For mange har mobiltelefonen taget over som hovedkilde, når musik skal lægge stemningen derhjemme. Folk, der går op i lydkvalitet, gyste ved tanken indtil for ganske nylig. Men mobilen kan faktisk forenes med stereoanlægget på en rimelig elegant måde, uden at det går ud over lydkvaliteten.
Streaming-forstærkere
Trådløse højttalere med Bluetooth kan være fine nok, men hvis du vil have ordentlig hi-fi-lyd og bekvemmeligheden ved moderne trådløs teknologi, er det en streaming-forstærker, du skal have.
Den fungerer ligesom enhver anden hi-fi-forstærker, ved at den kobles til et par højttalere. Med kabler. Forskellen er, at forstærkeren har trådløs netværkstilslutning og indbygget understøttelse af streaming-tjenester. Al musik og alle playlister vises så i en app på mobilen, som bruges til at styre det hele. Og disse apps er efterhånden blevet meget brugervenlige.
Selve afspilningen finder sted i forstærkeren. Dermed opnås den kortest mulige signalvej og den bedst mulige håndtering af det digitale lydsignal. Til forskel fra f.eks. Bluetooth, der modtager et komprimeret lydsignal fra mobilen gennem luften – og giver dårligere lyd i den anden ende.
I denne test ser vi på alternativer til Sonos, som er markedsledende i dette segment, men som ikke understøtter højopløst lyd. Det gør alle produkterne i testen derimod.
Hvordan fungerer de?
Fælles for alle forstærkerne i testen er, at de har trådløs netværkstilslutning (Wi-Fi) og mulighed for at styre afspilningen via en app til mobil eller tablet. De kan også kobles trådløst sammen med andre kompatible produkter og afspille den musik, du ønsker, i hele huset. Såkaldt multirumslyd.
Opsætning og indstillinger varierer, men det handler grundlæggende om at koble dem til hjemmenetværket og indtaste det rigtige kodeord.
Ud over Wi-Fi har de fleste forstærkere også mulighed for at spille musik trådløst via Bluetooth, og nogle har AirPlay. Det kan være smart, når du har venner på besøg, eller hvis forstærkeren ikke understøtter din foretrukne musiktjeneste.
Så vidt muligt anbefaler vi at bruge Wi-Fi (eller endnu bedre: Ethernet-kabel direkte i forstærkeren) frem for Bluetooth. Det giver bedre lydkvalitet og bruger mindre batteri på telefonen, plus man slipper for at miste musikken, hver gang telefonen ringer.
Kandidaterne
For et par år siden lavede vi en test af forskellige streaming-forstærkere, store som små, hvor Bluesound Powernode2 løb af med sejren. Den slog bl.a. den markedsledende Sonos Connect:Amp med både kraftigere lyd og en renere musikgengivelse.
Nu vil vi gerne se, om der er andre, der kan slå Bluesounds forstærker. HS2-versionen af HEOS Amp og den nye Electrocompaniet EC Living Rena SA-1 er blandt dem, der gerne vil snuppe tronen. Det samme vil den billigere Yamaha WXA-50 og den helt nye Klipsch PowerGate.
Tilslutninger og funktioner er omtrent de samme på dem alle, så forskellene ligger hovedsagelig i lydkvalitet og brugeroplevelse.
Sådan testede vi
I denne test har vi lagt allermest vægt på lydkvaliteten. Forstærkerne er testet med et varieret udvalg af musik i cd-kvalitet fra streaming-tjenesten Tidal HiFi.
De højttalere, vi har brugt, er de gulvstående Focal Kanta No.2. De tilhører ganske vist en helt anden prisklasse (74.000 kroner parret), men de er letdrevne og fungerer med selv billige forstærkere. Og vigtigst af alt, så skelner de tydeligt mellem forskellige produkter og gør det lettere at høre forskellene mellem forstærkerne.
Bluesound PowerNode2
Ægte musikglæde
Hvor nogle lader os vælge imellem muskler og opløsning, er Bluesound det tætteste, vi kommer på at få i både pose og sæk.
Klipsch PowerGate
Et komplet underholdningscenter
Streaming-forstærkeren med flest tilslutningsmuligheder er det Klipsch, der står for. Og den er rigtig god.
EC Living Rena SA-1
Rendyrket hi-fi
Hvad rendyrket hi-fi-oplevelse angår, er der ikke mange, der kan slå Electrocompaniets forstærker i EC Living-serien.
HEOS Amp HS2
Kraftig og velspillende
Den lille forstærker fra HEOS forstår virkelig at slå fra sig.
Yamaha WXA-50
Meget for pengene
Yamahas forstærker understøtter alt det vigtige, og MusicCast-systemet er blandt de mest brugervenlige.