TEST: Axxess Forte 1

Når nogen udråber dette til at være nirvana for ørerne, bliver vi nysgerrige. Især når det handler om en dugfrisk producent, som ingen nogensinde har hørt om. Eller næsten ingen. Hænderne i vejret, alle der har hørt om Axxess. Ingen?  

Det er ikke så overraskende. Virksomheden har i hi-fi-sammenhæng kun eksisteret i cirka fem minutter, men folkene bag Axxess er på ingen måde nye i faget. Tilsammen har de vel omkring 200 års erfaring at trække på, og de har givet os relativt nye producenter som Ansuz, Aavik og Børresen – og nu senest: Axxess.   

Audio Group Denmark blev grundlagt af Lars Kristensen og Michael Børresen, og Axxess er på sin vis Audio Group Denmarks ‘budgetserie’, foreløbig bestående af to par højttalere, en del tilbehør som f.eks. kabler og en ret unik forstærker ved navn Forte.  

En streamingforstærker uden en masse ‘unødvendige’ tilslutninger, designet af en levende legende i dansk hi-fi-sammenhæng: Flemming Rasmussen, som er bedst kendt for at have grundlagt Gryphon Audio.  

Forte 1 er basismodellen ud af tre i Forte-serien, og ligesom Forte 2 og 3 er den bygget op omkring Pascals UMAC-moduler med Tesla-spoler, en 1-bit DAC og et streamer-modul, der er hentet fra Aaviks langt mere kostbare streamere.   

Dette er ikke forstærkeren, du skal købe, hvis du har flere lydkilder. Der er f.eks. ingen pladespillerindgang her, og der er kun én analog lydindgang. Men den har flere digitale tilslutninger, USB, optisk og BNC, og to USB-indgange til tilslutning af en lydkilde som f.eks. en harddisk eller en Wi-Fi-dongle. Det skyldes, at forstærkeren ikke har indbygget Wi-Fi; streaming skal ske over netværket ved hjælp af Ethernet, hvilket som bekendt er en bedre løsning end Wi-Fi.  

Forte-serien styres med Aaviks streamer-app, som kun findes til iPad. En begrænsning for mange, måske, men en iPad giver i det mindste et fremragende overblik over musikken fra enten Spotify, Tidal eller Qobuz. 

UMAC

Der går rygter om, at der i fremtiden kommer understøttelse af Roon, så man kan styre sin musik fra en Roon-app på en hvilken som helst enhed.

De tre modeller i Forte-serien bygger alle på Pascals UMAC-teknologi, som bruger Tesla-spoler og dither-kredsløb i stedet for konventionelle kondensatorer, modstande og transistorer. Folkene bag forstærkeren vurderer, at lyden skal minde om en analog klasse A-forstærker og ikke en klasse D- eller PWM-baseret forstærker. 

Effekten er opgivet til 2 x 100 watt for alle modeller, og det, der adskiller dem fra hinanden, er antallet af Tesla-spoler og dither-kredsløb, der reducerer støj. Forte 1 har 36 aktive Tesla-spoler, 72 aktive firkantspoler og tre dither-kredsløb. Forte 2 fordobler antallet og har desuden fire zirkoniumspoler. Flagskibet Forte 3 har mere af det samme, kabinettet er i kompositmaterialer, og derudover har det en bundplade af kobber, som reducerer resonanserne yderligere. 

Klarhed som et nypudset vindue

Axxess Forte 1 ligner forstærkerne fra Aavik med et kæmpedisplay og en diger volumenkontrol. Det er nemt at se, hvilken indgang der er valgt, og hvad der afspilles, eftersom displayet fylder næsten hele fronten. Musikken styres primært fra app’en, men knapper på fronten giver brugeren adgang til indgangsvalg og grundlæggende indstillinger.   

Opdatering af firmware er ikke så ligetil. Uden Wi-Fi og adgang til en server er det umuligt at opgradere, medmindre man har en PC med Windows og et RS-232-kabel til rådighed. Løsningen er selvfølgelig at tage forstærkeren med til en forhandler for at få den opgraderet, men vi lever i 2024, ikke 1994.   

Lyden har derimod ingen antydning af 1994 over sig. På et bredt udvalg af højttalere fra KEF, Dynaudio, Sonus faber og de gulvstående L3 fra Axxess selv fik vi et solidt indtryk af de kvaliteter, der bor i Forte 1. Importøren havde leveret forstærkeren med Axxess-højttalerkabler, et Ethernet-kabel og et strømkabel, for ikke at glemme Noir afkoblingsfødder med små titankugler mellem tre runde skiver i kompositmateriale.   

På de små KEF R3 Meta leverede forstærkeren et krystalklart lydbillede. Skarpt og præcist fokuseret, måske med en smule dæmpet energi i dybbassen, men det blev selvfølgelig langt bedre med et par gulvstående Olympica III’ere. Allerbedst blev lyden, da Forte 1 blev tilsluttet de endnu dyrere Contour Legacy fra Dynaudio (test kommer), som leverede opløsning og luft på en tydeligere måde, end både R3 Meta og Olympica-højttalerne er i stand til.  

Vi testede også Forte 1 med de gulvstående Axxess L3, og Taylor Swift og Bon Ivers Exile lød fuldstændigt korrekt. Lidt for meget måske, og Geir syntes, at lydbilledet var ret smalt. Det hjalp at flytte højttalerne tættere på væggen. Dermed fik også Lizzos About Damn Time mere skala og energi i bassen. Lydbilledet opleves som neutralt, og det har ikke meget af den varme og fylde i lyden, som en Yamaha A-S3200 har.  

Det sprudler ikke af rytmisk glød på Lizzo, sådan som det gør med Naim Uniti Nova.  

Men på Keith Jarretts Belonging-kvartets My Song er der en større åbenhed i lyden. Når vi skifter til mandens triobesætning på Golden Earrings fra hans livealbum The Cure, sammenligner vi den med den dyrere – og mere kraftfulde – Hegel H590. På albummet er der en rigtig fin klang i klaveret, og undervejs er der soloer fra både kontrabas og slagtøj. Her savner vi den dybde og energi, som Hegel-forstærkeren leverer. Denne går også mærkbart dybere i bassen på Axxess-højttalerne, og det mangler også bare. Den koster en del mere og har flere kræfter under motorhjelmen.  

Man kan tydeligt høre forstærkerens kvaliteter, men som Geir bemærkede, er musikken så kontrolleret og korrekt, at det kan være på grænsen til det kedelige.   

Med de over dobbelt så dyre Dynaudio-højttalere kommer forstærkerens kvaliteter mere til deres ret. Klangen i Scarlattis Sonate i C-dur (K 406) er mere tydeligt til stede, og lydbilledet er større og endnu mere åbent end i Axxess-højttalerne.   

Det fortæller os, at forstærkeren vokser med opgaven og vil lyde bedre og anderledes, efterhånden som man bevæger sig op i højttalerkvalitet.  

Musikken lyder endnu renere og har samme klarhed som et nypudset vindue, så der er med andre ord ingen grund til at spare på højttalerne til Forte 1. 

Konklusion

Det lader til at være en regel, at streamingforstærkere ikke skal have mange indgange. De skal bare kunne streame musik trådløst eller via Ethernet, og hvis det lever op til behovet, er Axxess Forte 1 værd at lytte til. Der er også begrænsninger for, hvad man kan tilslutte her, men så længe streaming er lydkilde nummer ét, kommer man ikke til at mangle noget. Kan man lide, at musikken lyder ren, uforfalsket, naturlig og neutral, er Forte 1 en fremragende streamingforstærker. Foretrækker man et varmere, fyldigere og rundere lydbillede, skal man lede andetsteds.