TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Bluesound Node Nano (N030)

Her er Bluesounds bud på en billig streamer til stereoanlægget

Det behøver ikke være dyrt at føje streaming til stereoanlægget. Faktisk er det billigere end nogensinde før. Node Nano er Bluesounds bud.

Af / 21/10/2024 - 08:00
Bluesound Node Nano (N030)

Lyd & Billede mener

  • Streaming i HD-kvalitet, samt multirum på dit eksisterende anlæg. Særdeles skarp pris.
  • Antallet af ind- og udgange er skåret helt ind til benet. Stadig dyrere end de billigste konkurrenter.

Bluesound, der er søsterselskab til NAD, har lavet mange vellykkede streamingmodtagere. Blandt dem jubilæumsmodellen Node X, og senest streamingforstærkeren Powernode Edge.

Men adgangsbilletten har stadig være forholdsvis dyr. Og det er, hvad den nye begyndermodel Node Nano (N030) skal rette op på.

BLSN030BK L 13
Fem touchfelter på toppen giver adgang til de allermest basale funktioner. (Foto: Bluesound)

Designmæssigt gør Bluesound Node Nano ikke meget væsen af sig. Den lille sorte plasticboks kunne lige så godt have været en netværksswitch eller et hybridmodem. Men den vil nok alligevel ofte blive gemt af vejen for at blive betjent via mobil-app’en.

Skulle man lade de stå fremme, kan de mest basale funktioner (lydstyrke, afspilning og pause) styres med fem touchfelter på toppen af enheden.

På bagsiden finder man analoge og digitale lydudgange (stereo RCA, optisk Toslink og koaksial). Der er også Ethernet-port og en USB-A-port til en ekstern disk eller flashhukommelse. Men så er det også alt.

Annonce

Bluesound Node X havde HDMI-indgang for TV og en kombineret analog/optisk indgang. Men indgangene er fjernet her. De eneste måder at få lyd ind i Node Nano er via netværket og med Bluetooth.

BLSN030BK O 03
De større modeller har flere lydindgange, men de er sparet væk. (Foto: Bluesound)

Hovedtelefonudgang leder man også forgæves efter, men det giver god nok mening, da kablede hovedtelefoner normalt vil være tilsluttet til den efterfølgende forstærker. Node Nano har desuden tilslutning for trådløse hovedtelefoner med Bluetooth.

Heldigvis er der ikke sparet på lydsiden. Her bruges samme fine ESS Sabre 9028Q2M DAC-kreds som i den mere end dobbelt så dyre Node X. Og det kan høres.

Læs også Lille ændring – stor forbedring Hvis du mangler streaming på anlægget, er Bluesound Node X en perfekt løsning. Og nu med endnu bedre DAC.

Understøtter MQA

Bluesound og moderselskabet NAD har traditionelt været en af de mest trofaste støtter for MQA-formatet. Og det er lidt af et særsyn, at man kan finde MQA-dekodning på et så billigt apparat som Bluesound Node Nano. Med i billedet hører rimeligvis, at NAD i 2023 købte MQA af Meridian. Men også, at MQA mistede sin store base, da Tidal valgte at skifte til FLAC til højtopløst musik. Dette skift er stadig i gang.

I øvrigt understøtter Bluesound alle relevante streaming-tjenester: Spotify, Deezer, Qobuz, Apple Music – og altså Tidal. Ligesom konkurrenterne Sonos, og HEOS (Denon/Marantz).

Lydkvaliteten

Selv om prisen er den halve, har Bluesound Node Nano en del af elektronikken til fælles med den mere eksklusive Node X. Ikke mindst ESS Sabre-digitalkonverteren, der spiller en stor rolle for totalindtrykket.

Vi har primært vurderet Node Nano via analogudgangen som digital signalkilde. Her blev den tilsluttet til min NAD C 658 forforstærker, (der også har indbygget BlueOS-modul) som dyrere reference. Node X blev også vurderet som ren digital lydkilde via NAD’ens indbyggede DAC. Forskellene var imponerende små.

BLSN030BK L 03
Generationer mødes. Hvis du har en velfungerende forstærker i forvejen – for eksempel den legendariske NAD 3020 – kan Node Nano give den moderne streamingmuligheder, (Foto: Bluesound)

Bluesound Node Nano er en ganske billig enhed, men det er på ingen måde overkill at tilslutte den til en forstærker i den pæne ende af prisskalaen.

Lydbilledet er til enhver tid behageligt og musikalsk, og det er overraskende, hvor godt den formidler oplevelsen af at lytte til musik i et tredimensionelt rum.

Lyder dyrere end sin pris

Ved længere tids lytning kommer de små forskelle for dagen. Det kommer ikke som en overraskelse, at den langt dyrere NAD stadig gør det lidt bedre end den snydebillige Node Nano. Men det er altså en forholdsvis lille forskel. Langt mindre end prisforskellen.

Forskellen handler først og fremmest om gennemsigtighed. Bluesound tegner et rigtig godt billede af rummet og den akustiske scene. Men luften virker så at sige klarere og mere gennemsigtig på den dyrere NAD. Der er mere plads mellem instrumenterne, og man fornemmer bedre dimensionerne.

BLSN030BK L 05
Node Nano kan også bruges til skrivebordsanlægget med et par aktive højttalere. (Foto: Bluesound)

Til gengæld er Bluesound Node Nano faktisk lidt sjovere selskab end den dyrere digitalindgang på NAD’en. Der er lidt mere varme og rockfornemmelse over Bluesound. På et nummer som MTV-optagelsen af Eagles’ Hotel California bliver det næsten for tungt. Men kun næsten.

Konkurrenter

Streamingmodtagere er en kategori i vækst indenfor alle prisklasser, men i basic-segmentet er der én konkurrent, alle må se sig sammenlignet med; og det er WiiM, som har imponeret med den ene fremragende og billige streamingenhed efter den anden. WiiM Pro er på de fleste punkter en direkte konkurrent til Bluesound Node Nano, men koster det halve. WiiM Pro har dog ikke et så udbygget multirumssystem som Bluesound og heller ikke MQA, hvis man altså kan finde nogen filer i det format.

Læs også Den bedste budget-streamer Med både Chromecast Audio og AirPlay 2 er Wiim Pro den bedste musikstreamer i sin klasse.

Konklusion

Bluesound Node Nano (N030) er et naturligt modsvar på det øgede konkurrence i den betalelige ende af markedet for musikstreamere. Den er billigere end nogen Node-enhed til dato og rigtig vellydende. Prismæssigt giver WiiM den kamp til stregen – og et stykke henover. Men det bringer tingene lidt mere i balance, at Bluesound har et udbygget multirums-økosystem og en brugervenlig app.

BLSN030BK L 12
Node Nano betjenes nemmest med en tablet eller en telefon. (Foto: Bluesound)

Omkostningen ved den lave pris er, at antallet af tilslutninger er skåret ned til et absolut minimum. Du må undvære HDMI- og analogindgang, og en fysisk subwoofereudgang er også sløjfet. Node Nano er alene egnet til at udstyre det eksisterende anlæg med streaming. Hvilket ligner et velvalgt kompromis.

Lydmæssigt ligner Node Nano den langt dyrere Node X, der i sin tid fik topkarakter. Når Nano alligevel må nøjes med et femtal, skyldes det den øgede konkurrence siden dengang.

BLSN030BK L 20
(Foto: Bluesound)
Karakter
Bluesound Node Nano (N030)
Basic
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Kan man lære gamle noder nye tricks?

Yderst vellydende

Weiss DAC501: Ingeniørkunst og musikglæde

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget