*Opdatering 26. marts 2024*.
Efter denne test er Primare-forstærkeren blevet opdateret til I15 Prisma mkII. Den eneste forskel er, at DAC-chippen fra AKM er blevet udskiftet med en fra ESS på grund af en brand på AKM-fabrikken i 2020, som satte en stopper for yderligere produktion af den originale DAC-chip. Primare hævder selv at have arbejdet længe og hårdt for at opnå de samme lydegenskaber, men indrømmer, at den første version lyder lidt mere dynamisk og “punchy”, mens den nye lyder lidt mere “detaljeret og organisk”.
Testen af den originale Primare I15 Prisma følger her
I15 Prisma er Primares billigste streaming-forstærker. Den giver indtryk af at være lille og praktisk, men oser alligevel af kvalitet med et kabinet i metal og fronten i anodiseret aluminium.
Hvor storebrødrene er bygget med den svenske producents egen klasse D-forstærkerteknologi, som de selv kalder UFDP 2, er valget i I15 faldet på hyldevaren fra Hypex. Det er der absolut ikke noget galt i, da Hypex laver nogle af de bedste klasse D forstærkermoduler, vi kender til. Klasse D har den fordel, at det er mere effektivt end traditionel klasse AB og dermed giver mere kraft fra et lettere og mindre kabinet. Her er der nemlig ikke brug for en stor ringkernetransformator eller massive køleelementer.
Den digitale del af I15 Prisma håndterer musikfiler med en opløsning på op til 384 kHz PCM, og da den også omformer det langt mere specielle DSD-format (kendt fra bl.a. SACD), gør den det med op til 5,6 MHz opløsning (DSD128).
Ønsker du forstærkeren uden digitalisering og streaming, findes den i to alternative varianter, som begge er lidt billigere: I15 med kun forstærkerdelen og analoge indgange, og I15MM, som også har pladespillerindgang.
Streaming
Alle streaming-produkter fra Primare bærer navnet Prisma. Det er ikke en selvstændig platform, men snarere en samling velkendte streaming-løsninger i ét og samme produkt. Både AirPlay 2 og Chromecast er indbygget og gør det muligt at streame musik let og tabsfrit direkte fra mobiltelefonen, uanset om du har iPhone eller Android, Mac eller PC. Er du Spotify-bruger, kan du desuden bruge Connect-funktionen.
Der er også en Roon Ready-certificering på vej, så Roon-brugere kan finde forstærkeren på listen over lydkilder og afspille musik på op til 24 bit/384 kHz direkte over netværket. Da jeg selv koblede på Roon, fandt jeg I15 Prisma på listen over Roon Ready-enheder, men da jeg prøvede at vælge den, kom der en meddelelse om, at produktet endnu ikke er godkendt. Produktet stod dog også på listen over Chromecast-enheder i Roon, så jeg kunne afspille på den måde. Men kun med maksimalt 48 kHz opløsning (alle musikfiler kan afspilles – de nedkonverteres blot i afspilleren).
Opsætning
Hvis du vil koble I15 Prisma til Wi-Fi fremfor at bruge netværkskabel, gør du det i Google Home-app’en. Forstærkeren dukker automatisk op som “New device found”, og du klikker bare på den og følger opsætningen slavisk.
Du kan skifte navnet på indgange i opsætningsmenuen og desuden deaktivere indgange, du ikke bruger. Du kan også vælge Auto Sense, så forstærkeren automatisk sættes til den indgang, som modtager signal. Altså der, hvor du afspiller musik.
Hver indgang kan have fast eller variabelt lydniveau – praktisk, hvis du f.eks. vil koble frontkanalerne fra en surround-processor til en indgang på forstærkeren for at inkludere den i signalkæden. Lydniveauet på hver indgang kan også justeres, så alle lydkilder får samme lydniveau.
Brugervenligheden er god, og fjernbetjeningen ligger godt i hånden. Den har dog nogle lidt små knapper og symboler, skriften på displayet kunne godt være endnu større og tydeligere, og jeg savner grafik. Et lækkert coverbillede af det album, man lytter til, havde også været rart.
Stram og dejlig lyd
Dynaudio Evoke 20 er et par rigtig gode kompakthøjttalere, som gengiver musikken med solid klangbund og stor volumen. Men de er ikke så følsomme, og de kræver lidt af forstærkeren for at få hurtigheden på transienter frem.
Den største fordel ved Primare I15 er dens laserskarpe mellemtonegengivelse. Justin Vernons (Bon Iver) stemme på Taylor Swifts inderlige ballade “Exile” gengives meget klart og tydeligt, og den karakteristiske raspen i stemmebåndet kommer usædvanlig godt frem. Der, hvor Dynaudio-højttalerne med visse forstærkere kan lyde lidt rundt og poleret, holdes der fokus. Kontrasterne mellem Swift og Vernon kommer godt frem, og musikken får i høj grad lov at komme ud, som den er spillet ind.
De dybeste bastoner fra klaveret får ikke lige så stort fokus. Luften fra pedalerne kunne have været endnu mere nærværende, og et skift til gulvhøjttalerne Sonus faber Olympica III bekræfter dette. Bunden kunne godt komme endnu bedre frem. Men sikke en flot lyd samlet set! Der er ikke mange forstærkere til under 15.000 kroner, der får detaljerne i musikken frem på denne måde uden at lyde kunstigt.
“F2020” af Avenue Beat i en remixudgave med Jessie Reyez på gæstevokal har nogle herlige basrytmer. Den fortjener en habil forstærker, som har et fast greb om begivenhederne. Og der, hvor jeg frygtede, at I15 Prisma ville give slip på bassen, gør den det faktisk ikke. For selv om den ikke har en lige så rig dybbas som Cambridge Audio Evo 150, er den både stram og spændstig. Faktisk mere karakterfast i bassen end Lyngdorf TDAI-1120. Primare-forstærkeren kan også spille ganske højt, så rummet fyldes med dejlige toner.
Men 60 watt har klart sine begrænsninger. Hvis du tror, du kan skrue helt op på 11 uden at miste kontrollen, må du tro om igen. Det kræver tungere skyts. Men du kan trække den ganske langt, og forstærkeren frygter absolut ikke gulvhøjttalere med tung bas.
Klassisk musik stiller store krav til opløsning i en forstærker for at få alle nuancerne og lagene i strygere, messing- og træblæsere frem. I15 Prisma gør et godt stykke arbejde med at formidle instrumenterne. Lyt blot til tredje sats af Beethovens Klaverkoncert nr. 4 i G dur (Op. 58). Krystian Zimerman sidder ved klaveret og akkompagneres af London Symphony Orchestra under sikker ledelse af dirigent Simon Rattle.
Instrumenternes ansats kommer godt frem, og dynamikken imponerer. Forstærkeren fører stram kontrol, og klangstrukturerne i instrumenterne kommer godt frem. Det eneste, jeg egentlig savner, er et lidt større indtryk af dybde. Man får snarere følelsen af, at musikerne sidder på række på en lang bænk, end at de er fordelt over et todimensionalt plan med bredde og dybde. Men det er petitesserytteri.
Primare I15 Prisma: Konklusion
Hvis du er ude efter en kompakt forstærker med god rytme og energi, samtidig med at den er opløst nok til at formidle musikken på troværdig vis, bør Primare I15 Prisma helt sikkert komme med på listen. Den har mere kraft, end størrelsen tilsiger, og især i mellemtoneområdet imponerer den med flot kontrol.
Der er ikke meget, man savner her, og denne forstærker anbefales til dig, der vil have noget, som er lidt mere raffineret end Bluesound Powernode og andre i den prisklasse. 60 watt bliver lidt for lidt, hvis du forventer at give den fuld gas, men forstærkeren går mere end højt nok til lytning på normalt til lidt højt niveau. En klart anbefalelsesværdig forstærker i sin prisklasse.
Også i denne test:
Cambridge Audio Evo 150
Velopløst kraftkarl
Når det kommer til kompakte alt-i-ét-forstærkere, kan det dårligt gøres bedre end Cambridge Evo 150.
Lyngdorf TDAI-1120
Behersker rummet
I mange rum vil Lyngdorf TDAI-1120 fungere meget bedre end andre forstærkere takket være et vigtigt trick.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer