: Hegel H360

Det har været længe undervejs, men i den senere tid har selv producenter af dyre hi-fi-enheder forstået, at streaming af musik fra computer og internet ikke skal ses ned på, men snarere imødekommes. Selv de mest ihærdige audiofile både downloader og streamer musik i dag.

Hegel var tidligt ude, idet de allerede i 2008 lancerede forstærkeren H100 med USB-indgang, som i lydkvalitetens navn gav computerens lydkort sparket og overtog de digitale kontroller selv. Så var det bare at åbne en hvilken som helst streaming-tjeneste på computeren og spille løs med ægte hi-fi-lyd.

 

Digitalt udstyret

I dag vil en forstærker uden digitale indgange anses som underlig, også i high-end segmentet. Man forventer at kunne koble tv, medieafspiller, spilkonsol og computer digitalt til forstærkeren.

Det har Hegel for længst taget konsekvensen af, og på bagsiden af H360 finder vi hele tre optiske indgange samt en koaksial. En asynkron USB-indgang modtager det digitale lydsignal fra computeren og understøtter i praksis stort set alle opløsninger: Op til 24 bit/192 kHz PCM plus det mere sjældne DSD-format op til 5,6 MHz (DSD128 = 128 x cd’ers sampling-frekvens).

 

Streaming

Men Hegel er gået et skridt videre med at implementere musik-streaming. Ikke bare AirPlay, som vil glæde Apple-brugere, men også den mere universelle DLNA-protokol. Takket være den kan du streame musik direkte og trådløst fra din smartphone eller computer, helt uafhængigt af mærke og operativsystem.

Du skal bare have en app, der understøtter det. F.eks. Linn Kinsky eller JRiver Media Center, som begge er gratis. Forstærkeren skal være sluttet til dit hjemmenetværk med Ethernet-kabel, men alle de produkter, du streamer fra, kan være lige så trådløse, du vil.

 

Først og fremmest lydkvalitet

Det er dog ikke primært de digitale tilslutningsmuligheder, der skaber en forstærker. Derimod er lydkvaliteten det aller-allervigtigste. Og ofte en god portion effekt oveni – ikke kun for at spille højt, når det gælder, men også for at have benhård kontrol helt ned i dybbasområdet, når man spiller lavt. Et musiksignal er komplekst at gengive, selv inden for en forstærkers komfortzone.

Den nye H360 overtager efter den fremragende H300, som vi i 2012 gav topkarakter og stående ovationer. Den har siden været vores reference i prisklassen omkring 30.000 kroner på grund af “sit ærlige væsen og sine svulmende muskler”.

On/off-knappen sidder ikke længere midt på fronten, men er flyttet til undersiden for at få et mere elegant udseende.

Men da H160 sidste år sendte den tidligere reference til omkring 20.000 kroner, nemlig H200, på pension, fik Hegel et ikke helt uvæsentligt problem. For selv om H160 med sine 2 x 150 watt ikke havde samme muskuløse udtryk som H300, havde den en hurtigere og mere åben levering af transienter fra mellemtoneregisteret og opad i overtonerne. Hvilket også gav en mere åndende gengivelse af bas-instrumenter.

Og da man ikke kan have, at en dyr forstærker ikke overgår sin lillebror på alle områder, var tiden inde for H300 til at give stafetten videre.

 

Ny SoundEngine

Hegels største es i forstærkerærmet er deres patenterede SoundEngine-modul. Det overvåger det elektriske lydsignal i realtid og analyserer, hvad der er støj. Et modfasesignal sendes så ud for at annullere støjen. Hegel kalder denne teknik “adaptiv feedforward”, og sammen med balancerede kredsløb i forforstærkertrinet giver den et endnu lavere støjgulv.

SoundEngine-teknologien er i alt væsentligt forblevet uændret med kun små forbedringer, siden den blev indført for over 15 år siden. Men nu er tiden inde til en gennemgribende revision af SoundEngine. Ifølge Hegel giver den nye version H360 en dæmpningsfaktor på svimlende 4.000 over et bredt frekvensområde, for optimal kontrol over snart sagt alle højttalere.

Samtidig bliver vi lovet, at forvrængningen holdes på et forsvindende lavt niveau, og da kun som anden og tredje harmoniske, og strømforbruget i tomgang er 60 procent lavere end før.

I dagens digitale verden virker det fornuftigt at reducere antallet af analoge indgange til én balanceret og én ubalanceret, til fordel for flere digitale indgange. Tip: Analogudgangen med fast lydniveau er perfekt til en hovedtelefonforstærker!

 

Lyden i praksis

Inde i testrummet er vi i øjeblikket ved at blive fortrolige med højttalerne Piega Classic 60.2 (test på vej), som giver et fantastisk stort og holografisk lydbillede, mens bassen slår rigtig godt fra sig i bunden. De er fine til at adskille forstærkere fra hinanden, ikke mindst da de er glade for meget effekt. Forstærkeren har også været prøvet med mine egne Gallo Reference 3.5 samt PSB’s nye Imagine T3.

Den afdæmpede perle “Melancholia” med den finske indiepop-duo Eva & Manu er en indspilning med et meget luftigt lydlandskab, hvor man kan høre de dejlige slag fra whiskers på bækkenerne og lilletrommen, hvis underside får en herlig raslen fra den spændte seiding. Lydbilledet hviler på en stor, standhaftig elbas, som danner selve dets grundmur. Indspilningen stråler mere, jo bedre udstyr den afspilles med.

Med min egen MacBook Pro sluttet til USB-indgangen og afspillet i tabsfri kvalitet fra streaming-tjenesten Tidal lyder det superluftigt i toppen, samtidig med at der er mesterlig kontrol over bassen. Selv ved høj volumen er der ingen tegn på, at forstærkeren er ved at miste pusten eller fokus i lydbilledet. Hvor H160 er meget opløst i overtonerne, men mangler noget kraft og bas-anslag, har H300 en lidt mere svulstig bas og bedre kontrol, men ikke helt den samme glød i bækkenerne.

H360 tager simpelthen det bedste fra dem begge og præsenterer et lydbillede, der er større, end nogen af dem kan præstere, samtidig med at baskontrollen er væsentlig bedre. Og det siger ikke så lidt, når vi har hyldet H300 som en af de bedste forstærkere til omkring 30.000 kroner.

Også med AirPlay afspillet trådløst fra min iPhone lyder det imponerende. Det er ikke let at høre forskel på den og så USB-indgangen.

XLR-indgangen giver balanceret analogsignal gennem forforstærkertrinet for lavest muligt støjgulv. Forstærkeren er derimod ikke fuldt balanceret gennem effektforstærkerdelen.

 

DAC-loop

Men forstærkeren har også en smart detalje med et DAC-loop. Det indebærer, at den digitale kilde – i dette tilfælde min Mac – kobles til Hegel-forstærkeren som sædvanlig. Signalet clockes for så at køres ud fra digitaludgangen til en ekstern digitalkonverter – til lejligheden Hegel HD12 – som så reclocker signalet igen, før det konverteres til analogt og sendes tilbage til forstærkeren via den balancerede indgang.

Ifølge Hegel giver det bedre resultater, end hvis man bruger den eksterne konverter alene. Hensigten er, at man skal kunne benytte sig af bedre digitalkonvertering i fremtiden og stadig kunne bruge fjernbetjeningen til at styre indgangsvælgeren. Plus at man får en ekstra reclocking og forhåbentlig bedre jitter-reduktion.

Og det virker! Lydbilledet ånder endnu mere, og den samlede lydkvalitet er endnu skarpere end med den indbyggede DAC.

 

Todelt reference

Da vi også har separate komponenter fra samme producent i vores testrum, vil jeg for sjovs skyld se, hvordan forstærkeren står sig mod producentens egen P30 forforstærker og H20 effektforstærker. Forforstærkeren alene koster det samme som H360, mens effektforstærkeren har lidt lavere effekt – “kun” 200 watt pr. kanal. De kobles balanceret sammen, mens Mac’en sluttes til Hegel H12 DAC. Altså et komplet Hegel-setup.

Musikken til lejligheden er “I’m On Fire” med the Boss himself, Bruce Springsteen, fra det klassiske album Born in the USA remastered i 24 bit/96 kHz. Med den todelte forstærkerløsning lyder kantslaget på lilletrommen endnu mere præcist, lydbilledet åbner sig endnu mere udad, og yderligere klangfarver kommer frem.

Men H360 følger godt trop og placerer Springsteen troværdigt midt i et stort lydbillede båret af en pizzicato-guitar og netop kantslaget på lilletrommen, mens den luftige synth danner bagtæppe. Der er ingen tvivl om, at H360 kommer tættere på end nogen anden integreret forstærker fra Hegel, vi har hørt. Og den har omtrent lige så meget effekt at byde på som effektforstærkeren H20, så den kan trække mindst lige så tungtdrevne højttalere.

De fleste digitale lydkilder anvender optisk lydudgang, og derfor er det rart, at H360 har hele tre af slagsen foruden en koaksial og USB. Ethernet-indgangen bruges til at streame musik over netværket, enten med AirPlay eller DLNA.

 

Norma

En forstærker, som jeg faldt pladask for, da jeg testede den sidste år, var italienske Norma Revo IPA-140. Opgivet til 2 x 140 watt har den noget mindre kraft end H160, men den er endnu hurtigere og mere opløst i overtonerne.

Det er meget muligt, at Norma Revo IPA-140 har endnu mere luftige overtoner end selv Hegel H360. Det var trods alt denne egenskab, jeg faldt så pladask for. Men jeg er ikke sikker, da jeg ikke længere har forstærkeren i min besiddelse. Noget, jeg imidlertid er sikker på, er at H360 har væsentlig bedre baskontrol og slår Norma på råstyrke – og dermed passer til endnu flere højttalere, dyre såvel som overkommelige, store som små.

I det lys er prisen på ca. 40.000 kroner ikke så tosset.

 

Konklusion

H360 er Hegels bedste integrerede forstærker nogensinde. Det siger ikke så lidt, da de gennem tiderne har haft flere, der nærmest har fået os til at tabe kæben. Men ingen af dem har haft samme vanvittige baskontrol kombineret med en næsten magisk finkornethed i overtonerne. Den forener styrken fra H300 med hurtigheden og luftigheden fra H160, og er kort sagt en krudttønde med elegance.

Ulempen er, at med højere kvalitet følger højere pris. Med en prisseddel på 39.000 kroner kan vi ikke længere diske op med klicheer som “smæk for skillingen” og “røverkøb” som ved tidligere referencer til 20.000 kroner. Prisen nærmer sig nu high-end mærket, og så bliver kravene til lydkvalitet så meget desto større. I denne prisklasse er Hegel ikke ene om at tilbyde både kraft og raffinement i samme pakke, men der er ingen tvivl om, at forstærkeren indfrier – og lidt til – på alle punkter.

At H360 er en kanongod forstærker, er hævet over enhver tvivl. Og plus i karakterbogen for AirPlay og DLNA-streaming!