TEST: Hegel V10

De sagde, at de ikke ville gøre det, men så gjorde de det alligevel. Måske var det, fordi vi ikke var de eneste, der pressede på for, at Hegel skulle lave et phono-trin. Og de bare gav efter for presset. Eller fordi Bent Holter indså, at presset måske betød, at der rent faktisk var behov for et phono-trin med Hegel-logoet på.

Det var i hvert fald næsten sådan, det skete.

Anders Ertzeid fra Hegel har fortalt, at de indså behovet for et phono-trin, efter at det blev et tilbagevendende tema hos forhandlerne, og som han tilføjede: “Især vores egne medarbejdere i verdens største land: Udlandet.”

Så de tænkte: “Det fikser vi, det er smadderlet at lave,” men så skete det, der ofte sker … “Men hvad hvis vi gør mere sådan og sådan og laver det mere som et high-end phono-trin?” Og så rullede snebolden.

Bent Holter blev helt opslugt af projektet, og resultatet kan man se her: Hegel V10, deres første phono-trin, rigeligt udstyret med tilpasninger til MC- og MM-pickupper.

Museklaver

Hegel har valgt at bruge et kabinet i halv størrelse; mere er strengt taget heller ikke nødvendigt. Hvis man åbner et phono-trin fra en anden producent, er der meget luft under låget, men her er der tætpakket.

Bent Holter og hans hold har valgt et symmetrisk kredsløb, hvor selv den separate strømforsyning har to kabler, et til hver kanal. Den tilsluttes på undersiden og fodrer en E-core trafo indvendig, mens bagsiden har både balancerede og ubalancerede udgange med fast udgangsspænding.

Og et museklaver, som Anders Ertzeid kalder det – små dip-switches, der bruges til at vælge gain, belastningsmodstand og kapacitans (til MM) og slå det subsoniske filter (-3 dB @ 20 Hz) til og fra. En on/off-knap på fronten er den eneste knap på V10.

Kablet fra pladespilleren sluttes til MC- eller MM-indgangene på bagsiden, og jordforbindelse fæstnes i skruen bagpå, men glem ikke at justere de ovennævnte parametre først. De små kontakter er placeret spejlvendt for hver kanal (symmetrisk, som sagt), og man skal bruge en lille skruetrækker til at vippe dem til den ønskede position.

På undersiden er der printet et kort, der viser, hvordan kontakterne skal stå i forhold til pickuppens elektriske egenskaber.

Dip-dip

Ideelt set er det bedre med valg af impedans, kapacitans og forstærkning på skydeknapper eller potmetre på fronten af et phono-trin, men det koster mere og giver ikke bedre lyd, bare bedre bekvemmelighed. Hvis man ikke skifter pickup ofte, er dip-switches en enkel og god løsning.

Man kan stille belastningsmodstanden for MC-pickupper mellem 33 og 550 ohm; kapacitansen for MM-pickupper kan indstilles i syv trin fra 100 til 457 pF og 47 kilo-ohm; og med gain op til 72 dB – i plus 5, 10 og 12 dB (MC via XLR) – kan selv de mest spændingssvage MC-pickupper få forstærkning nok.

Lavt støjgulv

Hegel siger, at de har valgt separate JFET-transistorer, som skal være ekstra støjsvage, og der sidder hele fire af dem parallelt på MC-delen for at dæmpe så meget støj som muligt.

Bipolære transistorer er valgt i forstærkertrinet, adskilt fra transformatoren med det åbne rum, man kan se fra undersiden af phono-trinet.

Ved normal driftstemperatur siger Hegel, at støjen ligger så lavt som -84 dB med en MM-pickup tilsluttet og -81 dB med en MC-pickup. Det er bedre end normalt for phono-trin i denne klasse, og det kan høres.

Lyden af Hegel V10

Man skal skrue temmelig meget op for lyden, før det suser i højttalerne, når V10 er tilsluttet. Men så hører man også den svage højfrekvente susen (“hvid støj”), som mange andre phono-trin har. Dog ikke Electrocompaniet ECP-2; her ligger denne susen lavere i frekvens.

Ingen af dem er så stille som Rega Aura MC, men dette phono-trin (som kun kan bruges med MC) er næsten fire gange dyrere.

De tre har i øvrigt en fordel i forhold til mange andre phono-trin, idet de har balancerede udgange, som giver lidt mindre støj og lidt mere gain.

Det sidste har Hegel V10 i spandevis. Phono-trinet minder ikke overraskende om klangen fra Hegels forstærkere. Stram, detaljeret, dynamisk og med meget potent bas. Lydbilledet åbner sig mere med V10 sammenlignet med et mere simpelt phono-trin af den type, man ofte finder i forstærkere.

Man kan mærke dybden i bassen bedre her end med f.eks. Rega Aria, og bassen er strammere end med ECP-2, men ikke lige så kælderdyb og dynamisk som fra Rega Aura MC. Trommerne på Dire Straits’ Private Investigations får alligevel en storslået dynamik, og man kan mærke suget fra stortrommen i mellemgulvet.

Det, Hegel V10 er bedst til, er den sorte, støjfri baggrund, der males op bag udøverne, og den neutrale klang, der slipper detaljer så godt igennem. Radka Toneffs sarte vokal på Fairytales behandles med finesse og har en fornem dybde og varme, mens Steve Dobrogosz’ klaver lyder dybt og klangfuldt.

Længere opad i frekvens er transienter lidt mere dæmpede end ved lave frekvenser, og Mark Knopflers guitarlyd er exceptionelt kraftfuld her, men de højeste toner klinger ikke så længe som med Aura MC.

Forskellene er ikke store. Man skal lytte aktivt efter dem, og de dumper ikke ned i skødet på én, men de er der trods alt.

Konklusion

Man kan undre sig over, hvorfor det har taget dem næsten 30 år at komme med et phono-trin. Hegel V10 er et gennemført vellykket første forsøg, der giver appetit på mere (en V20, Bent?), og et must for alle vinylsamlere, der elsker lyden af Hegels forstærkere.

Det er nok ikke alle, der vil være begejstrede for museklaveret bagpå, og nogle har måske en mere romantisk tilgang til, hvordan vinylplader skal lyde. Men for dem, der gerne vil have åben, dynamisk, neutral og frem for alt støjfri lyd fra vinylsamlingen, er lydkvaliteten fra Hegel V10 så god, som den kan blive i denne klasse.