: Ayre AX-5 Twenty

Før jeg pakkede ud og sluttede til, må jeg indrømme, at jeg var skeptisk. Efter jubilæumsfejringen virkede det, som om tømmermændene ikke havde lagt sig. Jeg mener, fejrer man 20 år, så har man vel lov til at gå lidt amok. Men så meget?

Jeg taler ikke om mig selv, men om Ayre, en lidt ukendt producent fra Colorado i USA. Som er bedst kendt for sine bjerge og for John Denver, men i snævrere kredse også for high-end-producenter som Boulder og altså Ayre.

De bidrager næppe væsentligt til delstatens indtægter, selv om priserne på deres produkter er både fem-, seks- og syvcifrede. Men det ændrer sig måske nu, for Ayre har skruet priserne op efter jubilæumsfejringen, som har afstedkommet et glinsende Twenty-logo på alle deres produkter.

Omtrent her kunne vi have afskrevet AX-5 Twenty. Den ville være havnet i samme kategori som de endeløse Mark II-, Mark III- osv. udgaver. Eller Limited Edition, Special Edition og Signature. Lyder det bekendt? Den klassiske måde at hype en ny kabinetfarve på. Eller i bedste fald et par bedre kondensatorer, end originalen havde.

For den nye integrerede forstærker ligner præcis den, vi testede i 2013. Solidt bygget i et mellemstort aluminiumkabinet. Og helt blottet for digitale indgange – ikke så meget som en pladespillerindgang at se. Virkelig old school. Den har endda beholdt de både elskede og udskældte højttalerterminaler, der ikke kan bruges med andet end spadestik.

Effekten er opgivet til samme 125 watt pr. kanal, så alt er tilsyneladende magen til på Twenty-udgaven. Bortset fra prisen, som næsten er fordoblet siden 2013. Men Charlie Hansen og hans team af ingeniører har hverken haft tømmermænd eller slået hovedet. De har skrællet AX-5 for stort set al indvendig elektronik og er begyndt forfra.

Fra scratch

Ifølge Ayre har de lavet en ny strømforsyning, redesignet kredsløbet og skiftet den gamle volumenkontrol ud med en ny, der er servostyret. Blandt andet.

Den har f.eks. ikke negativ tilbagekobling (modkobling), men har en forbedret version af Ayres EquiLock, som skal give en mere lineær spændingsrespons til transistorerne. Samt Ayres Double Diamond-setup på udgangene og et fuldt balanceret kredsløb, hvor signalet er jordet hele vejen fra indgangen til højttalerkablernes terminaler på bagsiden. Det dæmper RF-støj og elektromagnetisk interferens, og reducerer risikoen for crosstalk.

Forstærkeren har også Ayres eget Power Line RFI-netfilter indbygget, som holder netstøj væk fra signalet.

Opsætning

På bagsiden finder man både balancerede og ubalancerede indgange, men altså kun analoge. Hvis du har brug for en DAC eller en pladespillerforstærker, må den sluttes til en separat enhed. F.eks. Ayres pragtfulde, men ikke lige så praktiske RIAA-trin P-5XE eller digitalkonverteren QX-5 Twenty. Som vi også har testet.

Første gang man tilslutter noget som helst, skal man gå ind i opsætningsmenuen og aktivere og navngive indgangene – CD, LP, DAC osv. – og det er kun de aktiverede indgange, der kan bruges.

Så langt, så godt. Men så kommer vi til …

Lyden, for pokker da

Man kan ikke se, hvorfor Twenty-udgaven er så meget dyrere, men man kan høre det!

Jeg sluttede forstærkeren direkte til Sonus fabers på alle måder pragtfulde gulvhøjttalere Serafino. Lyden blev serveret af cd-drivværket McIntosh MDT450 og en MacBook med Tidal HiFi samt USB-kabel fra AudioQuest, via Ayre QX-5 Twenty.

Det lød temmelig fantastisk – og meget bedre, end jeg havde ventet.

Den lyder faktisk som en lidt svagere udgave af Ayre-forstærkersættet KX-R Twenty og VX-R Twenty, bare til den halve pris. Musikken bredes ud i et klippefast stereoperspektiv, med en sjælden evne til at give klange og nuancer rum og atmosfære.

Klangkarakteren vil jeg sige er neutral med en antydning af varme, der giver f.eks. vokaler lidt glød. Såsom Sade, hvis fløjlsbløde vokal virkelig kommer til sin ret på AX-5.

For den giver stemmen både luft og fylde, hvor andre forstærkere kun giver den én af delene. Eller – som visse forstærkere gør – giver vokalen en lidt lysere klang.

AX-5 lyder også langt kraftigere, end man skulle tro, for den har en eksplosiv dynamisk kontrast. Den sprudler virkelig af spilleglæde. Ikke af den løsslupne slags, snarere behersket og kontrolleret, men med et heftigt temperament.

Sammenlignet med Gryphon Diablo 300, som er kraftigere på papiret og har endnu bedre dynamisk kontrol, er der ikke meget forskel på detaljerigdommen og gennemsigtigheden. Men Diablo er dyrere.

Det samme er Audio Research GSi75. Denne integrerede rørforstærker har færre kræfter, men indbygget USB-DAC og MC/MM-indgang for omkring 20.000 kroner ekstra og lyder dejligt med al musik. Men den har ikke den samme muskuløs elegance som Ayre-forstærkeren.

Den største forbedring i forhold til forgængeren er, at Twenty-udgaven slipper flere af klangenes mikronuancer igennem, og den har et bedre greb om dynamikken. Især i bassen. Men jeg oplever den ikke som vanvittig meget bedre. Hvis du har hørt forgængeren, vil det være velkendt land.

Bassen er strammere og har mere pondus. F.eks. på Diana Kralls nye album, Turn Up the Quiet, hvor de laveste oktaver fra klaver og kontrabas virkelig føles, som om forstærkeren har endeløse kræfter, når jeg spiller højt. Basgangen på Solanges “Weary” får en bundløs dybde og strækker Sonus faber-højttalernes basrespons endnu dybere, end jeg troede var muligt.

Samtidig er der noget vægtløs og organisk over den måde, Cecilia Bartolis vokal på La Forza dell’amore e dell’odio opleves i rummet. Hendes stemme hænger som et tæppe i midten, med en enorm dybde, som giver lydbilledet en tydelig tredimensionalitet.

Der er ingen hårdhed, udtværede klange, skarpe s-lyde eller unoder her. Kun knivskarp præcision.

Konklusion

Er AX-5 Twenty så de mange ekstra penge værd? For nogle er den helt sikkert, men selv er jeg ikke så sikker. Den lyder bestemt, som man forventer af en dyr high-end-forstærker, og mangler heller ikke kræfter eller raffinement til at kunne hamle op med sine nærmeste rivaler. Men den har ikke rigtig noget andet byde på. De digitale lydkilder må igennem en anden enhed; der er ikke engang en USB-port.

På den måde stiller den op med et handicap i forhold til meget andet i samme prisklasse, men det gælder afgjort ikke lydkvaliteten. Som ikke står tilbage for noget.