Twitter og bankernes app-løsninger. Det er faktisk kun Googles egne apps – f.eks. Chrome, Earth og Maps – der ser fede ud på den eminente Nexus 10-skærm, men så snart du bevæger dig ud i tredjepartsland, bliver du hurtigt skuffet. Det er i øvrigt også grunden til, at en lille tablet med 7”-skærm – som Googles egen Nexus 7 – virker langt bedre med Android end de større modeller. Det betyder simpelthen ikke så meget, at en smartphone-app bliver blæst op til 7”, og sådanne produkter kommer da også til at føles mere som en meget stor smartphone end som en rigtig tablet-computer.
Det er den store ironi ved Nexus 10, at der her er tale om et produkt, der skal vise alle forbrugere, at Android nu er modent som et ”rigtigt” operativsystem til tablets, men i praksis kommer til at demonstrere det modsatte. Jo, Android i version 4.2 er i sig selv et glimrende alternativ til iOS som tablet-operativsystem, men som platform mangler Android stadig i nærmest forfærdende grad apps og indhold, som kan gøre systemet klar til tablet-brug.
Så god er Nexus 10
Og hvor er det synd, for når vi kigger på Google Nexus 10 isoleret set, er der tale om en virkelig lækkerbidsken. Den er lynhurtig, og i vores benchmark-test scorer den højere end iPad 4 både i Geekbench (2512 mod 1785) og i Browsermark 2.0 (2521 mod 2318), hvilket i hvert fald ikke bliver afkræftet af vores oplevelse med Nexus 10 i hverdagsbrug. Alting går hurtigt – både når man navigerer rundt i menuerne og skifter mellem apps, og når man surfer på nettet – og også lyd og kamera er helt på højde med det niveau, vi kender fra Apples iPad. Som vel at mærke er næsten 1.000 kroner dyrere end Google Nexus 10, hvis vi tager udgangspunkt i den samme konfiguration med Wi-Fi og 32 GB lagerplads.
Eneste minus på hardwarefronten er, at Nexus 10 ikke kommer i en version, der understøtter mobilt internet. Og selvom Apple-brugerne ikke finder det så vigtigt, så er de fleste Android-brugere vant til, at man kan udvide lagerpladsen via SD-kort, men det kan man godt glemme med Nexus 10. Øv.
Konklusion
Det er baggrunden for denne artikels overskrift. Egentlig ville vi meget gerne anbefale Google Nexus 10, for isoleret set er der tale om et superlækkert produkt med en fantastisk skærm, imponerende specifikationer og en høj ydelse, men når den daglige brugeroplevelse i den grad hæmmes af ikke-optimerede apps, som tilfældet er, sidder man som bruger tilbage med en bitter smag i munden.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer