Audio-Technica, vær venlig at sætte denne pladespiller i produktion igen. Den er levedygtig, den ser fantastisk ud, og den spiller rigtig godt. Der er intet at betænke sig på.
Audio-Technica har kun bygget 3.000 eksemplarer af den gennemsigtige pladespiller i akryl. Den er skabt til Audio-Technicas 60-års jubilæum, og den er allerede udsolgt. Uåbnede kasser af AT-LP2022 går allerede for det dobbelte af prisen på eBay, hvilket viser, at efterspørgslen er meget større, end Audio-Technica havde forventet.
Da den blev lanceret, blev prisen sat til 1.200 euro, hvilket er lidt over prisen for en Rega Planar 3. For de ekstra penge får man en relativt kompakt pladespiller i gennemsigtig akryl, med en højdejusterbar tonearm i kulfiber og en pickup med to forskellige nåle.
Audio-Technica-afspilleren ligner ikke nogen anden pladespiller på markedet. Pro-Ject 6 PerspeX SB er den, der kommer tættest på. Men den er udført i Corian, har en sort tallerken og koster det dobbelte.
Audio-Technica AT-LP2022
Her er det meste lavet af gennemsigtig akryl. Chassiset er lavet af et enkelt stykke 30 mm tykt akryl. Den remdrevne tallerken i 16 mm akryl. Al elektronikken er tydeligt synlig gennem akrylen, således at afspilleren er et ægte blikfang, uanset hvor den er placeret.
Silikoneremmen er ført rundt om akryltallerknen, og hastighederne styres af en 33/ 1/3- og 45-knap på venstre side af tallerknen. På den anden side har Audio-Technica monteret den højdejusterbare kulfiberarm på en højdejusterbar armbase. Da der ikke medfølger nogen måtte til tallerknen, kan man frit eksperimentere med filt-, kork- eller silikonemåtter og justere armens højde i overensstemmelse hermed.
Men egentlig skal man bruge afspilleren uden en måtte på tallerkenen.
Samme pickup, to nåle
Eftersom armen har aftageligt pickuphus – AT-HS4 SV – er det nemt at montere en anden pickup end den medfølgende. Som er en Audio-Technica AT-VM95E BK. En meget fin MM-pickup med normal udgangsspænding på 4 mV, elliptisk slibning og aftagelig nål.
Den skal have en nåletryksvægt på 2 gram, 47 kOhm belastning og 23 graders sporingsvinkel, men da den er færdigmonteret i pickuphuset, er det bare at fastgøre den til armrøret og justere modvægten i den anden ende.
Pladespilleren leveres med en ekstra nål, som passer til den samme pickup. Den hedder AT-VMN95SH CL og har en skarpere Shibata-slibning (2,7 x 0,26) på en nålearm i aluminium. Den har et bredere frekvensområde og en bedre kanalseparation.
Der er ikke noget indbygget phono-trin (RIAA) her. Det medfølgende kabel er af god kvalitet og kan tilsluttes direkte til et passende phono-trin, og så er man klar til at spille.
Rotationshastigheden blev målt til 33,28, og afvigelsen var -0,15%.
Med en afvigelse på 0,52% lå Wow og Flutter lidt højere end på en Pro-Ject X1. Men det er bedre end W&F på den direkte drevne Thorens TD402DD.
To slibninger med forskellige egenskaber
Målingerne viser med andre ord ingen afvigelser af betydning, de er i praksis ikke mærkbare. Klavertonerne fremstår som et solidt fundament i lydbilledet.
Klaveret på Jan Gunnar Hoffs Living, indspillet af 2L, klinger frit og åbent i rummet. Der er godt med tyngde i de nedre oktaver, og lydbilledet er stort og stabilt. Med den skarpere Shibata-slibning på VMN95SH CL er fokus og detaljegengivelse klarere, men bassen er også slankere. Nogle vil sikkert foretrække den anden nål, og på Dire Straits Love Over Gold er lyden varmere, federe og fyldigere, på bekostning af gennemsigtigheden i lydbilledet, når den elliptiske nål er monteret.
Den dynamiske kontrast er særdeles god, om end ikke helt så levende som på en Technics Sl-1500C, som også leverer bas med større autoritet. Men hvis man sætter Shibata-slibningen på, åbnes lydbilledet igen, og så er der mere detaljerigdom i lydbilledet, end der er fra både en SL-1500C og en Planar 3.
Jeg har ikke prøvet pladespilleren med dyrere pickupper, men jeg er sikker på, at en endnu bedre pickup, f.eks. en MC-pickup fra Audio-Technica, Ortofon eller Sumiko, ikke vil være spildt her. Den påvirkes meget lidt af vibrationer i rummet, og kulfiberarmen virker solidt bygget og godt dæmpet.
Dette var meget tydeligt på Living, hvor klaveret får lov til at klinge frit, uden at man kan høre klang eller pitch blive påvirket af resonans eller forvrængning.
Med Shibata-nålen får man flere klangnuancer frem, og jeg kan forestille mig, at potentialet for endnu bedre lydkvalitet er let at opnå med en endnu bedre pickup.
Konklusion
Audio-Technicas jubilæumspladespiller fortjener et større publikum enn de 3.000 verden over, som har haft held med at få fat i den. Ikke nok med at den ser spektakulært godt ut, den spiller fremragende lige ud af æsken med den medfølgende pickup, og den matcher let konkurrenterne i tilsvarende prisklasse på det vigtigste parameter: Lydkvaliteten. Den kan lyde lidt vel afslappet, og den dynamiske kontrast er især i bassen ikke helt på niveau med de bedste i denne disiplin. Men den spiller med overbevisende inflevelse, åbenhed og balance. Hvad mere kan man ønske?
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer