Test: Audio-Technica AT-ART9

Mange billige pladespillere kommer med en simpel pickup fra Audio-Technica. Den, vi tester her, har dog kun navnet tilfælles med disse, for den er lavet til langt dyrere grammofoner og er teknisk set snarere i Formel 1-klassen.

Den hedder AT-ART9 og har en lidt speciel konstruktion. Alle pickupper har magnet og spole som grundkonstruktion; den aktuelle er en Moving Coil-pickup (bevægelig spole) med separate spoler til hver kanal og en neodymmagnet monteret i et hus af støbt aluminium og hård plast.

Pickuppen leverer en udgangsspænding på 0,5 mV, som passer fint til alle RIAA-trin (også kaldet pickup-forstærkere) med MC-indgang.

Den har samme interne dæmpning som den enestående (og billigere) AT-OC9/III, samme type boron-nålearm og Audio-Technics Line Contact-slibning og magnetkonstruktion – hentet fra den dobbelt så dyre AT-50NV.

AT-ART9 har messingskruer og runde møtrikker, som skal sættes på fra undersiden, når pickuppen samles, og det kræver mildt sagt fingerfærdighed at få gjort rigtigt. Gevind direkte i huset er klart at foretrække!

Det skal også nævnes, at den lodrette sporingsvinkel skal være 23 grader, hvilket i enkelte tilfælde kræver justering af tonearmshøjden. Det er det ikke alle pladespillere, der har, så tjek det, før du bestiller en ART9.

Præcisionsinstrument

Der findes i øvrigt også en ART7, som er en variant med kun 0,12 mV udgangsspænding (mindre spoler og lavere masse). Hvorvidt den lyder bedre, er ikke godt at sige, men ART9 lyder i hvert fald fantastisk.

Den giver mere dybde til indspilninger med klaver, f.eks. Radka Toneff og Steve Dobrogosz’ Fairytales eller Keith Jarretts Köln-koncert, og den behersker kompleksiteten i Billy Cobhams “Quadrant” til perfektion.

Den dynamiske kontrast er bedre end med nogen anden pickup til under 10.000 kroner, jeg har hørt, og transientresponsen er lynhurtig. Koret på “Lacrimosa” fra Mozarts Requiem lyder ikke bare storslået, men får et grandiost format med en enorm dybde.

På Dire Straits’ “Love Over Gold” er guitarklangen fyldig, samtidig med at man kan høre detaljer i fingerspillet på strengene. Trondheimsolisterne og Marianne Thorsens indspilning af Mozart-violinkoncerter klinger mere naturligt her end med AT-OC9/III eller Ortofon Quintet Black S.

Bas gengives med benhård kontrol. Den lyder stramt snarere end fedt, men forstår at slå fra sig, når det er nødvendigt. Hvilket både Billy Cobhams og Pick Withers’ trommespil nød godt af.

Konklusion

Audio Technica AT-ART9 er måske den bedste pickup i sin klasse, hvis man vil have mere dybde, åbenhed og dynamik fra vinylpladerne. Den gør ingenting forkert, omend den er besværlig at montere, og den vil løfte lyden fra de fleste pladespillere, jeg kan komme i tanke om.

ART9 er mere end god nok til at parres med high-end grammofoner og fremstår som noget af et kup blandt MC-pickupper i premiumklassen.