annonse
annonse
annonse

Test: ATC SCM11

ATC SCM11
ATC SCM11

Monitoren der giver gåsehud

Lad dig ikke narre af det triste udseende og fraværet af eksotiske materialer. Disse højttalere får de små hår til at rejse sig.

Holografien og lydlandskabet får gåsehuden frem, og timingen og dynamikken er vildt sej. Det her er musik!
Noget må ofres, og i dette tilfælde er det den dybeste bas. Udseendet vil næppe tiltale de interiørbevidste.

I hi-fi-verdenen er ATC et navn, som få har hørt om, og endnu færre har et forhold til. Spørger du derimod en lydtekniker, vil han nikke bekræftende. I studiebranchen er ATC, eller Acoustic Transducer Company, kendt for deres korrekte monitorhøjttalere, primært af den aktive slags. Altså med forstærker indbygget i højttaleren. Men de laver også hi-fi-højttalere såsom den kompakte passive SCM11.

Dynamik og lydtryk

ATC har en temmelig typisk historie, som vi har hørt nogle varianter af i hi-fi-branchen. Direktør Billy Woodman var pianist og savnede at høre et klaver i dets fulde dynamiske skala via datidens hi-fi-højttalere. De var simpelthen ikke gode nok til at gengive dynamikken i et klaver eller et orkester. Han vendte blikket mod USA, hvor kraftige PA-højttalere havde fået fodfæste i koncert- og biografsale. Desværre lød de forfærdeligt. Woodman var fast besluttet på at kombinere de to, altså god lyd og stor dynamisk rækkevidde.

I 1974 grundlagde han ATC og begyndte at udvikle sine egne højttaler-enheder. Enhederne fandt hurtigt vej ind i studiebranchen, hvor behovet for ærlig lyd med god dynamik var særlig stort. Bands som Pink Floyd og Supertramp var blandt de tidlige kunder, og de er ikke ligefrem kendt for dårlige indspilninger.

Ingen forskel på studie og hi-fi

De første komplette ATC-højttalere så dagens lys i 1980’erne, og den dag i dag produceres alle højttalere med samme filosofi: At gengive den indspillede musik på ærligst mulig vis i dens fulde dynamiske pragt. Det gælder i lige så høj grad for hi-fi-modellerne som for dem, der er beregnet til studiebrug. Ingen ujævn justering af lyden den ene eller den anden vej.

“Vi gør ikke forskel på de to områder. Vi har fokuseret på ingeniørarbejdet, og når det sidder, får du et godt produkt. Lydfilosofien er at genskabe musikken, sådan som den er optaget, med fuld dynamik, timing og frekvenslinearitet. Det passer både til hi-fi- og studiebrug. Til hi-fi kan nogle af højttalerne nok opleves som lidt for ærlige, men hvis du skal have de bedste indspilninger til at lyde optimalt, kan du ikke gå på kompromis,” sagde salgschef Ben Lilly til mig i en telefonsamtale.

Kompakt, men kedelig

SCM11 er ikke nogen ny højttalermodel. Den første udgave så dagens lys i 2005. Med et firkantet, klodset kabinet og en dobbelt frontplade, der mere end noget andet så ud til at være limet på som en eftertanke.

Den aktuelle version kom i 2013 med en ny og forbedret silkediskant og et justeret delefilter. Kabinettet er nu mere afrundet, hvilket stiver op og gør den ekstra frontplade overflødig. Udseendet er dermed mere strømlinet, men den ser stadig traditionel og lidt trist ud sat op mod f.eks. Audiovector QR1, Scansonic MB-1 eller for så vidt ærkerivalen PCM Twenty5.21.

Metalfronterne er usædvanlig utiltalende med deres store, grove masker og ser nærmest ud, som om de er taget fra en grill. Hvis du ikke føler noget stort behov for at have dem på, kan de bare lægges tilbage i kassen. Heldigvis er de fæstnet med magneter, så du slipper for grimme huller i frontpladen.

Det indvendige tæller

Som med så meget andet er det det indvendige, der tæller. Her finder man bl.a. en 15 cm bas/mellemtone af CLD (Constrained Layer Damping), hvor to stive og lette membranlag beklæder hver sin side af et dæmpende lag. Det giver både øget stivhed og god dæmpning, altså en pose-og-sæk-løsning for bedst mulig musikgengivelse.

Både diskanten og bassen er udviklet og produceret af ATC, og de har arbejdet hårdt med delefilteret for at få en så flad impedanskurve som muligt og dermed gøre højttaleren let at drive for de fleste forstærkere. Omend man med en følsomhed på 85 dB stadig har brug for noget effekt for at vække dem til live. Du skal ikke have meget mindre end 100 watt, hvis du foretrækker andet end baggrundsmusik.

Enormt klaver

Men hvis du tror, at baggrundsmusik er det, SCM11 trives bedst med, så må du tro om igen. Lad dig ikke narre af størrelsen, for den lyd, der kommer ud af de kompakte højttalere, har et format, som jeg ikke har hørt fra den slags i lang tid.

For nu at tage ren klaverklang – som jo var hovedårsagen til, at ATC blev startet – så er det bare at spille “After Bach” af Brad Mehldau, fra Tidal i MQA og 96 kHz opløsning. Klaveret, som spilles både jazzet og klassisk på én gang, har et attack, som jeg sjældent har hørt. Højttalerne har timing, så det holder, hvor under- og overtonerne på hvert tangentanslag falder helt samtidigt. Klangfarverne kommer frem i spandevis, og lydbilledet hænger i luften, mellem højttalerne. Og der er dybde her, en tredimensional af de sjældne. Det er vitterlig, som om pianisten sidder i rummet.

For en ordens skyld, så er højttalerne placeret der, hvor vi i vores testrum har konstateret, at de fleste højttalere lyder bedst, hvilket er omkring 110 cm fra sidevæggene målt fra midten af diskant-enheden og med frontpladen ca. 170 cm fra bagvæggen. Kilden er Roon på min MacBook koblet til den integrerede T+A R 1000 E via netværket.

Orkester overbeviser

Hvad med et stort orkester? Jo, førstecellist Alisa Weilerstein har i hvert fald ingen problemer, når hun sammen med det tjekkiske filharmoniske orkester fremfører Dvoráks cellokoncert i h-mol. Holdt i ørerne af dirigent Jiří Bělohlávek.

Højttalerne holder fokus på celloen, som er langt fremme i lydbilledet, akkompagneret af resten af symfoniorkesteret, der er mere nedtonet og fjernt. Det er alligevel let at høre lagene i strygere og messingblæsere, og der er nogle partier med fuld tryk på, som andre højttalere har problemer med, når man spiller højt.

Et eksempel er XTZ 99.36 Beryllium, som har fabelagtig opløsning især i diskantområdet. Og som lyder fint på alle måder, men ikke har det sidste ord at skulle have sagt, hvad angår dynamik.

ATC’erne lyder på en måde lidt mørkere, idet detaljerne i diskantområdet ikke står ud af enhederne på samme måde. Men de er der; det er bare sådan, at de hænger så perfekt sammen med resten af toneområdet, at man ikke registrerer det som diskant.

I stedet er det, som om man sidder i koncertsalen og hører orkesteret foran sig. Så sammenhængende er det og med en dynamik så naturlig og selvfølgelig, at man kan skrue temmelig højt op for lyden, uden at det lyder mere mættet. Det bliver bare højere, mens stereoperspektivet bevares intakt.

Når jeg skifter til den meget dyrere forstærker Hegel H590, som med en pris på 75.000 kroner er ret meget overkill, så kommer lydbilledet endnu bedre frem, samtidig med at baggrunden bliver mere stille. Forstærkeren dekoder også MQA hele vejen og kan have nogle fordele i den henseende. Men den lyder også bedre med almindelig cd-kvalitet. Ikke mindst fordi den har over 300 watt pr. kanal!

Ikke ægte dybbas

Har højttalerne nogen svagheder? Jo, der er ikke rigtig dybbas her, så selv om man kan høre klangstrukturerne i kontrabasserne, så kan jeg godt forstå folk, der gerne vil have større højttalere. Man kan sætte SCM11 længere ind mod væggen, hvilket giver mere fylde i bassen, men så mister man noget af den fantastiske tredimensionalitet i lydbilledet. ATC selv vil da også helst have, at folk køber en af deres trevejshøjttalere, som giver endnu mere af det hele.

Flade popproduktioner

Men ud over basregisteret, så afslører højtalerne nådesløst forskellene mellem gode og dårlige indspilninger.

Mange moderne popudgivelser er nærmest ikke til at holde ud at høre på, og det understreger ATC i den grad. Både Alan Walkers “Diamond Heart” og Panic! At The Discos “High Hopes” er horrible produktioner, der lyder så skarpt og irriterende, at jeg bare ikke orker dem. Men så kommer Lil Wayne og Post Malone med “What About Me” og viser, at hitlistepop kan lyde helt okay. Og ATC SCM11 kvitterer med en rytmisk og sej lyd, som gør, at man bare bliver siddende.

Konklusion

ATC SCM11 er en sjælden perle af en kompakthøjttaler. Den tager alt, hvad den får smidt efter sig, i strakt arm og gengiver musikken med en timing, som vi sjældent har hørt magen til, kombineret med en tredimensionalitet, der normalt hører til i langt dyrere prisklasser.

Både stemmer og instrumenter lyder fantastisk. Der mangler ægte dybbas, og der findes andre med endnu flere detaljer helt i toppen af overtonerne. Men helheden skal man højt op i pris for at slå.

Jeg kan ikke komme på andre højttalere til under 20.000 kroner, som jeg hellere ville have. Hvis man da kan se bort fra det triste udseende, og at forstærkerbudgettet nok bør være noget højere end højttalerbudgettet.

picture4 picture1 picture2 picture3 picture5 picture6
<
>
Mellomtonebassen i ATC SCM11 har en diger magnet, og membranen er en sandwich med to stive, lette flater på hver sin side av en dempende membran. Foto: ATC

I hi-fi-verdenen er ATC et navn, som få har hørt om, og endnu færre har et forhold til. Spørger du derimod en lydtekniker, vil han nikke bekræftende. I studiebranchen er ATC, eller Acoustic Transducer Company, kendt for deres korrekte monitorhøjttalere, primært af den aktive slags. Altså med forstærker indbygget i højttaleren. Men de laver også hi-fi-højttalere såsom den kompakte passive SCM11.

Dynamik og lydtryk

ATC har en temmelig typisk historie, som vi har hørt nogle varianter af i hi-fi-branchen. Direktør Billy Woodman var pianist og savnede at høre et klaver i dets fulde dynamiske skala via datidens hi-fi-højttalere. De var simpelthen ikke gode nok til at gengive dynamikken i et klaver eller et orkester. Han vendte blikket mod USA, hvor kraftige PA-højttalere havde fået fodfæste i koncert- og biografsale. Desværre lød de forfærdeligt. Woodman var fast besluttet på at kombinere de to, altså god lyd og stor dynamisk rækkevidde. I 1974 grundlagde han ATC og begyndte at udvikle sine egne højttaler-enheder. Enhederne fandt hurtigt vej ind i studiebranchen, hvor behovet for ærlig lyd med god dynamik var særlig stort. Bands som Pink Floyd og Supertramp var blandt de tidlige kunder, og de er ikke ligefrem kendt for dårlige indspilninger.

Ingen forskel på studie og hi-fi

De første komplette ATC-højttalere så dagens lys i 1980’erne, og den dag i dag produceres alle højttalere med samme filosofi: At gengive den indspillede musik på ærligst mulig vis i dens fulde dynamiske pragt. Det gælder i lige så høj grad for hi-fi-modellerne som for dem, der er beregnet til studiebrug. Ingen ujævn justering af lyden den ene eller den anden vej. “Vi gør ikke forskel på de to områder. Vi har fokuseret på ingeniørarbejdet, og når det sidder, får du et godt produkt. Lydfilosofien er at genskabe musikken, sådan som den er optaget, med fuld dynamik, timing og frekvenslinearitet. Det passer både til hi-fi- og studiebrug. Til hi-fi kan nogle af højttalerne nok opleves som lidt for ærlige, men hvis du skal have de bedste indspilninger til at lyde optimalt, kan du ikke gå på kompromis,” sagde salgschef Ben Lilly til mig i en telefonsamtale.

Kompakt, men kedelig

SCM11 er ikke nogen ny højttalermodel. Den første udgave så dagens lys i 2005. Med et firkantet, klodset kabinet og en dobbelt frontplade, der mere end noget andet så ud til at være limet på som en eftertanke. Den aktuelle version kom i 2013 med en ny og forbedret silkediskant og et justeret delefilter. Kabinettet er nu mere afrundet, hvilket stiver op og gør den ekstra frontplade overflødig. Udseendet er dermed mere strømlinet, men den ser stadig traditionel og lidt trist ud sat op mod f.eks. Audiovector QR1, Scansonic MB-1 eller for så vidt ærkerivalen PCM Twenty5.21. Metalfronterne er usædvanlig utiltalende med deres store, grove masker og ser nærmest ud, som om de er taget fra en grill. Hvis du ikke føler noget stort behov for at have dem på, kan de bare lægges tilbage i kassen. Heldigvis er de fæstnet med magneter, så du slipper for grimme huller i frontpladen.

Det indvendige tæller

Som med så meget andet er det det indvendige, der tæller. Her finder man bl.a. en 15 cm bas/mellemtone af CLD (Constrained Layer Damping), hvor to stive og lette membranlag beklæder hver sin side af et dæmpende lag. Det giver både øget stivhed og god dæmpning, altså en pose-og-sæk-løsning for bedst mulig musikgengivelse. Både diskanten og bassen er udviklet og produceret af ATC, og de har arbejdet hårdt med delefilteret for at få en så flad impedanskurve som muligt og dermed gøre højttaleren let at drive for de fleste forstærkere. Omend man med en følsomhed på 85 dB stadig har brug for noget effekt for at vække dem til live. Du skal ikke have meget mindre end 100 watt, hvis du foretrækker andet end baggrundsmusik.

Enormt klaver

Men hvis du tror, at baggrundsmusik er det, SCM11 trives bedst med, så må du tro om igen. Lad dig ikke narre af størrelsen, for den lyd, der kommer ud af de kompakte højttalere, har et format, som jeg ikke har hørt fra den slags i lang tid. For nu at tage ren klaverklang – som jo var hovedårsagen til, at ATC blev startet – så er det bare at spille “After Bach” af Brad Mehldau, fra Tidal i MQA og 96 kHz opløsning. Klaveret, som spilles både jazzet og klassisk på én gang, har et attack, som jeg sjældent har hørt. Højttalerne har timing, så det holder, hvor under- og overtonerne på hvert tangentanslag falder helt samtidigt. Klangfarverne kommer frem i spandevis, og lydbilledet hænger i luften, mellem højttalerne. Og der er dybde her, en tredimensional af de sjældne. Det er vitterlig, som om pianisten sidder i rummet. For en ordens skyld, så er højttalerne placeret der, hvor vi i vores testrum har konstateret, at de fleste højttalere lyder bedst, hvilket er omkring 110 cm fra sidevæggene målt fra midten af diskant-enheden og med frontpladen ca. 170 cm fra bagvæggen. Kilden er Roon på min MacBook koblet til den integrerede T+A R 1000 E via netværket.

Orkester overbeviser

Hvad med et stort orkester? Jo, førstecellist Alisa Weilerstein har i hvert fald ingen problemer, når hun sammen med det tjekkiske filharmoniske orkester fremfører Dvoráks cellokoncert i h-mol. Holdt i ørerne af dirigent Jiří Bělohlávek. Højttalerne holder fokus på celloen, som er langt fremme i lydbilledet, akkompagneret af resten af symfoniorkesteret, der er mere nedtonet og fjernt. Det er alligevel let at høre lagene i strygere og messingblæsere, og der er nogle partier med fuld tryk på, som andre højttalere har problemer med, når man spiller højt. Et eksempel er XTZ 99.36 Beryllium, som har fabelagtig opløsning især i diskantområdet. Og som lyder fint på alle måder, men ikke har det sidste ord at skulle have sagt, hvad angår dynamik. ATC’erne lyder på en måde lidt mørkere, idet detaljerne i diskantområdet ikke står ud af enhederne på samme måde. Men de er der; det er bare sådan, at de hænger så perfekt sammen med resten af toneområdet, at man ikke registrerer det som diskant. I stedet er det, som om man sidder i koncertsalen og hører orkesteret foran sig. Så sammenhængende er det og med en dynamik så naturlig og selvfølgelig, at man kan skrue temmelig højt op for lyden, uden at det lyder mere mættet. Det bliver bare højere, mens stereoperspektivet bevares intakt. Når jeg skifter til den meget dyrere forstærker Hegel H590, som med en pris på 75.000 kroner er ret meget overkill, så kommer lydbilledet endnu bedre frem, samtidig med at baggrunden bliver mere stille. Forstærkeren dekoder også MQA hele vejen og kan have nogle fordele i den henseende. Men den lyder også bedre med almindelig cd-kvalitet. Ikke mindst fordi den har over 300 watt pr. kanal!

Ikke ægte dybbas

Har højttalerne nogen svagheder? Jo, der er ikke rigtig dybbas her, så selv om man kan høre klangstrukturerne i kontrabasserne, så kan jeg godt forstå folk, der gerne vil have større højttalere. Man kan sætte SCM11 længere ind mod væggen, hvilket giver mere fylde i bassen, men så mister man noget af den fantastiske tredimensionalitet i lydbilledet. ATC selv vil da også helst have, at folk køber en af deres trevejshøjttalere, som giver endnu mere af det hele.

Flade popproduktioner

Men ud over basregisteret, så afslører højtalerne nådesløst forskellene mellem gode og dårlige indspilninger. Mange moderne popudgivelser er nærmest ikke til at holde ud at høre på, og det understreger ATC i den grad. Både Alan Walkers “Diamond Heart” og Panic! At The Discos “High Hopes” er horrible produktioner, der lyder så skarpt og irriterende, at jeg bare ikke orker dem. Men så kommer Lil Wayne og Post Malone med “What About Me” og viser, at hitlistepop kan lyde helt okay. Og ATC SCM11 kvitterer med en rytmisk og sej lyd, som gør, at man bare bliver siddende.

Konklusion

ATC SCM11 er en sjælden perle af en kompakthøjttaler. Den tager alt, hvad den får smidt efter sig, i strakt arm og gengiver musikken med en timing, som vi sjældent har hørt magen til, kombineret med en tredimensionalitet, der normalt hører til i langt dyrere prisklasser. Både stemmer og instrumenter lyder fantastisk. Der mangler ægte dybbas, og der findes andre med endnu flere detaljer helt i toppen af overtonerne. Men helheden skal man højt op i pris for at slå. Jeg kan ikke komme på andre højttalere til under 20.000 kroner, som jeg hellere ville have. Hvis man da kan se bort fra det triste udseende, og at forstærkerbudgettet nok bør være noget højere end højttalerbudgettet. [gallery ids="85849,85846,85847,85848,85850,85851,85852,85853,85854,85856"]
Vi tester mere end 450 produkter om året. Læs denne test, og få fuld adgang til Lyd & Billede.
Allerede abonnent? Log ind.
Prøveabonnement
0,-
Fri adgang til lydogbillede.dk
Bronzeabonnement
369,-pr/halvår
1/2 år (6 numre) Digitaludgaven Fri adgang til lydogbillede.dk
Sølvabonnement
660,-pr/år
1 år (11 numre) Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Guldabonnement
1.049,-pr/år
1 år (11 numre) Ny digital film hver måned Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Abonnementet fornyes automatisk til ordinær pris: 49 kr om måneden.

Med et abonnement på Lyd & Billede får du:

Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven (iPad/Android) hver måned Betydelig rabat Vælg selv længden af dit abonnement - og med eller uden film Stor velkomstgave
Bedste pris på ATC SCM11
Pricerunner.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.
  • Type: 2-vejs kompakthøjttaler
  • Diskant: 25 mm (1″) silke-dome
  • Bas/mellemtone: 150 mm (6″) CLD-sandwich
  • Frekvensområde: 56 Hz – 22 kHz (-6 dB)
  • Følsomhed: 85 dB / 8 ohm
  • Mål: 38,1 x 23,2 x 23,6 cm
  • Vægt: 10,9 kg
  • Finish: Sort satin, hvid satin, sort ask, kirsebær
  • Web: datpro.dk
ATC SCM11 produktside
Pris: 11300,-

Har du noget at tilføje?

Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk.
Error: View f1cf4efu6y may not exist

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-