Med trådløs lydoverførsel kan du afspille musik fra alverdens musikbiblioteker direkte fra lænestolen. Alt, hvad du behøver, er en mobiltelefon eller tablet og et af anlæggene i denne test. Enkelte streaming-tjenester er endda begyndt at tilbyde digital musik i ægte cd-kvalitet, så man kan smide cd-afspilleren ud. En del af anlæggene i denne test har dog også cd-afspiller for at være på den sikre side.
Før i tiden rynkede folk på næsen af tanken om at bruge mobilen som lydkilde. Lydkvaliteten var simpelthen for dårlig til, at musikinteresserede kunne tage det alvorligt.
Sådan er det ikke længere, for med tilstrækkelig høj opløsning på musikfilerne og digital overførsel til anlægget kan mobilen give store musikoplevelser. Det samme kan en computer eller tablet selvfølgelig; begge dele fungerer fremragende som lydkilde. Men god lyd afhænger af kvaliteten af anlægget. Det er nemlig stadig sådan, at både forstærker og højttalere skal være af ordentlig kvalitet.
Bedre kvalitet fra mikro-stereoanlæg
Trådløs lyd fra mobilen kan man få med en dejlig lille rejsehøjttaler eller en anden placeringsvenlig Bluetooth-højttaler. Men hjemme i stuen eller i sommerhuset har man brug for noget bedre. Her kan et mikroanlæg være det perfekte kompromis, hvis målet er god lyd til en acceptabel pris, uden at det fylder alt for meget.
For det første giver det at adskille højttalere og elektronik et helt andet lydbillede. Ved at placere højttalerne med nogle meters mellemrum – f.eks. i en bogreol, men hellere på stativ – får man et bredt og åbent lydlandskab, samtidig med at ekstra membranmateriale lettere kan fylde rummet med lyd. For det andet har mikroanlæggene gerne en kraftigere forstærker, hvilket gør, at det lyder mere afslappet ved høj volumen.
Hvis du ikke vil have et stort stereoanlæg med ditto højttalere, og desuden forbeholder dig retten til ikke at blive fuldstændig blanket af, så er et mikroanlæg et glimrende valg.
Kriterier og udstyr
Ud over separate højttalere og trådløs musik fra smartphone, tablet eller computer har vi sat som kriterium, at anlægget ikke må koste svimlende mange penge. Det dyreste her (Marantz + Boston) er ikke ligefrem billigt med en pris på over 8.000 kroner, men med tanke på udstyret er det langt billigere, end det kunne have været. Hvis du ikke vil bruge så mange penge, kan du også finde noget til under 5.000 kroner.
Det øvrige udstyr varierer en del. Nogle anlæg har cd-afspiller, og nogle har digitale indgange. Nogle har radio, i så fald også DAB og DAB+. Det gælder Sony, Yamaha og Marantz, og der findes også en variant af Panasonic-anlægget med digital radio, men det er ikke det, vi har testet. Mange er også gået over til at styre med mobiltelefonen via en app.
Sådan testede vi
Alle anlæggene blev testet med højttalerne placeret på gulvstativer ca. 30 cm fra bagvæggen, hvilket er tæt nok til at få lidt fylde fra bagvæggen, som den slags mikroanlæg normalt er beregnet til. Vi brugte ikke bogreoler og vil fraråde det, fordi de giver resonans og maskerer musikken.
Vores musikkilde var en iPhone 5, som blev koblet til via netværk eller Bluetooth, afhængigt af hvilken type tilslutningsmuligheder anlægget har.
Anlæggene fra NAD og Bowers & Wilkins samt Marantz og Boston har ikke kabler med i prisen. For at udgangspunktet skulle være ens, brugte vi samme type tynde kobberledninger til højttalerne, som følger med de andre anlæg. For at få et lidt bedre lydbillede anbefaler vi dog at bruge et par hundrede kroner på højttalerkabler.
NAD D3020 + Bowers & Wilkins 686 S2
Ægte hi-fi
NAD og Bowers & Wilkins giver ægte hi-fi-oplevelse med stor, luftig og neutral lyd.
Marantz M-CR610 + Boston Acoustics A 25
Perfekt allround-anlæg
Spækket med funktioner og forbindelsesmuligheder og ikke mindst fantastisk lydkvalitet er det her klassens bedste anlæg.
Sony CMT-SBT300WB
Fejlskud uden bas
Sony er i vælten for tiden med mange gode lyd- og billedprodukter. Desværre er dette minianlæg ikke et af dem …
Philips DS9830
Lækre lydskabninger
Philips’ højttalere med diskanten på en stilk er et stiligt alternativ til traditionelle minianlæg. Men de koster også.
Yamaha MCR-N560D
Behagelige toner
Med Yamaha bag lydpulten er hyggestunden garanteret.
Panasonic SC-PMX9
Perfekt balance
Panasonic er ikke det første mærke, vi tænker på, når det gælder gode mini hi-fi-systemer, men den opfattelse måtte vi genoverveje efter at have hørt dette anlæg!