Bluesound er et søsterselskab til NAD, og deres streaming-modtager, Bluesound Node, er netop kommet i en ny udgave. Det er fjerde inkarnation, men da Bluesound er holdt op med at nummerere udgaverne i generationer, har den fået det prosaiske efternavn N130.
Ligesom forgængeren – og ligesom Bluesound Powernode – er den nye Node en flad “madkasse” i hvid eller sort plast med et betjeningspanel på toppen. Betjeningen er dog udvidet med et touch-felt til styring af volumen, ligesom der nu er fem forvalg, som kan programmeres med netradiostationer eller playlister. Der er desværre ikke noget display i touch-feltet, som kunne vise, hvad der gemmer sig bag knapperne.
Nu også til TV’et
Selv om Bluesound Node først og fremmest er en streaming-modtager, har den også en kombineret analog/optisk digital indgang og en USB-port, så den kan fungere som digital forforstærker i anlægget.
Som en forbedring i forhold til tidligere generationer har Bluesound Node fået HDMI-indgang, så den kan bruges sammen med TV’et. Der er også kommet understøttelse af hosting på USB-indgangen. Det betyder, at USB-porten ikke alene kan bruges til at afspille filer fra en ekstern harddisk eller USB-nøgle som tidligere, Node kan også fungere som ekstern lydkilde for et tilsluttet USB-DAC. På testtidspunktet var denne funktion dog ikke aktiveret endnu, men den kommer med en software-opdatering.
Stemmestyring
En anden nyhed i den nye udgave af Node er stemmestyring. Her understøttes nu både Google Assistant og Amazon Alexa. Sidstnævnte kun på engelsk, da Amazon stadig ikke har fået øje på Skandinavien. Der er ikke indbygget mikrofon, men enheden kan fjernstyres med kommandoer via en smart-højttaler eller mobilen.
Understøtter MQA
Bluesound er en platform for streaming og multirum i lighed med konkurrenter som Sonos, HEOS (Denon/Marantz) og Play-Fi. Og som på disse understøttes alle relevante streaming-tjenester: Spotify, Tidal, Deezer, Qobuz, Apple Music – de er der alle sammen. Og ligesom hos konkurrenterne må man vælge én platform frem for de andre. Her har Bluesound et ekstra es i ærmet, da MQA-formatet, der bruges til højopløste musikfiler på Tidal, er understøttet.
Lydkvaliteten
Da Bluesound Node er en kombination af streaming-modtager og DAC, blev den vurderet i begge roller. Som komplet enhed blev der lyttet på analogudgangen via et NAD C658/C298-forstærkersæt. Og for at høre den som ren streamer (uden den indbyggede DAC) blev den optiske udgang forbundet til digitalindgangen på samme forstærkersæt.
Den gør det fint som komplet signalkilde, men hvis du har en god DAC allerede, får du sandsynligvis endnu bedre lyd ud af det.
Lyden via den indbyggede digitalkonverter i Bluesound Node er upåklagelig. Lyden er behagelig, og der mangler ikke detaljer. Musikken placeres umiddelbart foran dig, frem foran højttalerne, og virker engageret. Hvis du sætter pris på nærhed og umiddelbarhed, er dette perfekt.
Ekstern hjælp
Over den eksterne digitalkonverter kommer der dog endnu flere af de bittesmå detaljer frem. Rumakustikken på live-optagelser bliver til en sammenhængende scene bag musikerne i stedet for bare en antydning af efterklang. Og rummet bliver i det hele taget større. Der kommer også mere tyngde i bassen.
På Disturbeds coverversion af “Sounds of Silence” lyder stemmen naturlig og klar over analogudgangen. Men via digitaludgangen blotlægges lagdelingen i optagelsen, og engagementet bliver mere levende.
Denne opremsning af, hvad Bluesound Nodes digitalkonverter gør mindre overbevisende end en flere gange dyrere forforstærker, handler ikke om at nedvurdere dens evner. For den nye Node gør det glimrende. Og netop konverterdelen er noget af det, der er forbedret i den nye udgave. Men der er immervæk tale om en forholdsvis billig enhed.
At det kan gøres endnu bedre gennem en ekstern digitalkonverter, betyder bare, at Bluesound Node også kan have en plads i et dyrere anlæg. Enten fordi du har et dyrt anlæg, eller den kan vokse med opgaven, når adgangen til alverdens musik i høj kvalitet giver smag for endnu bedre lyd.
Konkurrenter
Det er nærliggende at sammenligne Bluesound Node med streaming-modtagere som Denon DNP-800ne og Marantz NS6006, der begge koster omtrent det samme. Om det kompakte, diskrete format på Node er et plus, eller du foretrækker et mere imponerende apparat, bliver en smagssag. Men HDMI-indgangen og understøttelsen af MQA-filer på Tidal er til gengæld klare fordele i Nodes favør.
Konklusion
Bluesound Node N130 er en fin lille streaming-modtager, der med et snuptag kan opgradere det eksisterende anlæg med digitale herligheder i form af højopløste musiktjenester, multirumsfunktioner, trådløs lyd med AirPlay og Bluetooth samt afspilning af egne musikfiler. Med andre ord hele pakken. Også de forkætrede MQA-filer, som konkurrenterne mangler.
Lydkvaliteten står rigeligt mål med prisen, og vil du endnu videre, kan en DAC efter egen smag klare dette. Tilføjelsen af en HDMI-indgang gør enheden perfekt som samlingspunkt i et (tokanals) AV-system.
MQA er ikke løsningen.Men der spares på bits og det tæller på bundlinjen hos rettigheds haverne. Så kan de sælge den samme vare atter en gang til en højere pris, en gang i fremtiden.
Kan du uddybe det?
Jeg har i dag en beo core som jeg bruger til trådløs streaming fra tidal men kun i hifi.
Og overvejer denne her netop pga jeg godt kunne tænke mig at prøve MQA.
Understøtter vel ikke Yousee Musik??
Nej, kun Tidal, Qobuz, Deezer, Tunein og Spotify.
Men du skal jo bare afspille fra din Yousee app til Node med AirPlay.
Så får du nøjagtig samme lydkvalitet som med Spotify.
Du skal overordnet vælge musik fra din Yousee Musik app.
Men når først du har valgt et album eller en måske en playliste, så kan godt springe i numre osv fra BluOS.
Jeg kender intet til specifikke streamere som f.eks. denne Bluesound.
P.t. streamer jeg musik med Tidal på en Macbook ud i et par studiomonitorer via headphoneudgangen på Macbook’en.
Er der nogen lydmæssig fordel og forbedring med at streame igennem Bluesound’s Node N130 fremfor ovennævnte?
En af fordelene ved at have en separat streamer som Bluesound er, at man ikke behøver at bruge computeren (eller mobilen).
En anden er – potentielt – lydkvaliteten. Det indbyggede lydkort i en bærbar computer er sjældent af høj audiofil kvalitet. Og det er desuden udsat for støj fra de digitale kredsløb i computeren.