: Ayre KX-R Twenty og VX-R Twenty

Gud ved, hvad det var. Jeg glemte tid og sted, og den vanvittige pris huskede jeg ikke længere. Sådan er det, tænkte jeg, efter at jeg kom til mig selv. Sådan er det, når man har råd til at betale for det allerbedste udstyr.

For at prisen er vanvittig, er der ingen tvivl om. Næsten 400.000 for et par forstærkere lyder helt sindssygt. Derudover har man brug for højttalere, en forstående samlever, masser af plads og gerne en musikkilde. Ellers er der ikke megen ræson i at lægge så mange penge i et forstærkersæt.

Før man ved af det, er man langt over en halv million. For et stereoanlæg! Jeg kan allerede høre naboernes latter i baggrunden.

Men for nogle er det det hele værd. Nogle giver også afkald på sommerhus, båd, dyre ferier eller fede bil for at forfølge drømmen om suveræn lyd derhjemme. For disse meget få er Ayres forstærkere langtfra ukendt territorium.

De er i løbet af et par årtier rykket op i eliteserien og ind i high-end-entusiasternes bevidsthed. Forstærkerne fra Charlie Hansens team i Boulder, Colorado, er blandt det ypperste, man kan drive high-end-højttalere med.

Ud med det gamle

Vi har testet Ayres forstærkere mange gange. Fra deres fremragende 60 watt integrerede til de massive 300 watt monoforstærkere. Hver gang vi har været lige begejstrede. Der er rent faktisk noget af det ypperste, der kan købes for penge.

Såsom KX-R og VX-R. En for- og en effektforstærker, som vi testede for fem år siden.

De hører til referenceserien – deraf R’et – og er lavet i støbte aluminiumkabinetter med CNC-fræsede køleribber og profiler. Det er Twenty-udgaverne også, og derfor ser de ud magen til dem, vi testede i 2010.

Og ind med det nye

Men under de tykke aluminiumplader er alting nyt. Alt undtagen transformatorerne. Resten, såsom kredsløb og printkort, er komplet redesignet. Strømreguleringen, ja alle komponenter inklusive volumenkontrollen er nye.

Forstærkerne er fuldt balancerede, og signalet er jordet hele vejen fra indgangen til højttalerkablernes terminaler på bagsiden. Det reducerer mængden af RF-støj, dæmper elektromagnetisk interferens og reducerer risikoen for crosstalk.

Feedback

Effektforstærkeren VX-R Twenty har gennemgået samme forvandling indvendig, men er stadig en tokanals forstærker på 200 watt i 8 ohm og 400 watt i 4 ohm. Det er stereoudgaven af den heftige 300 watt kraftige monoforstærker MX-R, der også er bygget om til Twenty-udgave.

Som sædvanlig for Ayre bruges der ikke negativ tilbagekobling i kredsløbet for at reducere forvrængning i udgangstrinet. I stedet bruger Ayre deres egen opfindelse Equilock, som er designet til at give en fuldstændig lineær spændingsrespons til alle transistorerne gennem hele frekvensområdet op til 250 kHz.

Begge forstærkere har Ayres eget netfilter Power-Line RFI indbygget for at holde netværksstøj væk.

Helt analog

Forforstærkerens redesignede VGT (Variable Gain Transconductance) volumenkontrol regulerer volumen (gain) i 60 decibels trin, og signal/støj-forholdet er konstant uanset volumen. Samtidig er signalet fuldstændig lineært, uden at forvrængningen stiger, når volumen øges.

På bagsiden finder man fire balancerede og fire ubalancerede indgange. KX-R Twenty er helt analog uden USB eller digitale indgange og har heller ikke pladespillerindgang.

Informationen på skærmen kan dæmpes, og i opsætningsmenuen kan man omdøbe indgangene og justere indgangsfølsomhed, balance og gain.

Effektforstærkeren har beholdt Ayres kraftige kabelterminaler, der er supernemme at bruge, men kun egner sig til højttalerkabler med spadestik. Til gengæld får man et sikkert fæste og en stor kontaktflade med de specielle terminaler.

Lyden af små 400.000

Penge kan ikke købe lykke, siger man, men det er tæt på. Ayre-sættet er på min top 5 over high-end-forstærkersæt, hvad lydkvalitet angår. Interessant nok er der ikke den store forskel på Ayre-kombinationen og Mark Levinson No.519 og No.534.

På Ayre er klangen lidt varmere, men begge spiller så ubesværet og uforvrænget, at man skal bruge et forstørrelsesglas for at finde forskelle i den måde, de gengiver musik på. På Canton Reference 3K savnede jeg næsten lidt farve i lydbilledet; så stramt og neutralt lyder den. Det spiller ingen rolle, hvilken slags lydkilde man bruger. Jeg brugte cd-drevet McIntosh MDT450 og Tidal HiFi fra en MacBook direkte i Ayres QX-5 Twenty.

Sidstnævnte er en digitalkonverter med et væld af digitale indgange, en avanceret ESS-DAC (ES9038PRO med en Morion kvartsbaseret oscillator) og masser af Ayre-teknologi. Den vender vi tilbage til i en separat test.

Plácido Domingos lyriske stemme i Verdis opera Nabucco lød så tæt på perfektion, at jeg ikke fandt noget at sætte en finger på. Sinopolis stramme instruktion giver koret en masse spillerum, og ouverturen er simpelthen et musikalsk festfyrværkeri. Der er ikke et sekund af oplevelsen, der overskygges af selv det mindste klanglige fejltrin. Bassen er ekstremt velkontrolleret, også når jeg skruer op, og lydbilledet står klippefast i rummet.

Det nyligt udgivne album Drunk med den relativt ukendte Thundercat er et eksempel på, hvor højt man kan spille uden at registrere forvrængning. Bassen ligger tungt i bunden, og vokaler og instrumenter dukker op forskellige steder i det store lydbillede. Som næsten er bredere og dybere end vores testrum. Dynamik er intet uden kontrast, men her er den voldsomt stor. I de svagere partier på London Grammars ny single “Rooting for You” vil du høre så små klangnuancer, at du ikke tror dine egne ører. Måske er det lettere at opdage de subtile nuancer, fordi der ikke er nogen hørbar forvrængning. Og det er skræmmende, så meget mere levende musikken fremstår, når detaljerne kommer så utilsløret frem i lydbilledet. På Solanges RnB-album A Seat at the Table og Kandace Springs’ jazzalbum Soul Eyes kan du dyppe ørerne i pragtfulde vokalpræstationer. Og ikke kun det, du kan også lukke øjnene og formelig mærke tilstedeværelsen i rummet. Så levende bliver musikken, når man lægger så mange penge.

Igen må jeg fremhæve Mark Levinson-sættet. Som jeg foretrækker, fordi det er langt mere fleksibelt. Det lyder ikke bedre, og prisen er den samme, men man får mere for pengene hos Mark Levinson. Cd-afspiller, streaming, DAC og forforstærker – og en vanvittig god effektforstærker, f.eks.

Men man står sig bedre med Ayre-sættet. I hvert fald hvis man går op i de små detaljer. Det har en udefinérbar evne til at give de sjældne aha-oplevelser, f.eks. med små nuancer, man ikke har hørt før. For nogle er det grund nok til at vælge Ayre frem for andre forstærkere.

Konklusion

Et helanalogt forstærkersæt i klassisk aftapning kan virke som gammel vin i vore dage. Uden DAC, pladespillerindgang eller streaming kan man være usikker på, om det er prisen værd. Til det kan jeg sige klart ja, det er det.

Hvis man alligevel skal op i denne klasse for at få den guddommelige lydkvalitet, som Ayre-sættet kan give, er jeg sikker på, at man også er villig til at smide penge på bordet for en separat DAC, pladespillerforstærker og streaming-enhed. Så er man definitivt i high-end-himlen. Det eneste offer, der kræves, er at man skiller sig af med grasserende mange penge. Men for nogle er det dét værd.