De fleste tænker på digital signalbehandling som en strøm af ettaller og nuller, og det har de helt ret i. Derfor skulle man tro, at det eneste, der kan gøre digital lyd bedre, er en endnu mere avanceret analogdel i apparater som cd-afspillere og digitalkonvertere. Altså den del af apparatet, der sender det analoge signal videre til en forstærker.
Men det menneskelige øre er et følsomt instrument. Det opfatter – måske vha. underbevidstheden – bittesmå nuancer, forskelle i timing eller tonehøjde, og små ændringer i forvrængningen. Som der også er en del af i det digitale domæne. I en cd-afspiller eller, som her, en DAC.
Hos Ayre har de arbejdet længe med den problemstilling, og deres cd-afspillere anvender en del proprietær teknologi for at gøre den digitale signalbehandling så fejlfri som muligt. Det samme gør QX-5 Twenty. Som er Ayres første digitalkonverter i fuld størrelse, beregnet på at matche deres high-end-forstærkere, som ikke har indbygget DAC.
Den anvender en avanceret ESS-DAC (ES9038PRO) og en masse Ayre-teknologi for at skabe et så rent signal som nødvendigt, for at øret ikke skal opfatte nogen negative variabler. Udgangstrinet – der fungerer som en forforstærker med volumenkontrol – er det eneste analoge ved DAC’en.
På bagsiden har den afbalancerede og ubalancerede digitalindgange – ti i alt, inklusive USB med understøttelse af 32 bit/384 kHz signalbehandling, men også Ethernet, så du kan koble musik fra en server i dit netværk til. Hvis du f.eks. kører din musik via Roon på en Mac eller pc, kan du betjene den med en app og behøver stort set ikke at røre ved DAC’en overhovedet.
Den har i øvrigt også en optisk udgang, som giver DAC’en kontrol over clock-frekvensen, når man har andre digitale enheder i systemet.
Hvordan lyder QX-5 Twenty så? Helt fantastisk. Det vil sige, den har nærmest ikke nogen hørbar signatur. Med musikken via 110 ohm indgangen eller USB oplever jeg, at den skræller alt overflødigt væk og præsenterer musikkens klangnuancer på den mest afbalancerede og sammenhængende måde, man kan tænke sig. Jeg kan ikke komme i tanke på nogen anden DAC, som ikke er vanvittig meget dyrere, der præsenterer musikken lige så utilsløret ærligt og nøgent.
Der er ingen hørbare farvninger, timing-fejl eller pludselige ændringer i tonehøjden, og den digitale støj – hvis den overhovedet er der – er så godt under kontrol, at den ikke kan høres.
Meget bedre bliver det ikke i denne klasse.
Konklusion
Der er ingen tvivl om, at Ayres svinedyre DAC kan løfte lyden i næsten ethvert anlæg. Den kan også bruges som forforstærker, hvis man kun har digitale lydkilder, og så kan man godt forberede sig på at tabe kæben. For den åbner op på en måde, som vi sjældent hører fra en DAC. Hvor andre lyder klinisk og korrekt, sætter Ayre QX-5 Twenty musikken fri. I den grad.
Jeg synes, at det er rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig ærgerligt, at Lyd og Billede ikke laver målinger, men blot laver anmeldelser ud fra devicen “det lyder sgu fint i mine ører”.
Den her Ayre-DAC blev testet i Stereophile, og selvom ham, der testede den, og også lavede målingerne, konkluderede, at den målte suverænt (og lød suverænt), så er det virkelig en af de værste DACs i nyere historie, når man ser på de tekniske resultater.
Sammenlign den med Topping D50s til sølle €250. På Toppingen ligger første forvrængningsovertone på -120 dB. På Ayre ligger den på -65 dB! Det er helt uhørt.
Derudover er filtrene helt ad H til! Det såkaldte “musikfilter” slipper en masse “aliasing” ind i lyden, hvilket virkelig er en no-go. Derudover ruller frekvensgangen af efter 10 kHz. Det er også uhørt! Den bør ikke begynde at rulle af indtil 20 kHz eller kort før.
Men sådan er det nogle gange med vores hørelse: Vi kan sjældent lide noget, der lyder perfekt, for så lyder det “kønsløst” og “kedeligt”. Når man så tilføjer forvrængning, en ændret frekvensgang osv. lyder det lige pludseligt “fremragende”. Det er nok en af grundene til, at DACs som den her fra Ayre bliver hyldet som at lyde mere “analogt” – og det gør den også, for den er lige så ringe som analoge signalkilder :-/